Anette blev kun 24 år: Hun var så let at elske

Anette var den første i firmaet, der kørte med et 25 meters træk på lastbilen. Hun kunne noget særligt i sit førerhus. Og hun gjorde en forskel for de mennesker, hun mødte på sin vej. Den smukke og skarpe lastbilchauffør lyste omgivelserne op. Journalister lavede interviews med hende og kvindelige chauffører spurgte hende til råds. Men midt i den danske sommer blev lyset slukket, og alt blev stille.

Den 11. juli denne sommer forlod en rustvogn i langsomt tempo Frørup kirke uden for Christiansfeld. Bag den fulgte en konvoj af 28 lastbiler. Da rustvognen drejede fra i sidste rundkørsel inden krematoriet, fortsatte lastbilerne rundt, mens hver enkelt chauffør dyttede. Sådan lød det sidste farvel til 24-årige Anette Grau. Det var den helt rigtige afsked til netop hende. Men samtidig var det hele så forkert.

Anette Grau skulle ikke dø nu.

 

Kan stadig se hende lyslevende for sig

Denne historie er fortalt af seks af de mennesker, som var tættest på den skarpe lastbilchauffør med de skrigblå øjne, de velplejede negle og det altfavnende hjerte. Hendes forældre Tove og Peter. Søstrene Inger-Kirstine og Anne-Kristine og veninden Maja. Og så selvfølgelig 25-årige Jonas Leth. Anettes store kærlighed. Ham, som stadig kan se hende lyslevende for sig, når de gik tur med hunden på grusstien ved deres landejendom i Outrup, og hun fjollet vendte sig rundt og udbrød: - Hej med dig. Vil du ikke gifte dig med mig?

- Hun lignede et lille barn, når hun hoppede rundt der, siger Jonas og ryster lidt på hovedet. Fire gange takkede han nej til hendes pjattede frieri. Det var ikke fordi, han ikke ville giftes med hende. Han ville skam det hele. Ægteskab og børn. Medgang og modgang. Men det skulle gøres rigtigt. Og det var præcis, hvad Anette og Jonas havde kæmpet for i de næsten fire år, de havde været sammen. De havde knoklet utrætteligt i hvert deres førerhus. Og for at starte Jonas’ vognmandsfirma, så der i fremtiden var økonomi og luft til at opbygge et familieliv.

Læs også: Mortens ekskæreste slog hans datter ihjel

Lastbilerne var omdrejningspunktet i Anettes liv

Nu er det kun Jonas, der knokler. Mest af alt knokler han for at komme gennem dagene, timerne og minutterne uden Anette. Godt nok er han begyndt at arbejde igen, for som han siger: - Jeg kan jo ikke blive ved med at sidde derhjemme og råbe ind i en væg.

Men når han stiger op i en lastbil, minder alt ham om Anette.

Omdrejningspunktet i Anettes liv var lastbiler. Hun var med i førerhuset allerede inden, hun blev født, når hendes højgravide mor kørte med i farens lastbil. Og det førerhus havde en magnetiske tiltrækning på hende. Dukker ænsede hun ikke, men som treårig kunne hun selv kravle op til far bag det store rat, og hun vidste ikke noget bedre end at blive hentet i børnehaven i lastbilen. På lang afstand kunne hun høre, hvilken en af lastbilerne, der var på vej.

Far mente ikke, det var noget for hans datter

Hendes favorit var en Scania. Og det var næsten en selvfølge, at hun selv skulle blive lastbilchauffør, når hun var færdig med skolen. Hvis det altså ikke lige havde været for hendes far, Peter. I hans øjne var de lange arbejdsdage på vejene og nætterne på rastepladserne med blandt andet dårlige toiletforhold ikke noget for hans pige, og var der noget Anette havde respekt for, så var det hendes fars mening. Det kan Jonas skrive under på. Han glemmer aldrig første gang, han skulle hjem og præsenteres for Peter i Anettes barndomshjem lidt uden for Christiansfeld. Det var anden gang, han var i det hus. Men første gang havde det kun været moderen Tove, han mødte, og her var stemningen helt afslappet. Men da det var Peter, der stod og tog imod i døren, sad skuldrene helt oppe ved ørerne.

