Skæbner

Brød med Jehovas Vidner og blev narkoman: Jeg skulle prøve alt

15. august 2019 Af Nadja Dam Jensen. Foto: Morten Mejnecke
Da Tabita som 19-årig blev udstødt af Jehovas Vidner, kunne hun endelig prøve alle de ting, der før havde været forbudte. F.eks. narko. Men hurtigt udviklede Tabita et misbrug, som hun har måttet kæmpe sig ud af.
Kvinde står med hænderne i sidden i naturen

– Det var den bedste dag i hele mit liv, husker 22-årige Tabita Thinggaard fra Randers om den dag, hun for første gang prøvede stoffer.

Blot en lille pille skulle der til, før Tabita følte sig lykkelig, uovervindelig og fuld af kærlighed.

Dengang var hun 19 år og netop blevet udstødt af Jehovas Vidner. Sin mor, far, storebror og lillebror måtte hun ikke længere have kontakt med, og skyldfølelsen over at have forladt dem, der elskede hende højest, lå så tungt på Tabitas skuldre, at stofferne blev en mulighed for at glemme bekymringerne et øjeblik.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Læs også: Sex blev min vej ud af sekten

Kort ægteskab

Tabita havde selv taget valget om at forlade Jehovas Vidner. Hele hendes liv havde Jehovas regler lagt låg på hende, men til sidst kunne hun ikke klare det mere.

– Jeg kunne ikke være i mig selv. Jeg havde bare lyst til at smide det hele og være ligeglad. Jeg var blevet undertrykt så meget og kunne ikke forklare nogen, hvordan jeg havde det inderst inde.

Som 16-årig blev Tabita døbt ind i Jehova. Kort tid efter mødte hun ham, der skulle blive hendes ægtemand. Hun faldt for hans vildskab, som hun genkendte i sig selv. To år efter blev de gift, men det blev til et kort ægteskab. Et halvt år efter Tabita havde stået i kirken og sagt ja, begyndte hun nemlig at tvivle.

– Jeg følte, at hele min fremtid var lagt for mig. Alt blev bare en vane. Jeg kunne ikke udforske mig selv, så jeg valgte at bryde ud i håbet om at blive den bedste version af mig selv, siger Tabita, der måtte være sin mand utro for at blive udstødt.

Siden har hun ikke talt med sin familie.

Læs også: Ingrid Wall om tabet af sin datter: Kim lever videre i os alle

Ingen genforening med familien

– Jeg kendte konsekvensen, så jeg bebrejder ikke min familie, fastslår hun.

Det sidste, Tabitas familie sagde til hende, var, at de vidste, hun ville komme tilbage til dem igen. Tabita svarede, at det ville hun også gerne.

– Jeg troede virkelig på, at jeg en dag ville vende tilbage til Jehova. Jeg havde bare brug for at løbe hornene af og danne mig mine egne erfaringer. Men i dag kan jeg ikke forestille mig at vende tilbage, fortæller hun.

Læs også: Mor var Jehovas Vidne - far var muslim: Jeg var helt alene

Fristelserne

Med sin nyfundne frihed blev hver dag til en fest for Tabita. Hun kunne prøve alle de ting, der før havde været forbudt, men da hun først havde fået smag for narko, var det svært at lægge på hylden.

MDMA blev hendes første møde med de varme og glade følelser, som stofferne kunne give hende. Men der gik ikke lang tid, før stofferne var en fast del af Tabitas dagligdag, der ellers gik med at uddanne sig til mekaniker.

– Jeg røg hash hele tiden. Det gjorde alle mine nye venner også. Vi vidste godt, det var et problem, men ingen af os kunne stoppe, husker Tabita.

Et halvt år efter Tabita havde forladt Jehovas Vidner, mødte hun den fire år ældre Sarah gennem en fælles ven. Sarah fortæller, at Tabita på det tidspunkt havde travlt med rigtig mange ting. Det var tydeligt, at Tabita skulle ud og prøve alt.

Læs også: Mette kæmper med barndomstraumer: Maler det onde væk

Tilflugtssted

– Jeg kunne se så meget af mig selv i Tabita, da jeg mødte hende. Men jeg stod tilbage med tanken om, hvor jeg ville have været endt, hvis jeg ikke havde nogen at stå til ansvar overfor, fortæller 26-årige Sarah.

– Alle skal have et sted, hvor de altid er velkomne, og døren altid er åben. Et sted, hvor der altid er mad i køleskabet og nogen, der elsker dig. Det har jeg hos mine forældre, men det har Tabita af gode grunde ikke, siger Sarah, der derfor har givet Tabita et tilflugtssted i sin lejlighed.

– Sarah har virkelig været en klippe for mig. Igennem alle de stoffer har jeg altid vidst, at hun var der for mig. Hvis jeg ikke havde haft hende, var jeg nok død af en overdosis. Jeg var så langt ude, og det gik alt for stærkt, siger Tabita.

Selv om Sarah blev en kæmpe hjælp for Tabita, gik der stadig lang tid, inden Tabita kunne stoppe misbruget. Hun søgte først hjælp, da forholdet til hendes kæreste gik i stykker.

– Han kunne slet ikke klare, at jeg tog så mange stoffer. Derfor droppede han mig. Jeg fortryder så meget, at jeg ikke kunne se, hvad jeg var i gang med at miste. Jeg havde virkelig tæret på ham med alle mine problemer, siger Tabita.

Læs også: Lottes søn lider af ME: Jeg har mistet min raske dreng

Kan være sig selv

I flere omgange har hun fået hjælp. Først gennem et misbrugscenter og siden gennem en mentor. Med tiden er hun blevet stærk nok til at takke nej, når fristelserne byder sig til.

– Det er en kæmpe fristelse, fordi man ved, hvor godt man får det, lige når man gør det. Men jeg husker også, hvor ked af det man bliver, når rusen er ovre, siger Tabita.

I dag har hun været stoffri i et halvt år, men det afholder hende ikke fra at have en fest i sit liv. Tabita har været deltager i reality-serien ”Ex on the Beach”, hvor hun festede i Mauritius’ smukke omgivelser. Hun håber, at hun kan bruge sin kendis-faktor til at fortælle folk, at man kan bryde den sociale arv.

– Det bedste, jeg har fået ud af at forlade Jehova, er, at nu kan jeg være mig selv. Jeg skal ikke længere undertrykke min personlighed, og jeg kan være ligeglad med, hvad andre tænker, siger Tabita.

Læs også: Vibekes råb om hjælp: Min søn er psykisk syg

Skyldfølelse

Men skyldfølelsen tynger hende stadig meget til tider. Gennem sin mormor, der aldrig har været Jehovas Vidne, har Tabita hørt, at hendes storebror dagligt snakker om, hvor meget han savner hende.

– Det er hårdt, for jeg ved, han aldrig vil forstå mit valg. Jeg føler mig så skyldig for at have såret ham.

Tabita savner sin familie hver dag, men hun tænker ikke længere på dem hele tiden. Hun har skabt sin egen familie af gode venner, der har åbnet deres hjem og hjerter for hende.

– Jeg har fået styr på, hvem jeg er nu, og kan være den bedste version af mig selv.

Læs også: Patrick sendte desperat nødråb: Kom og mød mig

Sponsoreret indhold