Anne mistede sin søn til narko: Andreas gik i mine fodspor

Anne er trist, da vi mødes, siger hun. Nogle dage føles tunge. Anne Ryen, 61 år, har levet et hårdt liv som narkoman og kriminel. Og hendes søn Andreas er fulgt i hendes fodspor.

– Jeg har følt skyld over, at Andreas også begyndte at misbruge og levede det samme liv som mig. Jeg følte mig også skyldig i, at jeg overlevede mit eget barn.

Det er otte år siden, mareridtet begyndte.

Andreas klarede ikke kampen mod stofferne og døde af metadonforgiftning, kun 31 år.

– Sorgen var lammende. Jeg levede i en boble i halvandet år, indtil jeg for alvor begyndte at behandle sorgen. Vendepunktet kom, da jeg skulle sætte ord på, hvad jeg følte, og kunne se, hvordan vores liv sammen virkelig så ud. Før det kunne jeg ikke engang tale om Andreas uden at bryde sammen.

Annes livshistorie indeholder både sorg og glæde. Det er også en historie om at gøre det rigtige for dig selv, rette det, der gik galt og leve videre, efter det værste skete.

Ville være stoffri

Ved årsskiftet 2010 til 2011 havde Anne og sønnen Andreas været sammen med Annes mor i Göteborg og fejret jul og nytår.

Nu var de på vej tilbage til Skåne, hvor de var flyttet til et par år tidligere i et fælles forsøg på at blive stoffri.

Men Andreas var begyndt at tage stoffer igen, og han havde det ikke godt.

– Andreas fortalte min mor, at hvis der skete ham noget, skulle hun ikke blive ked af det. Det var, som om han vidste, at han ville dø. Jeg mener ikke, at han dræbte sig selv, men at han vidste, hvad der ville ske.

Læs også: Eva har mistet tre børn

Andreas havde fået en praktikplads på en luksusrestaurant i København og skulle starte 2. januar.

Det kom ikke til at ske. Da de ankom til Ystad, besluttede Andreas at tage til Christiania i København og købe hash.

– Jeg syntes ikke, det var en god idé, men jeg stoppede ham ikke. Han ringede på vejen hjem og fortalte, at han var blevet stoppet af politiet og havde slugt et par stykker hash. Jeg hentede ham på stationen senere, men han stod ikke af bussen, før chaufføren prikkede til ham. Dér sad Andreas og var helt væk. Hans øjne kørte rundt i hovedet.

Andreas forsvandt

Anne forsøgte at få Andreas på skadestuen, men han nægtede.

Hjemme kastede han op og ville have et knus, før han faldt i søvn.

– Men jeg gav ham intet. Jeg vil ikke omfavne dig i den tilstand, du er i nu, sagde jeg. Det var det sidste, jeg sagde til ham.

Hun føler ingen skyld over de ord.

Læs også: Drømte om at blive mætte

– Jeg ved, at han vidste, at jeg virkelig ville kramme ham. Det knækkede mig ikke.

Næste morgen lå Andreas livløs i stuen hos Anne. Han var helt grå i ansigtet.

– Jeg gav ham hjertemassage, men kunne ikke redde ham. Han døde på hospitalet et par timer senere. Han døde af metadonforgiftning.

Dér gik Annes liv i stykker.

– Jeg var i chok og gik rundt om køkkenøen derhjemme den første nat. Andreas var død. Jeg skulle jo redde ham fra elendigheden. Det var mit projekt, og nu var det forbi.

Anne beskriver deres forhold som ”syg symbiose”. De var hinandens bedste venner.

Stor skam

Anne fortæller om sit eget liv. Om hvordan hun som barn altid ville have opmærksomhed. Om dengang hun tog amfetamin første gang og blev forelsket i stoffet. Om kæresten, hun forlod, så snart han lærte hende at injicere, så hun kunne tage sprøjterne selv. Om livet som kriminel. Og om adhd-diagnosen, hun fik som voksen, som forklarede turbulensen omkring hende.

Anne har brugt meget af sit voksne liv på stoffer.

Amfetamin var hendes stof.

Da hun ventede Andreas, var hun involveret i en narkosag, hvor hun slap med en betinget dom, fordi hun var gravid.