Læs også: 21-årig Philip er dødelig syg

Jamen så få dog det kørekort

- Hele vejen i bilen sagde hun: Jeg kan godt sige dig, Jonas, nu opfører du dig ordentligt. Min far skal bare kunne lide dig. Hun søgte altid sin fars accept, siger Jonas, som heldigvis faldt i hak med sin svigerfar lige med det samme. Anette kunne have sparet sine formaninger i bilen. Ligesom hun kunne have sparet de forsøg, hun gjorde for at finde sin plads i livet både som gartner og automekaniker efter folkeskolen. Der var kun en plads, der var helt rigtig til Anette. Den var i førerhuset, og til sidst stod døren endelig åben, da Peter gav efter: - Jamen, så få dog det kørekort.

Skilte sig ud i branchen

Anette kom i lære hos Jonas’ far, og selvfølgelig skilte hun sig ud, da hun mødte op med sit lange hår og sin pæne makeup. Der er langt mellem kvinderne i den branche, hvor stemmerne brummer dybt og replikkerne kan være hårde. Men Anette beviste hurtigt, at selvom man er en ung kvinde på 60 kilo, så kan man godt stå fast, tage fat og ikke mindst svare igen.

- Der var da nogen, der lige skulle teste hende, men hun var lynhurtigt med på jargonen, og folk fik respekt for hende lige med det samme, siger Jonas, som ligesom de andre også fik en kæmpe respekt for hende som chauffør.

Lærte det på sin egen måde

Hun kunne nemlig noget helt særligt bag et ret. Hun kunne tage sig tid. Og det betød, at hun aldrig lavede ridser eller kom på afveje.

Alt er selvfølgelig svært i begyndelse. Det var det også i starten for Anette, som en tidlig morgen ringede grædende til Jonas’ far, da hun havde problemer med at manøvrere en container ind over et opgravet fortov med køreplader i Esbjerg.

- Jeg er en lorte-elev. Du skal fyre mig, snøftede hun.

Den morgen satte Jonas’ far sig ind i sin bil og kørte til Esbjerg for at hjælpe med at bakse lastbilen over det genstridige fortov. Og hele næste dag kørte de to sammen mellem Vejle og Hirtshals for at læsse frugt i ro og mag. Efter det havde Anette genvundet selvtilliden og ikke mindst fået indsigt i, hvor meget hun kunne, når hun tog sig tiden til det. Hun havde også lyttet til sin chef, der bestemt havde bedt hende om én ting: - Det er sidste gang, du kalder dig selv lorte-lærling.

Kørte som den første med 25 meters træk

Anette var alt andet end en lorte-læring. Som anden års elev var hun den første i firmaet, der kørte med et 25 meters træk.

- Tror du, jeg kan det? spurgte hun godt nok sin chef.

- Du kører bare, lød svaret. Og det gjorde hun så. Uden en skramme tog Anette turen fra Vejle til København med 25 meters last bag sig.

Hjalp andre kvinder i branchen

Hendes kørsel og personlighed vakte opsigt, og hun var derfor den flere medier henvendte sig til, når de ville lave et interview med en kvindelige lastbilchauffør. Ligesom hun ofte var den, andre kvindelige chauffører kontaktede, når de havde brug for hjælp eller at godt råd i branchen.

Anette stillede gerne op til det hele, og hun var aktiv i et netværk for kvindelige chauffører. Det ville ligge hende fjernt at sige nej og bare passe sit eget.

Anette var som en hyrdehund

Anette havde det bedst, når hun kunne hjælpe andre. Sådan havde hun været lige siden folkeskolen, hvor hun altid dukkede op, når hendes søster eller veninde blev drillet. Det var ikke fordi, de havde kaldt på hende. Det var, som om hun bare kunne mærke, når de havde brug for hendes hjælp, og næsten umærkeligt gled hun ind imellem dem og plageånderne.

- Hun var som en hyrdehund, som hendes barndomsveninde siger.

Elskede dyr

Måske var det ikke en helt forkert sammenligning. Anette havde noget med dyr. Hun elskede dem og havde en særlig kontakt med dem, som blandet andet stadig kan ses i hendes og Jonas´ hund Skipper. Den 62 kilo tunge Presa Canario vil helst ligge under en dyne tæt ind mod sin ejer natten lang. Det er en kæmpe hund, der vil krammes som en baby. En hund, der er vant til masser af kærlighed.

