Camilla blev reddet i sidste sekund
Klokken havde passeret tre natten til 22. januar 2019. Hele familien var rejst til drømmeland hjemme i huset i Vikingstad i Sverige, og dagen efter ventede endnu en dag, som lignede de andre. Men pludselig blev 50-årige Anders revet ud af den behagelige søvn, da hun hørte en mærkelig lyd.
– Camilla plejede nogle gange at snorke, så min første tanke var det. Men jeg kunne hurtigt høre, at det var en lyd, som jeg ikke kendte, fortæller Anders, der så sin kone ligge på maven i sengen. Han prøvede at få kontakt til hende, men hun reagerede ikke på hans berøring.
– Da jeg vendte hende om, så jeg, at hun havde hvidt skum om munden, og jeg vidste med det samme, at noget var helt galt.
Anders ringede 112 og begyndte at give sin kone hjerte-lungeredning, indtil hjælpen var fremme.
Førstehjælp
Bare en måned tidligere havde han taget et førstehjælpskursus. Han blev guidet til at lægge sin kone på ryggen, lægge hænderne oven på hinanden midt på hendes bryst og trykke 30 gange i træk.
– Jeg troede, at jeg skulle give hende mund-til-mund med det samme, men de ville i første omgang bare have, at jeg trykkede hende på brystet. Jeg blev ved, indtil ambulancen kom og overtog, men så var jeg også helt udmattet, fortæller Anders.
Der gik bare få minutter, før ambulanceredderne var fremme. Camilla var livløs, og de begyndte straks at give hende stød med hjertestarteren.
To hjertestop
Nogenlunde samtidig vågnede familiens børn, 15-årige Daniel og 13-årige Emma, der kunne se magtesløse til, mens redderne prøvede at genoplive deres mor.
– I starten forstod jeg slet ikke, hvad der skete, fortæller Emma, der så til, mens hendes mor blev løftet op på en båre og kørt til hospitalet. På det tidspunkt var der ingen, der anede, om Camilla ville overleve.
Redderne havde fået gang i hjertet, men på vej til hospitalet satte det igen ud. Anders var med ambulancen, mens en af naboerne tog sig af børnene.
Det første døgn lå Camilla livløs, mens en respirator trak vejret for hende. Situationen var kritisk, og der var ingen af lægerne, der kunne sige noget om, hvorvidt Camilla ville overleve.
– Usikkerheden var den værste. Hvis hun overlevede, vidste vi ikke, hvor meget hun havde taget skade på grund af manglende ilt under hjertestoppet. Jeg havde jo ingen anelse om, hvor længe hun havde ligget livløs, før jeg vågnede, forklarer Anders.
Dagen efter at Camilla kom på hospitalet, prøvede lægerne at vække hende. Hun vågnede, men de havde svært ved at vurdere hendes tilstand.
– Jeg kunne ikke huske noget, og jeg forstod ikke rigtig, hvor jeg var i starten. Jeg var så forvirret. Blandt andet ledte jeg efter min far, der var død 15 år tidligere, fortæller Camilla.
Ingen varig skade
Hun havde smerter i brystet fra hjertemassagen, og hun havde fået en blodprop i det ene ben. Alligevel gik der ikke lang tid, før lægerne kunne meddele, at Camilla ikke havde taget varig skade. Kort tid efter kunne hun tage hjem fra hospitalet.
Før hjemsendelsen fik hun indopereret en defibrillator, der skal hjælpe hende, hvis det sker igen. Det er en lille kasse, der måler hjerterytme og giver elektrisk stød til hjertet, hvis det er nødvendigt. Hvis kassen måler afvigelser, bliver der sendt besked til hospitalet.
Det var nogle hårde måneder, der fulgte.
– Jeg tror ikke, at min mand sov en hel nat det første halve år. Han ville holde øje med mig, så det ikke skete igen, fortæller 47-årige Camilla Honkanen.
Hun fik aldrig en forklaring på, hvorfor hun pludselig blev ramt af hjertestop, og det skabte utryghed i familien.
– Jeg havde tilsyneladende en betændelse i min hjertemuskel, da jeg var omkring 25 år gammel. De opdagede et ar efter det, men dengang troede jeg, at det var lungebetændelse. Samtidig viste det sig, at jeg havde et lidt forstørret hjerte, ligesom min far havde. Det var dog ikke grunden til, at han døde. Han døde af kræft, fortæller Camilla, der bortset fra at skulle tage medicin hver dag kan leve sit liv som før.
Værdsætter livet
– Jeg lever så normalt som muligt. Jeg får fysioterapi, cykler og styrketræner tre-fire gange om ugen. Derudover er jeg en del af et forskningsstudie med 200 patienter, der har været indlagt på intensiv eller kardiologisk afdeling.
Camilla vendte tilbage til sit job som gruppeleder på et plejehjem sidste forår. Hun startede op på 25 procent. Da hun nåede sommeren, var hun oppe på 50 procent af arbejdstiden, og sidste efterår var hun på 75 procent.
– Jeg elsker mit job, og det var vigtigt for mig at komme tilbage til mit normale liv så hurtigt som muligt. Men jeg planlægger ikke at arbejde mere, end jeg gør nu. På den måde har jeg også tid til at træne, forklarer hun.
Den voldsomme oplevelse har påvirket hele familien, og alle blev klar over, hvor hurtigt livet kan ændre sig.
LÆS OGSÅ: Min datter blev bortført
– Selv om dagene igen tager hinanden, så synes jeg alligevel, at vi er blevet bedre til at værdsætte livet og vores helbred, fortæller Camilla, der sidste sommer rejste en måned til Florida sammen med sin mand og børn for at fejre Anders’ 50-års fødselsdag.
– Først troede jeg ikke, at det var muligt, men jeg fik en lægeerklæring på, at jeg måtte tage af sted, og det var en fantastisk tur.
