Andreas blev mobbet: Min søn døde af en overdosis

Min søn døde af en overdosis

Sølvi tager et trin ned ad trappen til kælderen, hvor Andreas har værelse. Døren står på klem, da hans mor kigger til ham. Hun kan se, at han sidder ved computeren og chatter. Et kort øjeblik overvejer hun at sige noget, men hun vil ikke forstyrre og går igen.

Næste morgen tager hun samme tur ad trapperne, og da hun ser sin søn gennem sprækken i døren, sidder han på samme måde. Det er først, da hun får øje på det halvtomme pilleglas ved siden af ham, at hjertet begynder at banke under blusen.

Hendes søn er bevidstløs, og selv om hun giver ham førstehjælp, ved hun inderst inde godt, at hun aldrig skal se sin søn smile igen.

I Sølvis hus smiler en livsglad dreng fra væggene i forskellige situationer. Den fregnede dreng, der hver dag får sorgen til at blusse op hos hans mor og skærer et hul i hendes hjerte ved tanken om, at hun aldrig mere skal se ham igen. Alligevel vil hun ikke gemme billederne væk.

– Han var den dejligste dreng med en utrolig humor, fortæller Sølvi Kaald, der bor lidt uden for Bergen i Norge.

Hun mindes med glæde sønnens barndomsår i det nordligste Norge, hvor han var interesseret i alt, der handlede om friluftsliv.

Ofte var han sammen med sin far, der havde den samme interesse, og Andreas havde enten en fiskestang i hånden eller fødderne plantet i et par ski. Så længe han var ude i naturen, så var der et smil på læben.

Da Andreas var 9 år, flyttede familien til en anden by. Andreas faldt hurtigt til, og naboerne havde en dreng på samme alder som Andreas. De blev bedste venner, og sammen boltrede de sig i den rige, norske natur.

– Jeg kan huske engang, de var ude og isfiske. Han lå med hovedet helt nede i hullet for at se, om der var noget på krogen. Pludselig hørte vi mærkelige lyde fra ham. Det viste sig, at hans hoved var frosset fast til hullet, smiler Sølvi, der hurtigt folder ansigtet i en mere alvorlig mine, mens hun kigger ud ad stuevinduet.

Læs også: Veronicas 22-årige søn døde af en overdosis

Voldsom mobning

Sølvi valgte at flytte tilbage til sin barndomsby, efter hun blev skilt fra Andreas far. Den livsglade dreng glædede sig til at begynde i ny skole, da han altid havde været meget vellidt.

– Det tog noget tid, før jeg forstod, hvad der foregik. En mor ringede en dag til mig og fortalte mig om den massive mobning, fortæller Sølvi, der snakkede med Andreas om problemerne.

De håbede begge, at det ville blive bedre, men da det ikke skete, skiftede sønnen skole. Alligevel fortsatte mobningen.

– Når en 13-årig råber og skriger både før og efter skole, er man nødt til at søge hjælp, erkender Sølvi, der fik sin søn til psykolog.

Læs også: Kims 16-årige søn døde af en overdosis

Tal om misbruget

Her fik Andreas konstateret posttraumatisk stress, men hvad hans mor ikke vidste, var, at Andreas allerede havde taget hånd om sine problemer.

Det begyndte med hash, og derfra gik det ned ad bakke. De følgende år var et mareridt for familien. Sølvi kunne se sin søn få det værre og værre. Hun fik ham overtalt til afvænning, og da han igen var hjemme, fik han sin egen lejlighed og flyttede sammen med en kæreste. For en stund kunne Sølvi ånde lettet op. Hun kunne igen genkende sin søn, og for første gang i flere år virkede fremtiden lys.

Men lykken varede kort. Andreas faldt tilbage i misbruget og endte med at flytte hjem til sin mor. Den 30. januar 2017 mistede Andreas livet få uger før, han fyldte 22 år.

– Jeg kan huske, at han sagde før sin død: ”Mor, jeg er så træt af at blive behandlet som en misbruger”. Han havde et stort behov for at blive elsket og accepteret, som han var, siger Sølvi, der efter sønnens død flyttede fra sit hus.

Sorgen har medført både vrede og tårer, og Sølvi har været sygemeldt fra sit arbejde som lærer og har kæmpet med at finde mening i det meningsløse.

Lige fra sønnens død besluttede hun, at hun ville være åben om det og om hvorfor han døde. Derfor valgte familien også, at der i dødsannoncen skulle stå, at Andreas var død af en overdosis.

– Der er så mange unge, der tager stoffer, og vi kommer det aldrig til livs, hvis vi ikke taler om det. Der er også en slags skjult fordømmelse af de efterladte, og det er hårdt oven i den meningsløshed, man i forvejen kæmper med. Det er også vigtigt at tale om, hvordan det er at stå tilbage som pårørende, der har mistet et barn eller en kæreste.

– Det har givet mig lidt mening i det meningsløse at miste sit barn.