Amalie mistede sin elskede storesøster Mira Wanting

Amalie Wanting havde ikke indset, hvad der ventede hende. Ikke engang da hendes storesøster Mira Wanting omkring juletid for godt tre år siden blev indlagt på et hospice, forstod hun, at hun ville miste hende.

– På intet tidspunkt havde jeg troet, at det var noget, hun kunne dø af. Overhovedet. Da det skete, føltes det nærmest som en bilulykke. Min hjerne kunne ikke rigtig fatte det. Man kan jo ikke miste sin yndlingsperson.

Mira Wanting og Amalie var mere end almindelig søstre

Jeg har mødt Amalie Wanting, som i dag er 22 år, og som med sit spinkle ydre, sit lange, glatte hår og sine klassiske træk ligner en lidt mørkere udgave af sin storesøster. Hendes replikker falder også lige så klart og hurtigt, som de gjorde for Mira Wanting, der især fik roller som den kontante blondine med hjertet på det rette sted.

Det er ikke underligt, at Amalie minder om sin storesøster. Godt nok var der 16 år imellem dem, men de havde et helt særligt forhold, som på mange måder var langt mere end en almindelig søster-relation.

LÆS OGSÅ: Bitter strid om Mira Wantings datter

Det er også derfor, Amalie med sikkerhed kan sige, at hun aldrig kommer sig over sin søsters død. Sorgen forsvinder aldrig, men hun har vænnet sig til, at den altid ligger lige under huden, og i dag kan hun igen se de populære ”Anja og Viktor”- film, hvor Mira for alvor slog igennem. Det tog flere år, før hun kom så langt, og da hun endelig satte sig og så den romantiske ungdomskomedie, var det overvældende.

– Hun var så lyslevende på skærmen. Fuldstændig, som hun var, siger Amalie, som ikke mindst har lært at leve med sorgen takket være den sorggruppe, hun gik i hos Børn, Unge & Sorg. Gruppen fik hende igennem det første år, og det er også derfor, hun nu for første gang fortæller sin svære historie i håb om at hjælpe andre.

Så op til Mira

Amalie er født ind i en lidt indviklet familie, som hun selv udtrykker det. Men egentligt var det såre enkelt: Amalie og Mira har den samme far, og da Amalie kom til verden, og Mira i en alder af 16 år fik sin første søskende, kastede hun sig over den lille pige.

– Hun ville mig 100 procent. Ikke bare i et stykke tid, indtil noget andet blev mere interessant. Hun gav mig al sin opmærksomhed, og jeg var helt vild med hende, husker Amalie, som blev ved med at have et tæt forhold til sin storesøster.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd til børn i sorg

Lige fra barndommen, når de tog på udflugter i Zoologisk Have, og senere, når Amalie var med til premiere på Miras film.

Da Mira fik sit første barn allerede som 21-årig, var Amalie også en del af sin storesøsters nye familie, og i dag husker hun stadig Miras lejlighed som hendes andet hjem, hvor hun kom flere gange om ugen. Både for at være sammen med sin lille niece, Alberte, og for at få hjælp til alt, lige fra lektier til drengeproblemer.

Ufattelig besked

– Jeg talte med Mira om alt. Virkelig alt. Jeg traf aldrig en beslutning uden at tale med hende først. Nu skal jeg tage alle de her valg selv. Det er svært.

For Mira var det især vigtigt, at hendes lillesøster fik en uddannelse, og Amalie startede også på gymnasiet efter folkeskolen. Det var, mens hun sad midt i noget gruppearbejde på skolen, at hendes telefon ringede en dag. Det var Mira i den anden ende. Hun havde fået svar på nogle prøver på hospitalet.

Amalie vidste godt, at hendes søster var blevet undersøgt, og at lægerne havde fundet noget, de ville se nærmere på. Men hun havde ikke frygtet svaret. Det gjorde hun heller ikke, da hun hørte sin søsters stemme i telefonen.

– Hun lød umiddelbart glad, så jeg sagde bare, at hun kunne sige det med det samme.

Det gjorde Mira så.

– Jeg har kræft.

Beskeden var næsten ikke til at fatte. Mira var 33 år. Hun havde hele fremtiden foran sig. Og så var hun frem for alt mor til Alberte og til Filippa, som hun havde fået året forinden.

– Jeg kunne slet ikke forstå, at hun kunne få kræft. Mira var jo sådan et stærkt menneske. Hun var selvfølgelig blid at se på, men hun var også en hård negl, der ikke bukkede under for noget.

Hendes storesøster gjorde også, hvad hun kunne for ikke at bukke under for den livmoderhalskræft, som havde ramt hende. Med oprejst pande tog hun imod sin behandling, og da hun på et tidspunkt håbede, at kræften var væk, inviterede hun Amalie med til Berlin sammen med sin ældste datter, Alberte.

Sidste gode minde

Hvordan husker du den tur?

– Det var virkelig hyggeligt. Hun virkede fuldstændig rask. Jeg følte, at alt det med sygdommen var overstået, og livet gik videre, siger Amalie.

Men livet gik ikke videre, som Amalie håbede.

Kort efter de kom tilbage til Danmark, skulle Mira til tjek på hospitalet. Kræften var der stadig, og turen til Berlin blev Amalies sidste rigtig gode minde om sin storesøster.

LÆS OGSÅ: Natalie mistede sin far som 14-årig

Den 22. december 2012 sad familien samlet omkring Mira, da hun døde. Hele den ”indviklede familie” var pludselig ikke så indviklet mere. Nu stod de bare sammen om et menneske, de alle elskede. Eksmænd, ekskoner, stedforældre, nye kærester og børn med forskellige forældre.

