Asbjørn var død i 90 minutter

Det danske redningsskib Esvagt Cantana lå standby ved en olieboreplatform i Nordsøen som sikkerhed, hvis ulykken skulle ske. Alle om bord var specialister i redningsaktioner og øvede dem intensivt. Hvad de ikke havde prøvet før, var dog at skulle redde en af deres egne.

Det sidste, Asbjørn husker, var, at han spillede dartturnering med sine kollegaer på et redningsskib midt i Nordsøen. Han sikrede sig en plads i finalen mod skibets kaptajn. Det var en uge før den dramatiske aften i april.

Hvad der skete derefter, aner Asbjørn ikke. En hel uge er væk i hans hukommelse. Hændelsesforløbet omkring sit hjertestop har han derfor fået genfortalt af sine kollegaer.

– Jeg har fået at vide, at jeg efter aftensmaden gik ned i skibets motionsrum for at træne. Vi er ofte alene dernede, men heldigvis var en af mine kollegaer med mig denne gang. Jeg nåede lige at sige til ham, at jeg ville tage endnu en tur på løbebåndet, og så faldt jeg om, fortæller 20-årige Asbjørn Morell fra Vejen.

Havde ingen puls

Der havde ikke været nogen tegn på, at noget skulle være galt med den veltrænede, unge skibsassistent. Asbjørns kollega troede derfor først, at han blot var snublet på løbebåndet, men konstaterede så hurtigt, at han ingen puls havde, og slog straks alarm til resten af skibet.

En intensiv redningsaktion gik i gang. To kollegaer skiftedes til at give ham hjertemassage, mens to andre ihærdigt forsøgte at få gang i hans vejrtrækning med en iltflaske.

– Alt gik efter bogen. Alle vidste, hvad de skulle gøre, og der var alt muligt redningsudstyr til rådighed. Det eneste, der ikke gik efter bogen, var, at jeg stadig ikke havde nogen puls, siger Asbjørn.

Nægtede at opgive

Efter en times forgæves indsats kontaktede kaptajnen det nærmeste hospital i Aberdeen for at bede om assistance. Han blev opfordret til at indstille redningsarbejdet. ”I kan lige så godt give op og lægge ham i skibets kølerum – for I får ikke gang i ham igen”, lød den dystre vurdering.

Kaptajnen nægtede. Hvis det var sådan, det skulle være, måtte de selv sende en lægehelikopter ud på skibet og erklære Asbjørn død. Indtil det skete, ville både kaptajnen og hans folk fortsætte kampen for deres kollegas liv.

Der gik lang tid, før lægehelikopteren ankom. Den nærmeste var ikke til rådighed, så man måtte i stedet rekvirere en anden. Det gav besætningen på Esvagt Cantana en halv time ekstra til at forsøge at få liv i Asbjørn, inden han fik sin dødsdom af lægerne.

To minutter inden helikopteren landede, begyndte Asbjørns puls pludselig at slå igen. Der var stadig håb, og det stod klart i sidste øjeblik. Nogle ekstra stød med en hjertestarter fik hans hjerte til at slå stabilt.

En frygtelig besked

Asbjørn havde været død i 90 minutter, og han var stadig bevidstløs, da han blev fløjet til hospitalet i Aberdeen. Imens blev hans intetanende forældre ringet op midt om natten hjemme i Danmark med nyheden om sønnens hjertestop.

– Det var en frygtelig besked at få, og der gik nogen tid, før jeg helt forstod den. Min hjerne kunne slet ikke kapere, at der skulle være noget galt med vores store, stærke dreng. Jeg gik fuldstændig i stå og skreg bare ”nej, nej, nej!”, mens jeg græd og græd, fortæller Asbjørns mor, Judith Morell.

Sammen med sin mand, Bjarke, der var lige så knust og chokeret, gik hun straks i gang med at kigge efter flyafgange til Aberdeen. Men på grund af coronaepidemien var det ikke muligt at komme til Skotland og da slet ikke ind på hospitalet, hvor deres søn senere på natten blev lagt i kunstig koma.

Kunne ikke vækkes

– Den eneste måde, vi kunne se ham på, var derfor via en skype-forbindelse, som lægerne satte op. Det var skrækkeligt ikke at være ved hans side og i stedet sidde bag en computerskærm flere hundrede kilometer væk. Det føltes, som om han var i et helt andet univers, og det var helt uvirkeligt at se ham ligge der med slanger og maskiner, som trak vejret for ham, husker Judith.

Asbjørns forældre fik at vide, at lægerne over de næste tre dage langsomt ville forsøge at vække ham. De havde kølet ham ned til 33 grader og ville forsigtigt hæve temperaturen igen for at se, hvordan han reagerede. Imens ville det hjælpe, hvis han jævnligt kunne høre sine forældres stemmer, forklarede lægerne. 

– Jeg sang godnatsang for ham, og Bjarke læste godnathistorier. Det var en rar følelse, at vi kunne gøre noget for ham, men da han stadig ikke reagerede efter fem dage, begyndte det at blive svært at bevare optimismen, siger Judith og fortsætter:

– Lægerne sagde samtidig, at de ikke kunne forstå, hvorfor de ikke kunne vække ham, og vi skulle forvente, at hvis han vågnede, ville han sandsynligvis være stærkt hjerneskadet. Dét knækkede os. Da brød vi helt sammen.

