Bodil er donorbarn: Jeg manglede den sidste brik
Det er eftermiddag, og Bodils mor er ked af det. Hun sidder i en mellemgang mellem to stuer i familiens hvide murstenshus. Moderen er tydeligvis tynget af, at forældrene skal skilles og flytte fra hinanden. Da Bodil lægger hånden på moderens skulder for at trøste hende, får hun en besked, som forandrer hendes liv for altid.
Moderen samler mod til sig og fortæller, at Bodils far ikke er hendes biologiske far, da hun er donorbarn. Det er en hemmelighed, som har været skjult for Bodil i 14 år.
– Det kom som et chok. Jeg husker følelsen af splittelse, for med ét følte jeg, at jeg kun kendte den ene halvdel af mig, fortæller den nu 30-årige Bodil Skov fra sin bopæl i Viby.
Selv om Bodil var chokeret, var hun alligevel fattet og fik spurgt ind til, om moderen havde et donornummer. Moderen måtte med ærgrelse i stemmen afslå, for de havde fået hjælp af en anonym donor.
Mistanke om at være donorbarn
Med den information måtte Bodil affinde sig med, at hun kun kendte halvdelen af sine gener.
Bodil har dog i flere år bemærket forskelligheder i familien. Hun har altid fået at vide, at hun ligner sin mor af udseende og far af sind. Hun har arvet sin mors øjne og ansigtstræk, mens hun er lige så temperamentsfuld og stædig som sin far. Det har flere gange undret hende, at hun ikke ligner sin far af udseende.
Når hun har studeret fotoalbummet og set billeder fra, da hendes mor var barn, ligner Bodil hende på en prik, men hos faderen er der ingen fællestræk. Til sidst blev det så tydeligt, at hun i en alder af blot 10 år bad om at se sin dåbsattest. Da hun kunne se, at begge forældres navne var skrevet med sort maskinskrift, tænkte hun ikke mere over det, før hun fire år efter fik beskeden, der bekræftede hendes mistanke.
Læs også: Donorbarn: Jeg har ingen far
Bange for at miste
Bodil har aldrig været i tvivl om, at hun var elsket af begge sine forældre. Hun var et ønskebarn, der bragte stor lykke i familien. Hendes forældre havde forgæves prøvet at blive gravide i fire år, indtil moderens læge foreslog en sæddonor.
Moderen blev insemineret to gange i januar 1987, og forældrene blev enige om, at det skulle forblive deres hemmelighed. Hverken familie, venner eller barnet selv måtte nogensinde få det at vide. Moderen har dog flere gange tænkt, at Bodil skulle have at vide, at hun var donorbarn, så da ægteskabet gik i stykker, røbede moderen den årelange hemmelighed.
Faderen havde en inderlig frygt for, at Bodil ikke ville se ham som far, hvis hun fik at vide, at han ikke var hendes biologiske far, selv om han var med under fødslen og altid har været der gennem hele hendes opvækst. Han var bange for at miste Bodil som datter, hvis hun fik at vide, at de ikke var blodsbeslægtet. Derfor valgte Bodil også at holde det hemmeligt i flere år for faderen, at hun vidste besked om, at hun var donorbarn.
Da Bodil var 20 år, blev faderen imidlertid alvorligt syg af kræft, og hun besluttede sig for, at det var på tide at få taget hul på den svære samtale.
– Det var en stor lettelse at få snakket om det. Jeg kan huske, at jeg sagde, forældreskab ikke handler om genetik, men om hvem, der har opdraget og elsket mig. Derfor vil jeg altid se ham, som min far, siger Bodil.
Det var svært at samle mod til sig, men da faderen kort efter døde, var hun glad for, at de nåede at få snakket om det. Det blev en kort samtale, men der var ingen tvivl om, at de elskede hinanden meget højt, og det var der intet, der kunne lave om på.
Biologiske rødder
Da Bodil var yngre, spekulerede hun ikke meget over, hvem hendes biologiske far var, men alligevel vendte hun hovedet efter folk på gaden. Hver gang hun passerede en fremmed, kunne hun ikke lade være med at spekulere på, om det kunne være hendes far eller halvsøskende.
