Blev gravid efter voldtægt

”Hvis du ikke gør som jeg siger, slår jeg dig ihjel,” siger stemmen, og med den ru asfalt som underlag beder Kristina til, at det snart er overstået.

- Jeg var overbevist om, at jeg ville dø, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde. Så jeg følte ikke, at jeg havde noget valg, fortæller den nu 38-årige Kristina Frank fra huset i Brovst om den voldtægt, der har sat sig fast i hendes erindring.

Hun griner. Ikke fordi hendes historie er morsom. Langt fra. Men mange år med svigt, sorg og ubearbejdede følelser har sat sig som et tungt panser, der har lukket for de ubehagelige følelser.

Barndom med svigt

Før Kristina gik i de aarhusianske gader tilbage i 2011, havde hun boet adskillige steder. Et barndomshjem med svigt satte tidligt sine tydelige spor hos Kristina i form af indelukkethed. Hendes eneste livline var en barndomsveninde, der også blev udsat for svigt, og da hun blev fjernet fra sit hjem, kunne Kristina se, hvordan hun blomstrede op.

Tilbage stod Kristina, og selv om hun som 11-årig blev fjernet, var hun allerede skadet. De efterfølgende år boede Kristina på adskillige skoler, indtil hun valgte at flytte for sig selv. Men manglen på uddannelse og mål i livet, drev hende ud i prostitution.

- Jeg havde det enormt dårligt med mig selv, og jeg så min krop som et værktøj, der kun kunne bruges til at servicere mænds behov. Jeg følte ikke, at jeg var noget værd, og mange gange blev jeg ramt af følelsen af, at der ikke var nogen grund til, at jeg overhovedet eksisterede, fortæller Kristina.

Truet med kniv

Hun havde aldrig haft store drømme for fremtiden. Alligevel havde hun et brændende ønske. Hun ville gerne have en familie, hvor kærlighed og respekt var i højsædet. Men den aften tilbage i 2011 drev drømmen om tryghed sendt endnu længere væk.

Hun prøvede at fortsætte sit liv. Men som tiden gik, begyndte kroppen at opføre sig anderledes, og til sidst valgte hun at tage en graviditetstest.

- Da jeg så resultatet, må jeg indrømme, at jeg ikke blev særlig glad. Jeg synes, at børn er noget af det mest fantastiske i verden, men jeg vidste næsten med det samme, at kommunen ville fjerne mit barn. Jeg havde bare ikke de rette kompetencer til at være mor, fortæller Kristina, der aldrig overvejede en abort.

- Jeg vil ikke dømme andre kvinder, men for mig var det bare ikke en mulighed, fortæller Kristina.

Fødte for tidligt

I starten af graviditeten skænkede hun det ikke en tanke, at faren til hendes endnu ufødte barn kunne være voldtægtsmanden. Faktisk havde Kristina det meste af sin graviditet det så dårligt, at hun ikke kunne tænke på andet end at ligge i sin seng.

Hun kastede op, nogle dage op til 25 gange, og hun begyndte at få voldsomme blødninger, så hun blev indlagt. Det hele kulminerede, da hun fødte fire måneder for tidligt, og hendes søn kom til verden med en vægt på bare 750 gram.

- I starten turde jeg slet ikke røre ham. Han var så lille og skrøbelig, og jeg vidste, at der var en stor risiko for, at han ikke ville overleve, fortæller Kristina, der alligevel hurtigt lagde mærke til, at hendes søn havde brune øjne.

LÆS OGSÅ: Karin skriver corona-dagbog for børn: Jeg håber de voksne læser med

- Den sidste tid af min graviditet havde jeg tænkt på, om der var en risiko for, at voldtægtsmanden var faren. Jeg havde egentlig slået tanken hen, men da jeg så hans øjenfarve, kom den igen, fortæller Kristina.

Hun var indlagt sammen med sin søn, der kæmpede for livet. Hans alt for tidlige ankomst til verden, havde resulteret i, at han havde fået en hjerneskade, og mens Kristina lå med ham, hud mod hud i op til seks timer hver dag for at skabe den livsvigtige tilknytning, blev hendes voldtægtsmand anholdt og sigtet. Han endte med at få en dom, der også inkluderede andre voldtægter og flere tyverier. Men Kristina ville ikke bruge sin energi på at tænke på ham.

Frygtede han ville dø

- Jeg var selvfølgelig glad for, at han var blevet dømt, men mit fokus var et helt andet sted. Mens jeg lå på hospitalet, vidste jeg ikke, om det var dagen, hvor min søns skrøbelige krop ikke kunne klare mere, så al min fokus var på ham, fortæller Kristina, der fik en hospitalspræst til at døbe sin søn Esajas.

Som tiden gik, og den lille dreng blev mere og mere stabil, begyndte tanken om hans far at fylde mere. Hendes kæreste fik taget en dna-test, og mens hun ventede på resultatet, begyndte frygten at fylde mere og mere.

- Da jeg fik at vide, at voldtægtsmanden var Esajas far, blev jeg virkelig ked af det. Min største frygt var, at han havde rettigheder i forhold til at se ham. Det fandt jeg heldigvis hurtigt ud af ikke var en mulighed. Den næste var, om Esajas ville føle sig mindre værd, når han en dag fik sandheden at vide, fortæller Kristina, der efter seks måneders indlæggelse med sin søn var klar til at blive udskrevet.

- Mit liv var stadig noget rod, og jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne give Esajas det, han havde behov for. Så da vi blev udskrevet, kom Esajas direkte til en plejefamilie. Det var voldsomt hårdt at give ham fra mig, men jeg vidste også, at det var det rigtige for ham, fortæller Kristina, der lige siden har set sin søn hver anden uge.

Hun har siden den frygtelige dag tilbage i 2011 lagt sit liv om. Hun lever nu en stille og rolig tilværelse med sin mand René og til trods for, at hun har fået konstateret ptsd på grund af de mange år med svigt og psykisk pres, prøver hun at få det bedste ud af hverdagen. Et af lyspunkterne er hendes nu 8-årige søn.

LÆS OGSÅ: Jeg solgte min krop

- Han er en intelligent dreng, selv om han stadig har nogle udfordringer. Blandt andet har han adhd og autisme, men jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at få ham, fortæller Kristina.

Den holdning er det desværre ikke alle, der deler, og Kristina har mødt blandede kommentarer, når hun har fortalt åbent om, hvad der er sket.

- De fleste kommentarer har heldigvis været positive. Men der er også nogle, der mener, at hvis hans far var en voldtægtsforbryder, så bliver han også selv en. Der er også flere, der har skrevet til mig, at jeg skulle have fået en abort. Desværre er det ofte sådan, at det er de få negative kommentarer, der fylder, og det har virkelig gjort mig ked af det, at nogen kunne finde på at have den holdning, fortæller Kristina.

Skal vide sandheden

Hun har endnu ikke fortalt sin søn om hans biologiske far. Men hun er fast besluttet på, at han en dag skal have sandheden at vide, når han kan forstå den.

- Jeg håber ikke, at folk vil dømme ham, men i stedet møde ham med kærlighed og forståelse. Min søn er en fantastisk 8-årig dreng, der trods sine udfordringer ikke er anderledes end andre drenge. Han spiller PlayStation og hopper i trampolin, når vejret er til det, og jeg håber ikke, at han skal stilles til ansvar for sin fars handlinger. For det har han på ingen måde fortjent.