Der er mange dyr, der har nydt godt af Anettes kærlighed. Katte, hunde, marsvin, heste, grise, kaniner og alle mulige andre firbenede væsner. Anette kunne se det charmerende i alle racer. Også dem andre overså. Når hun som barn var i Zoologisk Have i Odense med familien, stoppede hendes søstre ved de publikumsvenlige ponyer, mens Anette styrede direkte hen til kalvene, som stod lidt for sig selv ved siden af.

Gav sine kalve sutteflaske

Da hun og Jonas for et år siden købte deres landejendom, var hun så insisterende på at få tre kalve, at Jonas til sidst måtte give efter.

Han smiler hovedrystende, når han fortæller om sidste vinter, hvor Anette gik rundt i sin termodragt og gav kalvene mælk med den helt rigtig temperatur, som hun nøje havde afmålt i køkkenet. Når dyrene var mætte og tilfredse, lagde de sig ned for at tage en lur. Og tit lagde Anette sig lige ved siden af.

Familien betød alt

Alle i familien smiler midt i sorgen, når de taler om Anette og kalvene. For alle fulgte med i dyrenes mindste udvikling. Det sørgede Anette for som ivrig bruger af Facetime. Familien skulle se det hele. Når Jonas lagde ny terrasse, fik familien en lille film. Eller når hunden havde fået en bowlerhat på i sofaen. Selvom søstrene boede i Odense og forældrene i Christiansfeld godt 100 kilometer væk, så skulle de holdes tæt på og være med i både det praktiske og det sjove.

Familien var det allervigtigste for Anette, og når de kom forbi til brunch, var menuen forberedt flere dage i forvejen.

- Der var jo alt for meget, som hendes mor siger om bordet, der altid bugnede med røræg, pølser, pandekager og bacon. Der måtte ikke mangle noget, og Anette kørte gerne hele Varde og omegn rundt for at finde netop den leverpostej og den enebærrøgede spegepølse, som hendes far holdt så meget af. 

Hvis bare ...

Nu sidder Jonas hjemme i stuen hos sine svigerforældre sammen med Anettes søstre og veninde. Der hænger billeder af Anette på væggene. Men hendes fravær runger i hele huset, ligesom de to ord, som alle omkring spisebordet bliver ved med at sige: ”Hvis bare …”

Hvis bare Anette havde kørt i en anden bil med større sikkerhed den juli-aften. Hvis bare hun aldrig var taget afsted. Hvis bare … Hvis bare …

De to ord er nytteløse. Den anden juli kørte Anette efter pizza i sin Peugeot 108, mens Jonas og en kammerat rodede med en lastbil. På vej hjem kørte en anden bilist frontalt ind i hende. Anette døde på stedet.

Tilbage er kun de fodspor, hun satte. Men de er til gengæld dybe.

Anette var til store følelser

Anette var nemlig ikke kun til store lastbiler og store, kluntede dyr. Hun var også til de helt store følelser.

På hendes telefon havde hun playlister inddelt efter mennesker, hun holdt særligt af. Under hvert navn var der særlige musiknumre, der mindede hende om den person. Og tit kunne familiemedlemmer og venner pludselig få en sang tilsendt fra hende på telefonen.

”Jeg kom sådan til at tænke på dig,” skrev hun.

Tegnede to hænder

Der var så mange følelser i Anette, at hun måtte dele dem og få dem ud. Det gjorde hun også, når hun satte sig ned og tegnede. Hendes mor husker bedst tegningen af de to hænder, der holder godt fast i hinanden.

Sådan var hun. Hun knugede sig fast til sine nærmeste. Og hun gav med en gavmild hånd uden at forvente at få det samme igen. Anette førte aldrig regnskab. Det er også derfor, at resultatet lige nu er så ubarmhjertigt

Hvorfor skulle Anette dø?

Ingen forstår, hvorfor Anette skulle dø. Hun spredte så megen glæde på sin vej, at borgere fra Frørup måtte sørge for ekstra bænke og højtalere uden for kirken til hendes bisættelse. Så mange ville tage afsked. Så mange blev ramt af sorg midt i den danske sommer.

Jonas førte den første af de 28 lastbiler, der langsomt fulgte kisten mod krematoriet. Han sad i Anettes førerhus. Den plads, som havde trukket i hende lige siden, hun kunne gå. Den plads, hvor hun havde været lykkelig. Og den plads, hvor hun havde lært, at man kan, hvad man vil, hvis man tager sig tiden.