Det var først, da hun blev ældre, at der dukkede spørgsmål op a la hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvilken rolle spiller arv og miljø? Bodil sad med mange ubesvarede spørgsmål, som hendes forældre ikke kunne svare på. Hun mærkede en tomhed, som manglede at blive fyldt ud.
Efter at hun selv blev mor til sin lille søn Hector, har det også sat en masse tanker i gang hos Bodil. Hun vil gerne kunne fortælle sin søn om sine biologiske rødder, og hvor hans mor kommer fra. Det er jo også en del af hans historie.
Se også: Et donorbarn var bedste beslutning i mit liv
Blindt spor
Bodil tror, at hvis hun tidligere havde vidst, at hun var donorbarn, ville det fylde mindre i hendes voksenliv, for så var det blot en naturlig del af hendes historie.
– Når man holder noget hemmeligt, er man også med til at videreføre en skam omkring det. Det skal ikke være skamfuldt at være donorbarn eller få hjælp til at blive gravid. Det er jo noget, man gør af kærlighed, forklarer Bodil.
Hun har aldrig været vred på sine forældre over, at de har holdt det hemmeligt i så mange år, men hun ville ønske, at hun havde vidst det langt tidligere.
Da Bodil var 27 år, bad hun om at få indsigt i sin mors lægejournal for at få sit donornummer. Men i papirerne var der intet, som kunne lede Bodil på sporet af sin donor.
Match på en fætter
Sporet endte derfor blindt, men Bodil gav ikke op og tilmeldte sig i stedet to internationale dna-registre.
Bodil havde næsten glemt alt om tilmeldingen til dna-registret, for der gik hele to år, inden der dukkede en besked op om et match, som Bodil var 12 procent beslægtet med.
Det skulle vise sig at være Bodils biologiske fætter i USA, som også havde tilmeldt sig samme register, da han var interesseret i slægtsforskning. Han kunne dog ikke få det til at passe med en kusine i Danmark, da han aldrig havde hørt om noget familie på den anden side af jorden.
– Det var et helt tilfælde, at der kom et match. Jeg troede slet ikke på det efter så mange års søgen. Da jeg tilmeldte mig, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg kunne nå så langt. Chancen for at finde min donor var som at finde en nål i en høstak. Der findes så mange dna-registre i hele verden, fortæller Bodil.
Fætteren gik straks videre med nyheden til sin far, der vidste, at hans bror i en længere periode havde boet i Danmark. Derefter gik der ikke lang tid før, der lå en besked fra Bodils donor i hendes indbakke på Facebook.
– Det var overvældende. Hele min verden blev vendt op og ned. Jeg havde så mange spørgsmål, som jeg gerne vil have besvaret, men det er svært at skabe en relation til et fremmede menneske. Det er mærkeligt at skrive med en person, som er så tæt på en, men som man slet ikke kender. Der findes ingen manual for, hvordan man griber det an, siger Bodil.
Et af de spørgsmål, som Bodil inderligt brændte for at få besvaret, eftersom det er årsagen til, at hun overhovedet blev født, var, hvorfor han havde valgt at blive donor. Det var svært for ham at komme med et klart svar, da han var ung dengang, men han svarede, at det var en blanding af at hjælpe andre og samtidig tjene penge.
Fik løst puslespillet
Da Bodil indsendte sit dna, troede hun ikke på, at hun nogensinde ville finde sin donor. Det var svært at forstå, at det skete i virkeligheden, men efter at have skrevet frem og tilbage i flere måneder må hun erkende, at det er svært at opbygge en relation, når der er flere tusinde kilometer mellem dem.
Men uanset om hun får en god relation til sin donor eller ej, er hun glad for at vide, hvor hun kommer fra.
– Jeg har fundet den manglende brik i puslespillet. Jeg er dybt taknemmelig for at have fundet min donor og føler, at de højere magter har hørt mit ønske. Chancen for at finde min donor var så minimal, så det er bestemt et mirakel.
