Blev lam på få dage: Nu kan jeg smile igen

Livet er dejligt, men det kan også være skrøbeligt og uforudsigeligt. Hvis uheldet er ude, kan alt ændre sig i løbet af ganske kort tid, når tilværelsen bliver slået i stumper og stykker. Det ved 29-årige Kim Aleksander Larsen Røbershagen alt om. I 2016 gik han på få dage fra at være en frisk ung mand til at ligge hjælpeløs i en hospitalsseng uden at kunne stå, gå, trække vejret eller spise selv.

– Jeg havde været med mine venner på en sejltur til Danmark. Det var hårdt at komme hjem den søndag, efter at have været i festligt lag en hel weekend. Men en travl hverdag ventede, og jeg var også glad for at skulle i gang igen, husker den unge nordmand, der bor i Dokka i Oppland.

Kim Aleksander tænkte ikke videre over det, da han om mandagen mærkede en prikken og stikken i det ene ben. Det havde han oplevet før, hvis han havde sovet i en forkert stilling. Det var altid gået væk af sig selv igen, men denne gang forsvandt det ikke.

I løbet af dagen begyndte det også at prikke og stikke i det andet ben.

Smerterne og ubehaget forsvandt ikke, men han passede ufortrødent sit arbejde som selvstændig bager.

Læs også: Ulykke og skilsmisse ændrede hans liv: Nu er jeg en bedre far

Så gik det helt galt

På fjerdedagen blev det imidlertid mere end almindeligt dramatisk.

Om morgenen kunne Kim Aleksander hverken stå eller gå, og i løbet af dagen mistede han også evnen til at bevæge hænder og ben.

– Jeg var lam i hele kroppen, og jeg var rædselsslagen. Jeg anede ikke, hvad der var ved at ske med mig.

Samme dag mistede han også evnen til at spise, og han kunne hverken styre sin tunge eller læberne.

Til alt held boede hans mor, Mai Torunn Larsen Sørmoen, 49, nogle få minutters kørsel fra sønnen. Hun fik et opkald og kørte straks hen til ham for at se, hvad der var galt.

– Jeg blev urolig, da jeg så ham, og kontaktede straks vagtlægen. Han var usikker på, hvad der var galt. Men ét var sikkert, det var alvorligt. Lægen sendte øjeblikkeligt Kim Aleksander på hospitalet i Lillehammer. Da anede vi ikke, at det handlede om liv og død, fortæller Mai Sørmoen.

Usikker fremtid

Efter en række prøver af hjerne og rygmarv fik Kim Aleksander diagnosen Guillain-Barré syndrom. Sygdommen angriber nervesystemet og kan føre til lammelser i hele kroppen.

Hverken han eller hans mor havde hørt om sygdommen. Han anede ikke engang, hvordan det skulle udtales, når nogen spurgte, hvad han fejlede.

– Jeg tænkte tusinder af tanker. Men min første spekulation gik på, om jeg ville komme til at gå igen. Ville jeg være lam resten af livet? Jeg var bange, og spørgsmålene tårnede sig op. Hvad ville der ske mig, og hvordan ville mit liv blive?

Lægerne kunne ikke med sikkerhed sige noget om, hvordan fremtiden ville komme til at se ud. Uvisheden var hård, og den nagede ham døgnet rundt.

Se også: Maria invalid efter rideulykke: Nala får mig ud af sengen

Åndedrættet satte ud

Det var en barsk tid, men det skulle blive endnu værre. Pludselig en dag fik Kim Aleksander svært ved at trække vejret.

– Jeg gik nærmest i chok. Lægerne frygtede, at mit åndedræt skulle blive totalt lammet.

Han fik en såkaldt IVIG-behandling, hvor man med et lægeligt fagudtryk intravenøst tilfører patienten antistoffer fra bloddonorer. På den måde ville man neutralisere de antistoffer, som angreb kroppens nerver. Hvis det ikke var sket, ville Kim Aleksander have været i overhængende livsfare. Han kunne blot ligge passiv i sygesengen og rædselsslagen føle lammelserne brede sig i kroppen.

– Det var galt nok med benene, og at jeg ikke kunne stå og gå. Men at mit åndedræt satte ud, og at jeg ikke engang kunne bevæge mine læber, var næsten ikke til at bære. I tre uger fik jeg kun flydende næring, fordi jeg ikke var i stand til at spise almindelig mad.

Satte sig et mål

I to måneder sad Kim i en kørestol, og det gik kun langsomt fremad.

Efter en langvarig genoptræning på Sunnaas sygehus begyndte han dog at få flere og flere følelser tilbage i kroppen. Lægerne mente, at Guillain-Barré syndrom helt tilfældigt var blevet udløst hos ham, efter at han havde haft en betændelse i ryggen. I Kims tilfælde havde hans immunforsvar spist nervetråde flere steder i kroppen, hvilket havde udløst lammelserne.

I en udsendelse på norsk TV 2 fortalte Kim Aleksander om sin barske skæbne. Han sagde blandt andet, at hans første mål var at komme til at smile igen, efter at sygdommen og lammelserne havde gjort hans ansigt udtryksløst.

– Jeg stillede mig først og fremmest offentligt frem for at lægge pres på mig selv. Men jeg gjorde det også for at vise andre, at det er vigtigt som sygdomsramt at sætte sig mål og gå 100 procent efter dem. Heldigvis fik jeg smilet tilbage, og det betyder enormt meget for mig. Der er ikke noget som et dejligt smil til et andet menneske, når man har oplevet ikke at kunne det, siger han.

Læs også: Martina ramt af stålbjælke: Mit ansigt ødelagt på et sekund

Så længe jeg kan smile

Kim Aleksander er uddannet konditor, men han bager ikke længere. Det bageriudsalg, som han i flere år havde drevet, måtte han lukke på grund af lammelserne.

– Det har taget tid at komme mig oven på sygdommen for to år siden. Jeg har blandt andet brugt tiden på at tage en bachelorgrad, og i dag underviser jeg i mad og helse på en skole. Den interesse havde jeg også som helt ung, og det trives jeg fint med, siger Kim.

Han skal stadig passe på ikke at belaste kroppen alt for meget. Den er ikke længere så stærk, som den var før de skæbnesvangre dage for to år siden. Dengang livet på ganske få dage slog en uventet kolbøtte for Kim.

– Så længe jeg kan smile, er jeg vældig glad for livet, siger han.