Bag facaden - del 2

Jeg var en ren mester i at skjule mit misbrug, og jeg passede mit job som sygehjælper til perfektion. Det blev dog sværere og sværere for mig at få lægerne til at give mig indsprøjtninger, og jeg blev mere og mere desperat. Derfor begyndte jeg at stikke i mig selv. Jeg stjal morfin-tabletter fra det aflåste medicinskab, opløste dem og sprøjtede dem ind i mine blodårer, men det var hverken sterilt eller ordentligt opløst og det bar mine arme snart præg af.

"Men Hanne, hvad er der dog sket"? udbrød min mor forskrækket, da vi mødtes til en familiekomsammen. "Dine arme ser forfærdelige ud"!
"Åh, det er ikke noget. Jeg er bare ved at lære at give insulin. Sådan ser alle mine kollegers arme også ud", svarede jeg. Hun skulle ikke blande sig i mine sager. Ingen skulle blande sig!

Kristina var nu en stor pige på 14 år, og hun var meget årvågen og opmærksom. Flere gange fandt hun mine brugte sprøjter, som jeg glemte at gemme af vejen, og hun undrede sig naturligvis. På hospitalet var jeg ikke længere i stand til at passe mit arbejde godt nok, fordi jeg var høj og ukoncentreret og jeg blev fyret. Jeg måtte hurtigst muligt i arbejde igen for at skaffe flere stoffer og medicin, og jeg blev ansat på et plejehjem, men her blev jeg hurtigt opdaget og ligeledes fyret. Ansættelsen på plejehjemmet blev min sidste, og det blev samtidig et farvel til alt mit hemmelighedskræmmeri. Jeg lod det sidste skær af normalitet glide fra mig og jeg erkendte åbent mit misbrug over for familien og omverdenen.

Jeg var fuldstændig hæmningsløs, for det vigtigste i min tilværelse nu var at få tilfredsstillet min trang. Jeg tvang Kristina med rundt til narkomaner, alkoholikere og pushere. Det ragede mig en høstblomst, om hun så det hele, og hvad hun tænkte om det. Hvis enten Ebbe eller Kristina sagde mig imod eller spurgte om noget, jeg ikke brød mig om at svare på, råbte og skreg jeg ad dem. Jeg opførte mig meget grimt og barnligt, især når jeg manglede stoffer. Jeg manglede hele tiden penge til at købe narko, og jeg snød og bedrog for at skaffe kontanter. Jeg begyndte også at stjæle, og jeg stjal fra min mor og fra mit eget hjem så jeg kunne skaffe narko. Ebbe fik nok af mig og mit hysteri, af mine tyverier fra vores fælles hjem og af den ødelæggende virkning, jeg havde på vores liv. En dag smed han mig ud og sagde, at jeg aldrig skulle komme igen. Jeg havde stadig en nøgle til huset, så jeg låste mig ind, mens han var på arbejde. Jeg lagde mig i sengen, men i min søvn overtissede jeg sengen. Det var i den tilstand, han og Kristina kom hjem og fandt mig.

Denne gang blev låsene skiftet ud, og vi blev skilt. Min trang til stoffer havde nu kostet mig alt: Mit ægteskab, mit job, mit hus, min anseelse – og den kom også til at koste mig forbindelsen til min elskede datter Kristina. Jeg kunne ikke finde et sted at bo og endte med at bo på gaden, eller jeg flyttede midlertidigt ind hos forskellige mænd, der tolererede mig. Det varede ikke ret længe nogle af stederne. Jeg stjal, jeg var voldelig og jeg havde mistet ethvert greb om det normale. En dag overfaldt jeg en gammel mand for at stjæle hans penge. Det rørte mig ikke, om han ville klare den, men denne gang slap jeg ikke så godt fra det. Jeg blev anholdt, sigtet for overfaldet og dømt for det.

Jeg blev tvunget til at gå på afvænning, men da programmet var overstået, var jeg præcis lige så meget narkoman og alkoholiker, som jeg havde været før, for der var i hver fald ikke nogen der skulle bestemme over mig! Der gik adskillige år, hvor jeg ikke havde set Kristina eller andre fra min familie. Måske havde de heller ikke kunnet kende mig igen, hvis de tilfældigt havde truffet mig på gaden. Da jeg var 45 år gammel, havde jeg i mere end 25 år haft et massivt misbrug, og min krop sagde stop. Jeg vejede 32 kilo, og jeg rystede konstant. Det var her, hvor jeg reelt set var på dødens rand, at mit liv tog en uventet drejning...

Se også: Bag facaden - del 1