Brev fra Amanda: Jeg har det godt i dag. Hittebarnet - del 5

Jeg er så taknemmelig over at du er min reservebedstemor. Og hjalp mig med at få en ny, kærlig familie. Men der er et hul i mit hjerte, som aldrig bliver fyldt ud... jeg savner mine rigtige forældre...

Kære Eka. Det er længe siden, jeg har skrevet til dig sidst. Hvordan har du det med alt det, der foregår for tiden? Coronakrisen har præget livet i København, hvor det meste har været lukket ned.

Jeg sidder for det meste på mit værelse og passer mit arbejde, men jeg må indrømme, at jeg savner hverdagen med andre tæt på mig. For der er lidt ensomt på mit lille værelse, og så kommer jeg til at tænke på tiden på børnehjemmet.

Jeg var det eneste barn, der ikke fejrede juleaften med familien. Når de andre børn tog af sted på juleferie hos deres slægtninge, måtte jeg blive alene tilbage. Jeg var misundelig og græd i smug. Jeg undgik kontakt med de andre, og jeg følte mig som det ensomste barn i verden.

Når de andre sagde grimme ting om mine forældre, forsvarede jeg dem altid – jeg prøvede at retfærdiggøre dem. Jeg digtede historier om, at jeg kun var der, fordi min mor og far var i fængsel. Jeg sagde, at jeg ville befri dem, så vi kunne være sammen igen. Men de andre regnede det hurtigt ud. De kunne godt se, at der aldrig var nogen, der kom og besøgte mig. Jeg fik aldrig breve, aldrig nogen pakker med gaver, og jeg modtog aldrig telefonopkald. Jeg kom tit i slagsmål, og jeg endte med at blive skør.

Det var, indtil du kom ind i billedet, Eka. Jeg glemmer aldrig den dag, da forstanderinden kom ind og sagde, at der var besøg til mig. Jeg troede ikke mine egne ører. Du aner ikke, hvor meget du betød for mig i den tid. Du var min reserve-bedstemor. Jeg ville have elsket at bo hos dig, men jeg vidste godt, at du ikke måtte få mig, fordi du var for gammel.

Jeg er så taknemmelig for, at du hjalp med at få Birthe og Bo ind i mit liv. Det føltes næsten for godt til at være sandt, og det var måske derfor, jeg begyndte at sabotere det hele, efter jeg kom hjem til dem. Jeg opførte mig så forfærdeligt. Det var på en eller anden måde nemmere at håndtere det onde liv på børnehjemmet, end det var at forene mig med tanken om, at der faktisk var nogen, der elskede mig.

En dag, hvor jeg var hysterisk og havde smadret en lampe, holdt Bo fast om mig og sagde, at uanset hvor mange ting jeg smadrede, ville de aldrig sende mig tilbage til børnehjemmet igen. Jeg var deres barn, og sådan var det. Min krop faldt helt sammen, og jeg græd bare. Med Bo og Birthes kærlige støtte lykkedes det mig at tage en uddannelse på teknisk skole. Jeg er så taknemmelig for jer alle sammen. At gå fra at have ingenting, til at have mere familie end jeg nogensinde har haft.

Men Eka, du er den eneste, jeg tør fortælle, at jeg stadig søger efter mine forældre i folkemængderne. Jeg er sikker på, at du forstår. Der er et hul i mit hjerte, som aldrig bliver fyldt ud. Du sagde engang til mig, at det var okay at savne og sørge over det, man havde mistet – at det ikke gjorde en utaknemmelig over for det man havde.

PS. Jeg har kontaktet min barndomsven Robert på Facebook. Han vil gerne møde mig, så når samfundet igen er normalt, skal vi mødes på en café. Og dét glæder jeg mig til.

Kærlig hilsen Amanda

Se også: Jeg blev Amandas reservebedstemor