Anders reddede sin søn ud af flammerne: Far er en helt

Det er en helt almindelig onsdag eftermiddag.

Anders Eigen Glaser-Møller har hentet sine tre sønner, Ziggy på 6 år og tvillingerne Pontus og Niels-Christian på 4 i børnehaven og sidder og taler i telefon i lejligheden på Frederiksberg, mens drengene slapper af med deres iPads på børneværelset ved siden af.

Anders, der bor alene med drengene på 4. sal, hører pludselig et brag fra værelset. Det er der sådan set ikke noget usædvanligt i. For hans tre sønner er nogle rigtige vildbasser, og det sker ikke så sjældent, at noget smadrer.

– Så jeg farer ikke lige op af den grund. Men jeg beslutter mig alligevel for at kigge til dem, for onsdag er ”store badedag” hjemme hos os, så jeg skal under alle omstændigheder have fat i dem. Jeg ser Pontus og Ziggy stå lige uden for værelset, og da jeg kigger ind, ser jeg Niels-Christian stå i sin seng. Han er klemt op ad hjørnet i den modsatte ende af rummet, og flammerne står op fra sengen lige foran ham. De er nok omkring en meter høje. Samtidig brænder det i loftet lige ovenover, så der var nærmest en væg af ild, som han ikke kunne komme forbi, fortæller Anders, 59.

Læs også: Motorcykelbetjent hjalp fødende på hospitalet

En mur af varme

Varmen i rummet rammer Anders som en mur.

– Der var så varmt, at man med det samme blev helt sløv og døsig. Jeg tror faktisk ikke, at det er slemt at brænde ihjel, for man kan næsten ikke mærke sig selv, når det er så varmt. Så jeg havde nogle sekunder, hvor jeg lige stivnede og havde svært ved at blive stående. Jeg følte nærmest, at der var en engel, der kaldte på mig.

Heldigvis genvinder han hurtigt fatningen og handler resolut.

– Jeg rækker ind gennem flammerne, får armen om Niels-Christian og får ham trukket ud på den anden side. Så løber jeg ud af rummet med ham i armene, mens jeg råber til de to andre, at vi skal skynde os ud af lejligheden. Der er ild i både mig og Niels-Christian. Han brænder på armene og sin ene fod, mens der mest er ild i mit hår og skæg. Men det er heldigvis noget, jeg kan ”børste” af os, siger Anders.

Bredte sig hurtigt

Ilden i lejligheden kan Anders til gengæld ikke gøre noget ved.

– Jeg har aldrig set en brand brede sig så hurtigt. Braget, jeg har hørt, er formentlig en lampe ved sengen, der er sprunget på grund af loftsbranden, og den har så antændt sengen. Derudover havde vi gennemtræk, fordi det var en varm dag, så det har jo heller ikke gjort noget for at stoppe ilden. Da vi kom ud af værelset, lukkede jeg døren for at give ilden mindre luft, men den brændte hurtigt igennem, så mit værelse, som er det næste, begyndte også at brænde. Så lukkede jeg døren dértil, og så var det ellers bare ud! Vi er altså ude i sådan en brand, som ikke kunne have bredt sig hastigere, selv om man havde hældt benzin på. Det var spørgsmål om 30 sekunder, så havde jeg ikke kunnet redde Niels-Christian ud. Havde jeg ventet et minut, var ingen af os kommet levende derfra. Jeg tør ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis branden var opstået om natten. Jeg sover meget tungt, så jeg havde næppe opdaget det, og sådan nogle små gutter ville jo ikke selv ane, hvad de skulle gøre, og ville måske gå i den forkerte retning.

Se også: Rikkes kemohuer spreder glæde: Jeg syr for en god sag

Ragnarok

Nede på gaden bliver Anders og sønnerne mødt af scener, der minder om ragnarok. Taget brænder voldsomt på hele ejendommen, og ild og røg står ud af vinduerne på de øverste etager. Det vrimler med brandmænd, politi og ambulancefolk, og ud over beboere, som er flygtet ud af deres lejligheder, strømmer det til med bekymrede og nysgerrige sjæle fra hele kvarteret.

Redningsfolkene tilser straks Anders og hans sønner, da de kommer ned på gaden. Anders er helt sort i ansigtet har mistet en del af sit hår, sit skæg og sine øjenbryn. Helt mirakuløst har han ikke nævneværdige brandskader, og også Niels-Christian har klaret turen gennem flammerne uden alvorlige følger.

– Niels-Christian blev godt nok brændt på overarme, skuldre og sin ene fod. Resten af ham fik jeg heldigvis dækket jeg for, da jeg bar ham ud. Han græd og havde store smerter af sine brandsår, men de var lykkeligvis nogenlunde overfladiske, fortæller Anders, der får stor ros af redningsfolkene for at have reddet alle sine sønner ud.

Heltemodig indsats

– Både politi og brandfolk roste mig meget for min indsats og sagde, at det var heltemodigt. Så det gav jo lidt plusser i bogen, da drengene hørte, at deres far er en helt. Det, synes de, er helt vildt sejt, for de har jo set mange tegnefilm med superhelte, og nu kan de så have en fest ud af, at deres far også er en helt, griner Anders.

På vej til hospitalet vil ambulancefolkene have, at Anders skal ligge på en båre. Men han nægter.

– Jeg sagde til dem: Dét gør jeg sgu ikke, når drengene skal se på det. Hvis først far her ligger ned, så tror de først, at den er gal!, siger Anders, som går meget op i, at sønnerne ikke skal blive alt for skræmte over oplevelsen.

Det har siden vist sig, at de tre ”banditter” – som Anders kalder dem – langt fra er blevet jaget en skræk i livet. Tværtimod.

Læs også: Blind kærlighed: Stine og Kenneth har aldrig set deres søn

Modige drenge

– Pontus, som er den største bandit af dem, synes bare, det er skægt, at der var brandbiler og ambulancer, og at han fik lov til at sidde med et iltapparat, smiler Anders og griber ud efter sin 4-årige ballademager, der får et ordentligt bjørnekram.

– Jeg vil være brandmand, når jeg bliver stor, udbryder Pontus med julelys i øjnene.

Hans tvillingebror, Niels-Christian, som branden gik værst ud over, er heller ikke det mindste tynget af oplevelsen.

– Jeg har fortalt ovre i børnehaven, at det brændte hjemme hos min far. Det gjorde megaondt. Men det er okay nu. Det var sejt, at far fik mig ud, for der faldt ild ned på min dyne, siger han med slet skjult stolthed i stemmen.

– Som man kan se og høre, er det ikke sorgtyngede og ødelagte børn, vi har med at gøre, griner Anders.