Anette fik livsfarligt slagtilfælde: Jeg var helt hjælpeløs

En morgen nægtede Anettes krop pludselig at lystre. Heldigvis blev hun fundet under bruseren af datteren Amanda, der snart skulle træffe et valg, som enten kunne redde hendes mor – eller slå hende ihjel.

Med hjertet bankende af frygt løb Amanda på bare strømpesokker over den snedækkede gårdsplads. Hun skulle hurtigt tilbage til sin mor. Hurtigt. Men først skulle hun have fat i sin mobiltelefon.

– Jeg råbte til min kæreste, der lå og sov: "Min mor har fået et slagtilfælde!", og så løb jeg tilbage til min mors hus, imens jeg ringede til 112.

Det første tegn

Det var en tilfældig mandag morgen i december 2018, livet pludselig blev sat på hold for familien Hjerpe.

– Vi havde haft en hyggelig adventsweekend med bagning af pebernødder og julehåndværk. Hele familien havde været på julemarked, og søndag aften gik jeg glad og tilfreds i seng, mindes 53-årige Anette Hjerpe.

Da vækkeuret ringede næste morgen, var hendes mand, Morgan, allerede taget på arbejde. Anette satte sig på sengekanten og mærkede, at noget føltes underligt.

Hun var svimmel. Men det var en svimmelhed, hun kendte.

– Jeg har lavt blodtryk og kan føle mig svimmel, når jeg rejser mig for hurtigt, så jeg var ikke særlig bange. Først tænkte jeg på at gå i seng igen, men så besluttede jeg mig for at stå op.

Noget var galt

Anette gik på toilettet, men blev immobil, da hun sad med et stykke toiletpapir i hånden. Hånden adlød hende ikke.

Hun besluttede sig derefter for at gå i køkkenet for at lave sin morgenkaffe. Men det fungerede heller ikke.

– Mærkeligt nok reagerede jeg ikke med frygt, men rystede det hele af mig og troede, at jeg bare kunne gå i bad og derefter på arbejde, siger Anette, der gik ned i kælderen, hvor både familiens vaskerum og brusebad er.

Men mareridtet fortsatte. Anettes arm kunne ikke tænde lyset.

– Da jeg gik ned i kælderen, faldt jeg på gulvet, før jeg gik ind i brusebadet. Der stod jeg helt lammet. I tankerne bad jeg mig selv om at tage shampooflasken og vaske mit hår. Men kroppen adlød ikke, siger Anette, der stod i brusebadet med vandet løbende ned ad kroppen.

Sådan fandt Amanda sin mor.

Læs også: 16-årige Liam har haft tre hjerneblødninger

Uforglemmeligt syn

Amanda bor i stuehuset på familiens gård og var som sædvanligt lidt sent på den, da hun skulle gøre sig klar til at tage i skole.

– Jeg bor i stuehuset, men havde mine nyvaskede håndklæder i vaskerummet hos min mor og far. Da jeg plejer at overnatte tættere på universitetet i hverdagene, havde jeg brug for at tage dem med, så jeg skyndte mig over gårdspladsen for at hente håndklæderne, forklarer 27-årige Amanda.

På det tidspunkt om morgenen plejede Anette at sidde og spise morgenmad, men nu hørte Amanda, at hendes mor var i bad.

– Jeg reagerede på, at lyset ikke var tændt ved kældertrappen, så jeg skyndte mig derned, siger Amanda, som blev mødt af et syn, hun aldrig vil glemme.

– Min mor stod sammenkrøbet og lignede et ængsteligt barn. Hun svarede mig ikke, når jeg talte til hende. Jeg blev virkelig bange. Det var, som om hun bare var en skal, så jeg tænkte, at det var hendes hjerne, der var noget galt med. Jeg spurgte, om min mor kunne smile, sige sit navn og løfte armene. Hun kunne ikke gøre nogen af delene, og jeg indså, at hun havde fået et slagtilfælde.

Amanda forstod også, at hun havde travlt. Da hun ikke havde taget sin mobiltelefon med sig og ikke kunne se sin mors telefon nogen steder, slukkede hun for vandet, inden hun pakkede sin mor ind i et håndklæde. Derefter løb hun så hurtigt som muligt over gårdspladsen for at hente sin mobiltelefon.

– Det var der, jeg råbte på min kæreste, at min mor havde fået et slagtilfælde, imens jeg ringede til 112.