Forfærdelig bølgedal

Tiden i uvished var ulidelig for dem begge. 

– Det var en forfærdelig bølgedal. Vi gik bare derhjemme og ventede på, at telefonen kunne ringe på alle tider af døgnet, og vi anede ikke, hvad beskeden i så fald ville være. Men jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at overbevise mig selv om, at han ville klare den. Det var jeg nødt til. Alternativet var uudholdeligt, siger Judith. 

Hun begyndte derfor at skrive dagbog til sin søn, som han skulle læse, når han kom hjem. Og hun ledte efter historier om andre, der havde oplevet noget lignende og var kommet godt igennem det. Hun fandt ikke mange, og det er derfor, at hun og Asbjørn nu deler deres historie. For den endte heldigvis godt.

På niendedagen opdagede lægerne, at Asbjørns brystben og otte ribben var brækkede efter hjertemassagen, og pludselig blev de mere positive i deres udmeldinger. Det viste sig nemlig at være grunden til, at han ikke vågnede fra sin koma.

Et lykkeligt opkald

Dagen efter fik Judith sit livs lykkeligste opkald.

– Jeg blev ringet op af en sygeplejerske fra Aberdeen, som sagde: ”He’s not talking so much”. Jeg synes, det var en mærkelig ting at sige. Selvfølgelig sagde han da ikke noget – han lå jo i koma, tænkte jeg. Men så fik vi forbindelse på Skype, og da de flyttede computeren hen mod Asbjørn, så jeg, at han lå med åbne øjne og kiggede rundt. Det var helt vildt, og jeg råbte bare til Bjarke: ”Han har åbne øjne, han har åbne øjne!” griner Judith.

LÆS OGSÅ: Gitte reddede sin mands liv

Med en blanding af overvældende glæde og bange anelser begyndte de at tale til deres søn. Ville han forstå, hvad de sagde? Og vidste han overhovedet, hvem de var?

– Vi vidste ikke, hvor meget hans hjerne havde taget skade. Han var meget forvirret, men det kunne også skyldes, at han var på stærk smertestillende medicin. Vi fortalte ham, hvad der var sket, og så lige pludselig, selv om han ikke havde nogen kræfter, løftede han armen over mod os og kiggede lige ind i skærmen. Og så var vi bare slet ikke i tvivl om, at han kunne genkende os. Det var helt ubeskriveligt, smiler Judith.

Følelsesladet gensyn

Asbjørn husker kun de første dage efter opvågningen i glimt.

– Jeg kan godt huske, at jeg vågnede og så en computerskærm med mine forældre. Jeg var fuldstændig med på, at det var dem, men jeg undrede mig over, hvorfor jeg lå i en hospitalsseng. Jeg troede på et tidspunkt, at jeg boede på hotel i Tyskland og skulle til Frankrig for at optræde, men det var nok medicinen, der talte, for langsomt begyndte jeg at huske flere og flere ting og komme til mig selv igen.

    Efter tre uger i Aberdeen blev Asbjørn fløjet til Odense Universitetshospital, hvor hans forældre endelig fik lov til at se deres søn. Det blev naturligvis et meget følelsesladet gensyn.

– Vi både grinede og græd på én gang. Det var den mest vidunderlige oplevelse, fortæller Judith om det længe ventede møde.

Har fået pacemaker

Lægerne på hospitalet fandt efter en række undersøgelser ud af, at Asbjørn manglede den venstre hovedåre i hjertet, og at det var årsagen til hjertestoppet. Han måtte derfor gennemgå en seks timer lang bypass-operation, og nogle dage senere fik han indlagt en såkaldt ICD, som er en slags pacemaker.

Begge operationer gik godt, og den 27. maj blev han udskrevet fra hospitalet. Asbjørn havde klaret sig igennem uden mén, og lægerne kaldte ham for ”et mirakel”, fordi han var kommet sig så flot og hurtigt.

– Til gengæld gik der lang tid, før det helt gik op for mig, hvad der var sket. Det krævede, at jeg kom hjem til min familie og mine venner og blev mindet om, hvad jeg nær havde mistet. Da brød jeg helt sammen, og i lang tid kunne jeg ikke sove om natten ved tanken om, at jeg rent faktisk havde været død, siger Asbjørn.

Han er sine kollegaer evigt taknemmelig for, at det lykkeligvis ikke gik sådan.

– Jeg skylder dem jo mit liv. Jeg elsker dem for det, de har gjort for mig, og jeg kan ikke takke dem nok, understreger han.

I de bedste hænder

Asbjørn smiler ved tanken om, at han til oktober vender tilbage til sine kollegaer og sit job på redningsskibet. På grund af de vellykkede operationer frygter han ikke, at hans hjerte stopper igen, og skulle det ske, ved han, at han er i de bedste hænder.

– Det giver os alle en stor tryghed. Jeg vil nok være lidt bekymret den første tid, han er af sted, men samtidig er jeg bare lykkelig over, at han er i live og fortsat kan gøre det, han brænder for, siger Judith.

– Jeg har jo også en dartfinale, der skal afgøres, griner Asbjørn, som ikke har tænkt sig at forære sejren til sin kaptajn.

– Det kan godt være, at han var med til at redde mit liv, men jeg giver altså ikke op uden kamp!