Børnene er min styrke

Kirsten Braad Jørgensen er en stærk kvinde. Det har eleverne i 6.a på Bolderslev Skole i Sønderjylland efterhånden fundet ud af. Hun er samtidig en klasselærer som de holder utrolig meget af.
På trods af, at Kirsten i løbet af få år har oplevet flere tragedier i sit liv, har hun alligevel formået at kæmpe sig videre og finde en mening med tilværelsen, og det er børnene i 6.a en stor del af årsagen til.
- jeg fortalte åbent og ærligt, hvad der var sket, og jeg har vist dem, at jeg var ked af det. Det var en stor lettelse for mig, at der ikke gik mere end et par dage, og så var alting som det plejede. Børnene mindede mig om, at livet fortsætter lige meget hvad. Børnene har på mange måder været min styrke, fordi jeg følte mig tryg sammen med dem, fortæller Kirsten.
Da børnene gik i 2. klasse, mistede Kirsten pludselig sin mand i en trafikulykke. Det var lige omkring juletid, og Kirsten husker især, at hun allerede nogle få dage efter følte det vigtigt at komme hen på skolen og fortælle klassen, hvad der var sket. Dels så børnene vidste, at hun var meget ked af det, dels så de vidste, at hun nok skulle komme tilbage igen.
I 4.a blev Kirsten en dag ringet op henne på skolen. Der var opstået ild i en opvaskemaskine hjemme i huset efter en kortslutning, og flammerne havde bredt sig til bryggerset og resten af det gamle landsted fra sidst i 1800-tallet. Brandvæsnet kæmpede med flammerne, men da det var overstået, viste det sig, at 48 procent af huset var ødelagt. Hendes ruhårede gravhund Tilde, som børnene havde kendt siden 1. klasse, var også død i flammerne.
Tilde havde været en del af klassen siden den optrådte med cirkusnumre i 1. klasse, hvor den brillerede med at kunne stave til "Peter" ved at gø fem gange. Siden blev børnene naturligvis klogere og fandt ud af, at Tilde ikke kunne stave i virkeligheden, men de holdt alligevel meget af den lille, magelige hund.
At eleverne i 6.a nu har indstillet Kirsten Braad Jørgensen til Danmarks Bedste Klasselærer, bekræfter hende blot i, at hun har gjort det rigtige ting undervejs, men hun er naturligvis stolt alligevel:
- Børnene og jeg har tit været sure på hinanden, og vi har haft vores kampe, men alligevel har vi haft noget sammen, som er svært at beskrive. Som lærer har jeg holdt fast i, at jeg er der for at hjælpe dem, og det betyder, at jeg nogle gange skal være hende den dumme, fortæller Kirsten, som er glad for, at børnene alligevel har respekteret hende.
Kirsten Braad Jørgensen og 6.a på Bolderslev Skole er nu blandt kandidaterne til at vinde 10.000 kroner til klassekassen og et flot diplom fra Ude og Hjemme.
Læs hele artiklen i Ude og Hjemme nummer 12