Skæbner

Brud ville selv gå op til alteret

5. december 2013 af Marianne Knudsen Foto: Polfoto
Lisa Bradley er ramt af en sjælden nervesygdom, men intensiv træning har fået sygdommen på afstand. Så meget at hun rejste sig fra sin kørestol og med sin far under armen selv gik ned af kirkegulvet, da hun skulle giftes med kæresten.

28-årige Lisa Bradley fra Cork i Irland er mor til tre og en rigtig figther. En sjælden nervesygdom havde ellers bundet den unge mor til en kørestol og med et behov for hjemmehjælp 24 timer i døgnet, men da flere operationer og den daglige cocktail af smertestillende piller ikke længere nyttede noget, valgte hun en anden strategi.

Læs også: Sygdom blev en ny start

Blev stærk og atletisk

Sammen med en personlig træner kæmpede hun sig ned i det lokale fitnesscenter og begyndte at løfte vægte. Snart trænede hun squats, bænkpres og biceps - og i løbet af seks måneder gik hun fra at være bundet til en seng at være stærk og atletisk.

Og til stor glæde for familien kunne hun stolt gå op af kirkegulvet med sin far under armen, da hun skulle giftes med kæresten Derry.

- Det var helt fantastisk, at jeg selv kunne gå - ja, jeg nærmest løb, fortæller Lisa glad og fortæller, at alle hendes smerter er forsvundet. Selv hendes egne læger har svært ved at tro på forvandlingen.

Læs også: Rosa skjulte sin sygdom

Cyster på rygsøjlen

- Jeg er gået fra at have brug for hjælp 24 timer i døgnet og blive skubbet rundt i en kørestol til at træne to gange om dagen. Jeg har heller ikke længere brug for medicin. Altsammen på grund af træningen, siger Lisa.

Hun fik konstateret nervelidelsen i 2009 - en sjælden sygdom, der laver cyster på rygmarven, som så med tiden ender med at blive ødelagt. Selv om Lisa har gennemgået flere operationer, har det aldrig hjulpet - hun har haft stærke smerter og været bundet til sin seng det meste af tiden.

Lisa ved, at hun skal fortsætte med at træne hver eneste dag resten af sit liv for at holde sygdommen på afstand. Men det er helt fint med hende. For hun er nemlig blevet så glad for sine markerede muskler, at hun pønser på at stille op til et bodybuildershow næste år.

Sponsoreret indhold