Bortadopteret som spæd - fandt mor som 55-årig

– Jeg har altid tænkt, at min mor måtte elske mig højt, når hun kunne give mig væk. Det er den overbevisning, jeg har haft hele mit liv og som har gjort, at jeg aldrig har været bitter på hende. 

Ordene kommer fra 55-årige Linda Kay Jepsen fra rækkehuset i Glostrup. Her vidner billederne og stemningen om et rigt og godt liv. Men også et liv, hvor hendes biologiske ophav har været fraværende, og som i mange år kun har eksisteret i form af forestillinger.

LÆS OGSÅ: Kasseret af adoptivmor

Linda blev født i Canada, og de første måneder af livet var hun i familiepleje, indtil et dansk par, der boede i Canada, fik tilbuddet om at adoptere hende. Sammen med Linda flyttede de tilbage til Danmark nogle år efter, og her voksede Linda op som alle andre børn. Hendes mor var mild og kærlig og gav sig altid tid til Linda. Da Linda var 7 år, fortalte hendes forældre, at hun var adopteret. 

– De fortalte, at min biologiske mor kun havde været 16 år, og hun ikke kunne passe på mig. De gjorde meget ud af at fortælle, at de elskede mig, og de var mine forældre, uanset hvad. Men som jeg har fået fortalt, virkede jeg ikke som om, det gik mig specielt meget på. Jeg forestillede mig, at jeg var en indianerprinsesse, og løb bare direkte ud til mine legekammerater og fortalte stolt om den nye information, fortæller Linda med et smil. 

Et heldigt fund

Linda fortsatte sit liv, som hun plejede, men tankerne om den mor, hun aldrig havde kendt, begyndte at fylde, og da Linda var i 20’erne, og selv ville stifte familie, tog hun en beslutning. Hun ville finde sin mor. 

– Jeg havde stor støtte fra mine forældre, men jeg havde brug for mine adoptionspapirer, og jeg ledte alt igennem. Min mor mente, at de kunne være tabt i en flytning, men jeg var stædig. Hver dag tog jeg en portion og ledte. Jeg kontaktede også ambassaden i Canada, men de kunne ikke hjælpe mig, så til sidst måtte jeg opgive. Det var en stor frustration, fortæller Linda, der fortsatte med sit liv, og selv blev mor til en dreng. 

Men for fem år siden rodede Linda nogle gamle ting igennem. Hun var på jagt efter en forsvunden schweizerkniv, men midt mellem kasser og gamle ting fik hun øje på en bunke gamle papirer. Det var Lindas adoptionspapirer.

– Jeg var bare så lykkelig, og jeg kunne slet ikke forstå, at det kunne lade sig gøre så lang tid efter, men jeg så det som et tegn på, at min mor stadig var derude. Spørgsmålet var nu, om hun ville findes, fortæller Linda. 

Med de nye oplysninger kunne Linda finde frem til sin mors fødselsattest, og sort på hvidt fik hun for første gang set sin mors navn. Hazel Scott. 

En dag var der bid

Linda fik kampgejsten tilbage, og hver dag brugte hun mange timer på at lede efter personer, der kunne lede hende frem til sin mor. Mange gange løb hun hovedet mod muren, men igennem et virtuelt stamtræ, Myherritage, begyndte hun at finde navne. Hun fandt sin mors to søstre. Den ene var død, og på en mindeside var alle familiemedlemmer nævnt. Hun fandt frem til sin kusine og mors bror på Facebook. Men selv om hun var begejstret, tog det hende tid at få skrevet den første besked. 

– Usikkerheden kom op i mig. Ville hun egentlig findes, og havde hun overhovedet fortalt om mig? Jeg ville jo ikke skabe problemer. Men nu havde jeg arbejdet så hårdt på at finde hende, så jeg ville ikke opgive nu. 

Hver morgen åbnede Linda computeren for at se, om der var kommet et svar, og en dag var der bid. 

– Det var min søster, der havde skrevet til mig, og hun var lykkelig for, at jeg havde fundet frem til hende gennem de andre familiemedlemmer. Min mor havde fortalt alle om mig, og de ville gerne møde mig, fortæller Linda, der efter beskeder frem og tilbage blev enige med sin canadiske familie om, at hun skulle over og besøge dem. 

LÆS OGSÅ: Søstre genforenet efter 33 år

Gribende møde

I flyet på vej over Atlanten fløj tankerne rundt, men da Linda var på canadisk jord, kunne hun nogle meter væk se en gruppe mennesker, der vinkede. Ved første øjekast kunne hun genkende sin nu 71-årige mor. 

– Vi gav hinanden et kæmpe kram, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Det er næsten ikke til at beskrive, men det var fantastisk, og jeg får stadig en varm fornemmelse i maven, når jeg tænker på det. 

Lindas mor havde været tvunget af sin far til at give Linda væk. Hun skrev under på adoptionspapirerne, og da Linda blev bortadopteret, flyttede den unge mor hjemmefra nogle måneder efter. Hun mødte en mand og fik børn, men hun glemte aldrig Linda. Hun fortalte alle om den datter, som var et sted derude, og cirka samtidig med, at Linda begyndte at lede efter sin mor, gjorde hendes biologiske mor det samme. 

Linda tilbragte fem uger med at lære sin mor og søskende at kende. Kemien var der fra starten, og de fandt hurtigt ud af, at de havde mange fællestræk. 

– Det er små ting, men vi elsker begge at se fjernsyn, og vi har samme humor, og da hun sagde, at hun samlede på småpenge, grinede jeg. Det gør jeg nemlig også, fortæller Linda, der i dag har kontakt med sin 71-årige mor flere gange om ugen. 

For Linda er det en vigtig brik, der er faldet på plads, og den livslange søgen er slut. Men selv om det er en stor glæde, vil hendes forældre altid være dem, der gav hende kærlighed gennem hendes opvækst. 

– Min biologiske mor var så glad for, at jeg havde sådan nogle dejlige forældre. Så jeg er glad for, at jeg kan give hende ro i sindet nu. Den samme ro kan jeg jo mærke, og nu glæder jeg mig bare til at lære hende endnu bedre at kende.