– Det var en rigtig smuk oplevelse, selv om det selvfølgelig også var helt forfærdeligt.

Amalie gik derfra med sin mor, mens sneen dalede roligt fra himlen, og mens hendes hjerne arbejdede på højtryk for at forstå, hvad der lige var sket. Der skulle faktisk gå flere årstider, før Amalie for alvor havde indset, at hun havde mistet sin søster.

Miras sidste råd

– Jeg forstod jo godt, at hun var død. Men jeg forstod ikke rigtigt, at hun ikke ville være her mere. Jeg havde altid tænkt, at hun selvfølgelig ville komme, når jeg engang skulle giftes. Men pludselig indså jeg, at hun altså ikke ville dukke op til det bryllup. Eller nogle af alle de andre mærkedage. Det ramte mig hårdt 10 måneder efter hendes død, hvor jeg faktisk ikke lavede andet end at ligge i min seng, når jeg havde fri.

Da Amalie mistede sin storesøster, kunne hun ikke fortsætte det liv, hun havde levet inden. Selv om hun vidste, at det var stik imod Miras vilje, valgte hun at gå ud af gymnasiet. Samtidig havde hun hele tiden en klar fornemmelse af, at hun nok skulle få den studentereksamen på et tidspunkt. Hun skulle bare igennem den lammende sorg først.

LÆS OGSÅ: Lægerne har opgivet Regitse

Mira havde altid forsøgt at hjælpe Amalie på den rette vej. Det gjorde hun også, selv da hun lå i sin hospitalsseng i den allersidste tid, hvor hun opfodrede sin søster til at få noget hjælp til at komme igennem den sorg, som snart ville vælte ind over familien. Flere gange havde Mira opfordret hende til at kontakte Børn, Unge & Sorg, hvor hendes ældste datter, Alberte, allerede gik. Men Amalie var ikke let at få af sted.

– Jeg påstod, at jeg kunne klare mig selv. At jeg var i kontakt med mine egne følelser. Men det var jeg jo overhovedet ikke, smiler Amalie, som til sidst gik med til at tage plads over for en psykolog. Det blev ingen succes.

– Jeg syntes overhovedet ikke, det hjalp. Men jeg vidste jo også godt hvorfor: Jeg ville ikke græde. Det var det eneste, jeg tænkte på, så jeg sad hele tiden og holdt igen med at tale om for dybe ting.

Bubber: Hvorfor ville du ikke græde?

– Jeg syntes, det var pinligt. I dag kan jeg godt se, at det var helt mærkeligt.

Det var faktisk først, da Amalie kom i sorggruppe med andre unge, som havde mistet en søskende, at hun begyndte at lukke op.

– Det lettede virkelig. Hver gang jeg fortalte noget, kunne jeg mærke, at det havde de andre også prøvet.

På det tidspunkt havde hun nemlig fået kræfterne til at hjælpe andre, ligesom hun fik kræfter til at starte i skole igen.

– Det var stort den dag, jeg blev student. Det var nærmest noget, jeg gjorde for hende, fordi hun havde sagt så mange gange, at jeg ikke måtte droppe ud.

Mira ville være stolt

Hvad tror du, Mira ville sige, hvis hun kunne kigge ned på jer nu?

– Jeg tror, hun ville være stolt over, hvor godt vi klarer os. Og så ville hun være glad for, hvor godt, vi har fået det med hinanden på kryds og tværs af familien.

Efter Miras død er familien nemlig samlet på en helt ny måde. Også de grene, som ikke naturligt hænger sammen eller deler blod – men de har alle Mira til fælles. Miras ældste datter, Alberte, bor hos sin far, Filippa på 6 år hos mormor, men for at give de to søstre et godt forhold, er de tit hos hinanden.

– De to piger er utroligt tætte, siger Amalie, som også prøver at være så meget sammen med dem som muligt. Helst et par gange om ugen.

Ligner de deres mor?

– Ja, det gør de begge to. Selv om Filippa kun var 2 år, da hun mistede sin mor, gør hun tit det samme som Mira. Det er ret sjovt, siger Amalie, som altid har sin søster i tankerne, når hun snakker med Miras børn.

– Jeg skal jo sige tingene på min egen måde, men jeg tænker også tit på, hvad Mira ville have sagt. Mira var en rigtig god mor. Meget lyttende og forstående.

Mira var også en rigtig god storesøster. Amalie skal leve uden hende resten af sit liv, og tabet har sat sine spor i hverdagen, selv om livet er gået videre.

– Cirka en dag hver anden uge vågner jeg og er i dårligt humør. Det fortsætter resten af den dag, siger Amalie, som ellers har fået et godt liv i en dejlig lille lejlighed på Amager sammen med sin kæreste, Oliver. I øjeblikket arbejder hun i en butik, og hun har planer om at uddanne sig til socialrådgiver.

Selv om Mira er død, er hun ikke forsvundet. Hun er stadig en del af Amalie. Både når Amalie trækker i Miras gamle tøj, når hun åbner sit lille vitrineskab, hun har arvet fra sin søster, eller når hun tager nye beslutninger

Hvad er det vigtigste, Mira har givet dig?

– Det var al den kærlighed. Og så selvfølgelig Alberte og Filippa.

LÆS OGSÅ: Sara Slott om sit livs guld: Tobias hjalp mig til OL