Anede ikke, de fandtes: Jeg fandt mine tre søskende

Berit Jensen er vokset op i en dejlig familie som enebarn og har altid vidst, at hun var adopteret. Lidt tilfældigt finder hun ud af, at hun har en søster, der bor i nærheden – og hende er hun jo næsten nødt til at opsøge ...

Berit voksede op i en lille by otte kilometer fra Brædstrup hos forældre, der ikke selv kunne få børn, og selv om hun siden barnsben har vidst, at hun var adopteret, så brugte hun ikke meget energi på at tænke over, hvem hendes biologiske søskende var. Det var først som voksen, at nysgerrigheden begyndte at snige sig ind på hende.

– Når jeg mødte nye mennesker, kiggede jeg ofte efter, om de havde en skæv fortand ligesom mig. Jeg har også kontaktet borgerservice for at få informationer, men besluttet ikke at gøre mere ved det. Jeg var nok lidt bange for at rippe op i noget, og man ved jo aldrig, hvad man finder, forklarer Berit, der altid havde haft sine adoptionspapirer, hvor hendes biologiske mors navn stod på.

Venindens viden

Berit besluttede til sidst at lade det ligge og fortsatte sit liv med mand og børn, men da hun en dag var ude at køre med en veninde, faldt snakken på hendes biologiske mor.

– Jeg fortalte min veninde, hvad hun hed, og så sagde hun, at hun havde arbejdet sammen med hende engang. Det var selvfølgelig lidt mærkeligt, men det var først, da hun sagde, at jeg havde en søster, der hed Sussie, der boede få gader fra mig, at jeg fik et chok, forklarer Berit, der brugte lidt tid på at gruble over, hvad hun skulle gøre med den nye information.

Familien Lunds ferie: Vores søn troede han skulle dø

Og denne gang kunne hun ikke lade det ligge. 

– Jeg skrev et brev, hvor jeg fortalte, at jeg var blevet bortadopteret, og hvad min mor hed. Hvis hun ikke ville vide mere, eller jeg var helt gal på den, kunne hun bare smide brevet væk, fortæller Berit, der med nervøsitet i kroppen gik de tre gader hen til Sussies hus og smed brevet i postkassen.

    Kort tid efter gled Sussies øjne ned over Berits brev, og hjertet begyndte at hamre. Hun havde aldrig hørt om en søster, der var blevet bortadopteret, og hovedet var ved at eksplodere for at finde hoved og hale i den nye information.

– Jeg var meget skeptisk, så jeg ringede til Berit. Da hun tog telefonen, sagde jeg til hende, at jeg ville have beviser for det, hun skrev, for jeg troede simpelt hen ikke på det, forklarer 51-årige Sussie Cosmos, der kort tid efter stod foran Berits hoveddør, hvor hun første gang stod ansigt til ansigt med den søster, som hun ikke vidste eksisterede.

– Da jeg så hende, var jeg slet ikke i tvivl om, at vi var i familie. Det var fuldstændig som at se min mor, forklarer Sussie, der efterfølgende ringede rundt til sine søskende og fortalte om det chokerende syn.

Mor til 15-årig gravid datter: Hun ville have barnet

– Da jeg så hende, var jeg slet ikke i tvivl om, at vi var i familie. Det var fuldstændig som at se min mor, forklarer Sussie, der efterfølgende ringede rundt til sine søskende og fortalte om det chokerende syn.
 
Hvorfor deres mor aldrig fortalte dem om deres bortadopterede søster, kan de kun gisne om. De er blevet enige om, at hun nok havde sine grunde, og i stedet fokuserer de på den glæde, der er opstået ved, at de har fundet hinanden.
 
 
I Sussies hjem i Brædstrup sidder de fire søskende omkring familiealbummet, hvor de kigger på barndomsbilleder, her tre år efter at de alle mødte hinanden for første gang.
 
– Det er, som om hun har været her hele tiden, fortæller Jessie Cosmos, mens resten af flokken nikker.
 
De håber alle sammen, at de med deres historie kan være med til at bryde tabuet om bortadoption og den skam, der er forbundet med det. 
 
– Jeg tror, at mange mødre er flove over, at de har bortadopteret et barn. Der bliver lagt låg på, og i stedet ligger det som en hemmelighed og ulmer. Men der er ikke noget at skamme sig over. Min mor sørgede for, at jeg fik det liv, hun vidste, at hun ikke kunne give mig, og det må da være den største gave, man kan give et barn, siger Berit.