Børnefamilie reddede 18-årig: Vi vil altid have et særligt bånd

To familier på Gotland fik ændret deres liv en tirsdag aften for godt et år siden. De fik i hvert fald begge ændret måden at betragte livet på. Den aften lærte de, at man ikke kan tage noget for givet. At et øjebliks uagtsomhed kan ændre alt. Og at det gælder om at værdsætte selv hverdagens mindste glæder.

– Når du har været involveret i noget, der er så traumatisk, som vi har, så er det ikke længere vigtigt, om du har de nyeste sko eller det nyeste tapet, siger David Lindh Sporre, som den fatale tirsdag aften sad i bilen med sin kone, Ulrika, og deres to børn på vej til et orienteretingsløb.

Men de kom aldrig til deres motionsløb. De kom til at løbe for livet.

Ulykkesstedet

I et højresving så de pludselig en stor røgsky og nogle metaldele flyve gennem luften. Umiddelbart troede David bare, at der var nogen, der var ved at slå græs, men da de kom tættere på, spærrede han øjnene op og indså alvoren. Røgen kom fra en forulykket bil. Det var slemt. Meget slemt. Bilen var helt knækket sammen på midten nærmest som et timeglas.

Synet var skræmmende, og tanken om, hvad der ventede dem, når de løb hen til bilen, var næsten ikke til at holde ud. Men i det øjeblik var der hverken tid til at være bange eller til at finde modet.

– Bliv i bilen, råbte David til sine børn, inden han sammen med hustruen styrtede mod den rygende bil.

Da de kom nærmere, kunne de lugte benzin, og de kunne se, hvordan alle ruder var smadrede, og hvordan alle metaldele var krøllede. De kunne også se to unge mænd på forsæderne.

Læs også: Sarah blev mast under hesten - Mine skytsengle reddede mig

Holdt hovedet koldt

Den ene var 18-årige Micke, som hang i en underlig vinkel i sin sele og havde svært ved at trække vejret. Ved siden af sad hans ven, som vågnede fra sin bevidstløshed og gik helt i panik over situationen. Det var der ikke noget at sige til. Ulykken var så voldsom, at det ikke lignede noget, man kunne slippe levende fra.

Heldigvis gik hverken David eller Ulrika i panik. Hvordan man reagerer i en situation som denne, ved ingen, før man selv står i den. Men parret beviste, at de begge kunne holde hovedet iskoldt i de syv altafgørende minutter, inden de kunne høre ambulancernes sirener.

Ventetiden

Mens de ventede på hjælpen, holdt Ulrika Mickes hoved, så han kunne trække vejret. Da det blev for tungt, tog David over, mens Ulrika begyndte at berolige den angste ven, som stadig sad fastklemt.

Undervejs fik Micke sværere og sværere ved at trække vejret, og David råbte til sin 10-årige søn, at han skulle komme med en kniv, brandslukkeren og et koben, de havde liggende i bilen. Drengen adlød lynhurtigt sin fars ordre og kom styrtende med tingene, mens hans 8-årige søster sad alene tilbage i bilen og kiggede på sin families kamp for at redde de to unge mænd.

David tog kniven og skar Mickes sele over og forsøgte at åbne bildøren med kobenet. Så langt nåede han dog ikke, for i det samme var redningsfolkene fremme. De skar bilen op, så de kunne få de to ofre ud på en båre og væk.

Først dér kom Davids reaktion. Hele hans krop begyndte at ryste, nu hvor han kunne slippe ansvaret og tillade sig selv at forstå, hvor slemt det hele havde været.

Læs mere: Lykken varede kun et år - Enke som 27-årig

Håbede på mirakler

Faren var selvfølgelig langt fra ovre. Micke var kommet svært til skade og blev fløjet med helikopter til Universitetshospitalet i Stockholm. Lægernes dom var så alvorlig, som den næsten kunne blive. Micke havde to store hjerneblødninger, 48 små blødninger, han havde brækket halsen og punkteret højre lunge.

– Lægerne kunne ikke fortælle, om han ville overleve. Og hvis han gjorde, kunne de ikke sige, hvilken tilstand han ville være i, siger Mickes bedstemor Marita, som sammen med sin mand, Dan, og Mickes mor sad på hospitalet dag efter dag, mens de håbede på mirakler.

I koma

Micke lå i koma i 35 dage. Da han vågnede, sad han i kørestol med nakkekrave og et rør i halsen til at trække vejret igennem. Han kunne hverken tale eller røre sig. Kun øjnene kunne han styre, når han kiggede rundt på de mennesker, som besøgte ham.

Nogle af dem, som hurtigt kom på hospitalet, var familien Lindh Sporre. Selv glemmer David aldrig det besøg.

– Alle stod og talte omkring Micke, og så tog jeg hans hånd. ”Du forstår måske ikke, hvad jeg siger, men jeg håber, du kan høre mig,” sagde jeg. Så følte jeg, at han krammede min hånd, fortæller David.

Et mirakel

Siden er der sket enorme fremskridt. Nærmest de mirakler, som familien håbede på. Efter mange, mange måneder med genoptræning kan Micke det samme som før. Han kan tale, spise, gå, træne og arbejde. Og han har de samme drømme som før ulykken om at tage en uddannelse.

Men meget har alligevel ændret sig. Micke og hans familie har oplevet en enorm taknemmelighed over, at han er live. De ved også alle sammen, at en del af æren ligger hos familien Lindh Sporre. Hvis de ikke havde reageret så hurtigt og så rigtig den tirsdag aften, kunne det være endt helt galt.

Derfor har familien modtaget prisen ”Gotlands helt 2017”. En pris, som Mickes familie indstillede dem til.

– Ingen gaver eller ord er store nok til at udtrykke den tak, som de fortjener, siger mormor Marita.

Familien er selvfølgelig rørte over prisen.

Men den største lykke føler de selvfølgelig, når de i dag kigger på den sunde og raske Micke.

– Vi kommer altid til at have et helt særligt bånd til ham, siger de