Læs også: 5-årige Diana blev forladt af sin mor

– Jeg har været heldig mange gange. Da jeg var teenager, kom jeg ind og sidde for narkohandel, men en fyr tog skylden. Jeg var så naiv og troede, at jeg ville blive løsladt mod kaution. Jeg lå og græd i arresten med åben dør og blev trøstet af vagterne. Da jeg blev løsladt, gik jeg lige hjem og tog den amfetamin, som jeg havde gemt. For mine forældre var det en stor skam. Min far var politimand, så du kan forestille dig, at han skammede sig.

Ville slanke sig

Efter at Andreas blev født, tog Anne ingen stoffer i ni år.

Da hendes yngste søn Jonny var nyfødt, gik hun i panik over, at hun havde taget på. Anne troede, lidt amfetamin kunne hjælpe hende med at blive slank igen.

Det var et tilbagefald, der varede i 17 år. Og det var i det miljø, hendes børn voksede op, og det er ikke med stolthed, hun fortæller, hvordan de havde det.

– Jeg har flyttet næsten hvert år, ofte for at komme væk fra de sociale myndigheder. Jeg har udsat børnene for så meget. De har set mig blive slået. Sådan har misbrugeres børn det, siger hun og fortsætter:

– Jonny flyttede til sidst hjem til min mor, der er socialrådgiver. Det var godt, men Andreas blev boende hos mig hele tiden.

Familien flyttede til Skåne for at blive stoffri og begynde et nyt liv.

Læs også: Jeg duede ikke som mor

Anne slap amfetaminen, men havde en kriminel livsstil. På arbejdet fiflede hun og stjal ting, som hun solgte videre.

Det blev et projekt for hende, at Andreas skulle være stoffri. Han uddannede sig som kok, og for en tid så det lyst ud.

Hvad hun virkelig ønskede indeni, var, at Andreas ville klare sig godt, få et godt job og gifte sig – så hun kunne vende tilbage til sit almindelige liv med stoffer.

Men efter et stykke tid begyndte Andreas at tage heroin.

Lammende sorg

Anne vender tilbage til den lammende sorg og skyld, hun følte over at overleve sit barn. Hun har kæmpet med det.

Midt i sit sorgarbejde kom hun i kontakt med NA, anonyme stofmisbrugere. En ven spurgte hende, om hun ville med til et møde. Hun tog chancen, og det blev et vendepunkt.

Anne gennemgik det såkaldte 12-trins program og foretog en radikal ændring i sit liv.

– I programmet gør du op med din fortid og reparerer den skade, du har gjort. Du tager ansvar og forsøger at rette det, du ødelagde, ikke mindst over for andre. Jeg har været så klog og manipulerende, men NA hjælper mig med at tage ansvar og være en del af samfundet.

I dag har hun også god kontakt til sin mor.

– Jeg hjælper hende nu, hvor hun er gammel. Jeg prøver at gøre det rigtigt. Alt kan håndteres med kærlighed, omtanke og tålmodighed. Jeg prøver at gøre noget for andre hver dag.

Indre ro

Halvandet år efter Andreas' død tog hun et kursus i sorghåndtering.

– Det var fantastisk. For første gang kunne jeg med ord beskrive, hvordan Andreas' og mit liv virkelig var. Det førte til, at jeg selv uddannede mig til sorgbearbejder. Nu hjælper jeg andre, og jeg gør det gratis. Jeg arbejder også som frivillig med kvinder med samme baggrund som jeg. Det føles rigtigt.

Med Andreas' død forsvandt eventyret, siger hun. I stedet fik hun en indre ro. Hun ser det som en gave fra sin søn.

Læs også: 16-årige Liam har haft tre hjerneblødninger

– Jeg tror, vi ses igen. Jeg tror på Gud og beder hver dag. Det gjorde jeg også, da jeg var misbruger, men dengang bad jeg mest om at undgå at blive anholdt. Nu er jeg døbt. Nu har jeg sagt ja til Gud i mit hjerte.

Anne er ikke bange for at dø.

– Min frygt for døden er forsvundet. Jeg kommer jo til at møde Andreas igen. Det gør mig rolig. Efter Andreas' død har jeg fået styr på alt. Hvis jeg dør nu, er alt klart.

Savnet og sorgen bærer hun på sig for altid, men ved at tale om Andreas og mindes ham føles det mindre tomt.

– Jeg taler om ham så meget som muligt, på NA-møder og i samtaler. Han lever i hjertet på mennesker, der aldrig har mødt ham. Det er en trøst. Det føles rart.