Et valg om liv og død

Amandas kæreste, Fredrik, kom hende til undsætning og overtog efter et stykke tid samtalen med alarmcentralen, mens Amanda klædte sin mor på. Sammen fik de Anette ud af kælderen, og Amanda fulgte med i ambulancen. Men det var først under ambulancetransporten, at Anette selv forstod, at de ord, hun tænkte, ikke kom ud af hendes mund.

– Jeg hørte, hvad alle sagde, men kunne ikke få et ord ud af mig selv. Jeg forstod, at jeg havde afasi, og begyndte at tænke på, hvordan mit liv ville komme til at blive i fremtiden. Det var nogle forfærdelige minutter, siger Anette.

På hospitalet var lægen enig med Amanda i, at det syntes at være et slagtilfælde. Men røntgenbilledet viste intet usædvanligt, og det lille hospital havde ikke det nødvendige udstyr til at kunne undersøge Anette nærmere, så nu var gode råd dyre. Amanda, hendes far og storesøster blev derfor stillet et ekstremt vanskeligt dilemma.

Læs også: Amalie fik en hjerneblødning som 20-årig

Anette havde sandsynligvis en blodprop i hjernen, som ville kræve en hurtig behandling med blodpropopløsende medicin. Men der var en risiko for, at det ikke var en blodprop, men tværtimod en hjerneblødning, og så ville medicinen være dødelig.

– På den anden side ville min mor sidde fast i den tilstand, hvis hun ikke modtog medicinen, og det viste sig til alt held, at det faktisk var en blodprop og ikke en hjerneblødning.

– På et tidspunkt blev jeg spurgt, hvordan jeg havde det, og der brød jeg grædende sammen. Jeg var så frygtelig bange for, at min mor ville sidde fast i den tilstand. Jeg så for mig, hvordan hun fremover skulle være afhængig af personlige assistenter og ikke længere kunne være den mor, hun altid har været for mig.

I samråd med lægen blev det besluttet at give Anette den blodpropopløsende medicin. Imens sad familien på nåle i venteværelset, og Amanda turde hverken gå på toilettet eller hente noget at drikke.

Medicinen virker

Men blot få minutter efter, medicinen var blevet givet, begyndte Anette heldigvis at svare på lægens forsøg på at komme i kontakt til hende. Den første dag efter medicineringen var dog kritisk, og Anette skulle flyves til et universitetshospital for at få foretaget yderligere undersøgelser.

– Jeg tænkte faktisk på at gå i skole næste dag, men da jeg satte mig ud i bilen, græd jeg bare. Fredrik hjalp mig i seng igen. Jeg var så udmattet af al den nervøsitet og spænding, siger Amanda, som senere modtog besked fra sine forældre om, at blodproppen i hjernen var helt opløst af medicinen.

Dog viste det sig, at Anette havde et medfødt hul i hjertekammeret.

– Lægen sagde, at vi, der får et slagtilfælde tidligt i livet, ofte har et hul i hjertet, så det er ikke helt ualmindeligt. Jeg valgte at få ”lappet” hullet, fordi operationen reducerer risikoen for et nyt slagtilfælde, siger Anette.   

Læs også: Sådan undgår du slagtilfælde

Fyldt med eufori

Da Anette fik lov til at vende hjem fra hospitalet, blev hun fyldt med eufori over, at hun havde overlevet.

– Jeg forstod slet ikke dem, der sagde, at det er almindeligt at blive deprimeret efter et slagtilfælde. Jeg var så lykkelig over livet. Men efter et par måneder indhentede virkeligheden mig. Jeg sad bare og græd og led af så alvorlig angst, at det føltes, som om hele min verden var ved at bryde sammen.

Det var også en hård tid for Amanda, der knap nok turde efterlade sin mor ude af syne. Hvad nu, hvis det skete igen?

– Jeg kiggede ind gennem vinduerne for at se, hvordan hun havde det. Hvis min mor sov på sofaen, gik jeg tættere på for at kontrollere, at hun virkelig trak vejret. Jeg forstod ikke, hvordan jeg nogensinde kunne gå i skole igen. For hvem skulle så være der til at se efter min mor?

I december var det to år siden, at slagtilfældet vendte op og ned på Anettes liv, og hun har siden da både fået medicin og kriseterapi. Hun og Amanda har også fået bearbejdet hændelsen ved at tale om det og græde og grine sammen utallige gange.

– Jeg er bare så taknemmelig for, at Amanda fandt mig, siger Anette.