Annes mareridt: Jeg måtte føde min døde baby

I halvandet døgn holdt de deres lille datter. Klædte hende fint på, kærtegnede hendes runde kinder og puttede hendes livløse krop i dynen som for at varme den op på ny. Sådan sagde Anne Rasch-Adamsen og hendes daværende mand farvel til Caroline, der døde i sin mors mave 13 dage efter termin og aldrig kom med hjem fra hospitalet.

– Vi græd og var i chok. Jeg husker ikke så meget. Men når jeg ser billeder af os med Caroline på hospitalet, kan jeg godt se, at vi var sønderknuste, fortæller Anne.

Læs også: Gry er blevet mor igen efter drabsanklage

Drømmen var nået

De fandt aldrig ud af, hvorfor Caroline døde. Alt var gået så fint, og der var masser af liv i den store mave. Parret, der allerede var forældre til en pige på knap tre år, havde ingen anelse om, hvad der lurede.

– Alt gik vores vej. Job, bolig, økonomi, familie og så videre. Jeg kan huske, at jeg stod og sagde ”hvor har vi det bare godt” til min daværende mand. Det var få dage før fødslen af vores andet barn, og drømmen om villa, Volvo og vovse var nået, fortæller 43-årige Anne fra Glostrup.

Kollegas ord hjalp

11 dage efter terminen begyndte Anne at bløde. Meget.

– Jeg ringede til sygehuset, men jordemoderen sagde, at så længe jeg mærkede liv, var der ingen grund til bekymring. Jeg mærkede masser af liv, så jeg lagde mig til at sove igen, fortæller Anne.

Næste dag lod alt til at være godt, men om aftenen begyndte hun igen at bløde voldsomt. Denne gang fik Anne en anden jordemoder i røret, og hun sendte straks en ambulance. Da var det for sent.

– Da de scannede mig på sygehuset, kunne jeg godt se på deres ansigter, at den var helt gal. Jeg ved ikke, hvordan jeg undgik at bryde sammen, da lægen sagde til mig, at min datter var død, og jeg skulle føde hende alligevel. Jeg kom i tanke om en samtale, jeg havde haft flere år tidligere. En daværende kollega havde født et dødt barn i femte måned, og hun havde forklaret, at det var bedst at føde naturligt, fordi det var en del af processen og det bedste for kroppen. Dengang havde jeg tænkt ”godt, jeg aldrig skal føde et dødt barn.” Det skulle jeg så nu. Men det hjalp at tænke på hendes ord om, at det var bedst for mig at gennemføre fødslen.

Læs også: Pia bad for sin datters liv: Jeg har allerede mistet to sønner

Et svært farvel

Efter halvandet døgn på sygehuset var det tid til at komme hjem til parrets første datter, Amalie, der blev passet af sin mormor. Men selv om Caroline var kold og bleg, var det svært at tage beslutningen om at forlade hende. Det var for uigenkaldeligt.

– Vi sad inde i kapellet og sagde farvel til hende. Men jeg kunne ikke holde ud, at vi bare skulle efterlade hende der helt alene. Jeg bad en sygeplejerske om at sidde hos hende, når vi gik, så hun ikke skulle være alene. Det forstod hun heldigvis rigtig fint, og det hjalp lidt at tænke, at sygeplejersken passede på Caroline.

Hvor er babyen?

Hjemme blev Anne mødt af Amalie og spørgsmålet: ”Hvor er babyen?”

– Det var lige på og hårdt, men vi måtte jo fortælle hende, at Caroline var død og ikke kunne komme hjem og bo hos os. I starten var jeg bekymret for, hvordan det ville påvirke Amalie, men hun tog det heldigvis ikke så tungt, som jeg havde frygtet.

Det var dog ikke alle, Anne havde lyst til at fortælle om sit døde barn.

– Jeg var nødt til at skifte frisør. Jeg kunne simpelt hen ikke overskue at skulle til at forklare hende, hvorfor jeg ikke havde et barn, når jeg havde stor mave, sidst hun så mig.

Læs også: Baby led vuggedød

Det praktiske blev redningen

Allerede på hospitalet, da Anne lå med sin datter i armene, var hun begyndt at tænke praktisk. Det var en måde at overleve på. For når hun ikke kunne bringe livet tilbage i sin datter, måtte hun finde andre handlemuligheder.

– Der er virkelig mange ting, man skal tage stilling til, når man skal arrangere en begravelse. Det var godt at få taget alle de små skridt, der er i sådan en planlægning. Det giver lidt mere ro hver gang, fortæller hun.

Det praktiske blev redningen for Anne og hendes daværende mand, der ikke vidste, hvad de skulle gribe fat i i den svære tid efter afskeden på sygehuset. De prøvede at tale med en psykolog, men det hjalp ikke noget, og der dukkede hele tiden nye spørgsmål op, som de ikke havde svar på. Skulle Caroline have et gravsted eller begraves på de ukendtes kirkegård? Skulle deres datter med til begravelsen? Hvor meget skal man egentlig græde, når man lige har mistet et barn? Og hvor går man hen, når man har brug for at tale med nogen om sit tab?

Ser det positive

– Jeg savnede sådan at have en liste over, hvad man skulle gøre, og hvordan man skulle have det. Heldigvis kunne jeg tale med min kollega om det praktiske omkring begravelsen, for hun havde jo selv prøvet det. Men der var mange andre frustrationer. For eksempel kunne min eksmand ikke forstå, hvorfor jeg ikke græd mere. Han græd derhjemme. Jeg græd i bilen eller i badet, når jeg var alene. Men det så han jo ikke.

Det er nu 10 år siden, Anne og hendes eksmand, sagde farvel til den datter, de aldrig lærte at kende. De fandt aldrig ud af, hvad der gik galt, og hvorfor hun mistede livet, endnu inden hun fik chancen for at opleve det. Men Anne har vendt tragedien til noget positivt.

Læs også: Lille Lennon døde i sin fars arme

Bruger erfaringer

– Efter at vi mistede Caroline, meldte jeg mig ind i Landsforeningen Spædbarnsdød. Her fik jeg god hjælp og støtte til at navigere i tiden efter. Senere tog jeg en kandidatgrad i pædagogisk psykologi og blev frivillig i foreningen. Nu er jeg ansat som rådgiver og hjælper andre forældre, der har mistet et spædbarn.

Med arbejdet kan Anne bruge sine egne erfaringer, og det er med til at give hende mening i det meningsløse. Samtidig har hun på eget initiativ oprettet hjemmesiden sorgogsavn.dk, hvor pårørende og døende kan hente gode råd om alt, fra hvordan de klarer det praktiske omkring en begravelse, til hvordan de taler om døden.

– Idéen til hjemmesiden fik jeg, fordi jeg selv havde så mange spørgsmål, da vi mistede Caroline. Jeg havde for eksempel aldrig arrangeret en begravelse før, og der er virkelig mange ting, man skal tage stilling til midt i en krise. Derfor oprettede jeg hjemmesiden som den tjekliste, jeg selv havde manglet.

Læs også: Genoplivet ved mors bryst