Bag facaden - del 3

Jeg var langt ude, men jeg erkendte langt om længe, at jeg var misbruger og jeg kom på afvænning. Det var en lang og sej kamp, men langsomt kom jeg på rette spor igen.

Jeg var 45 år, vejede 32 kilo, og jeg kunne slet ikke styre mine rysteture, der varede døgnet rundt. Sprutten, stofferne og de mange tabletter af enhver slags havde langsomt og indædt ødelagt min krop. Jeg havde stjålet, og jeg havde trukket som prostitueret på gaden, men nu skræmte mit udseende folk langt væk og det gjorde det sværere for mig at tjene penge til mit misbrug. Socialrådgiveren på mit værested mente jeg var meget syg og måtte på afvænning. Jeg ville stadig ikke erkende, at jeg var afhængig, men jeg vidste godt, at hvis ikke jeg fik hjælp nu, ville jeg dø.

Jeg skulle sendes til en afvænningsklinik i Jylland, og jeg havde nok i min fantasi forestillet mig, at klinikken ville være i nærheden af en by, så der var mulighed for at finde en pusher… Men der tog jeg fejl. Bilen kørte langt ud på landet. Jeg blev simpelthen så vred og frustreret. ”Hvad i alverden bilder I jer ind at køre mig ud, hvor kragerne vender”? spurgte jeg forarget, da vi ankom. Jeg skulle være her en måned. Jeg blev modtaget af personalet, og der blev udfyldt en journal. En medpatient viste mig derefter rundt og jeg fik udleveret en mappe med forskellige oplysninger om behandlingen. Den første fase drejede sig om afgiftning og stabilisering, og en læge udarbejdede en behandlingsplan til mig. Der ville blive taget hensyn til mine personlige behov, fik jeg at vide, og desuden kunne jeg få adgang til socialrådgiver og psykolog. Vagtpersonalet bestod af afvænnede alkoholikere og misbrugere, så de vidste hvordan det var. Det var et helvede at leve uden stoffer og alkohol, men det sværeste for mig var at erkende, at jeg var misbruger. På centeret var der hver dag møder og foredrag, og en stor del af behandlingen bestod i at erkende sin afhængighed. Derfor skulle patienterne starte enhver sætning med højt at sige, at de var misbrugere – og så sige deres navn. ”Jeg er narkoman og alkoholiker, mit navn er Hanne”. Sådan skulle jeg begynde, hvis jeg ville sige noget, eller når jeg blev tvunget til at sige noget. Men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at tage de ord i min mund.

Da første måned var gået, var jeg ikke nået langt nok. Derfor blev jeg nødt til at blive en måned mere, og det var i den periode, at der skete der noget med mig. Jeg accepterede langsomt at jeg var misbruger og lærte også, at min afhængighed var en sygdom, og at den muligvis allerede var begyndt, da jeg som 6-årig og senere igen som 13-årig fik morfin for min hovedpine efter meningitis. Efter afgiftningen fulgte det, der kaldes for primærbehandlingen. Jeg fik en personlig rådgiver, som nu fulgte mig under resten af min behandling og som selv havde været misbruger. Det var en god behandling, og den hjalp mig, men det var meget hårdt. Det var også hårdt at se tilbage på hvad jeg havde gjort og da jeg blev clean, gik det hele op for mig i al sin gru. Jeg havde gjort min familie så meget ondt. Jeg havde ikke fortalt sandheden om, hvorfor min spæde datter lå og rystede da hun blev født. Det var jo abstinenser, fordi jeg havde misbrugt morfin, nervemedicin og vodka i graviditeten.

Efter to måneder blev jeg blev udskrevet til 12 dages efterbehandling over en periode af et halvt år. Desuden blev jeg introduceret til en selvhjælpsgruppe for misbrugere, som holdt møder hver aften. I weekenden var der ”speaker-møder”. Det var en af grundstenene i behandlingen: Nemlig at man skulle stå frem og fortælle åbent, at man havde haft et misbrug. Jeg var klar over, at jeg ikke skulle tilbage til København. Der var ikke andet end mit gamle miljø at vende tilbage til og jeg havde brændt alle broer med min familie. Jeg valgte derfor at blive boende i Jylland i området omkring behandlingscenteret. Jeg fandt en lille lejlighed og begyndte at bygge mit liv op igen. Et halvt år senere kontaktede jeg min datter Kristina.

Se også: Bag facaden - del 1 og Bag facaden - del 2