Camilla falsk anklaget for vold og misrøgt: De tog min baby

To sagsbehandlere fra kommunen står på hver sin side af døren i det lille mødelokale på Odense Universitetshospital, mens en læge og en sygeplejerske har taget plads over for forældrene Camilla og Andreas. Stemningen er ængstelig, og frygten for, hvad der kommer til at ske de næste minutter, har fået deres hjerter til at banke ukontrolleret.

I Camillas favn ligger hendes kun 2 måneder gamle søn Hjalte trygt, mens frygten for, at lægen om lidt vil fortælle dem, at han fejler noget alvorligt, præger forældrene.

– Vi har fundet tre brud på Hjaltes ribben, og den eneste plausible forklaring er overgreb, siger overlægen.

Chokeret sidder Camilla og Andreas og lytter til lægens ord. Men hvad han siger efter det, har de svært ved at huske. Ordene føles som en knytnæve, der rammer dem midt i maven, og da de fortæller, at Hjalte skal tvangsanbringes om 20 minutter, er det, som om verden falder sammen omkring dem.

Kunne intet gøre

Selv om Camilla prøver med alle argumenter, for at de ikke skal tage hendes søn fra hende, hører de ikke efter, og en blanding af magtesløshed og vrede skyller ind over hende.

– Jeg prøvede at forklare dem, at de ikke kunne fjerne en tryg 2 måneder gammel baby fra hans mor. At det ville kunne skade ham, og at de kunne overvåge os 24-7, bare de ikke skilte os ad. Men de ville ikke høre på mig, og jeg forstod meget hurtigt, at uanset hvad jeg sagde, så kunne vi ikke bremse dem i at tage Hjalte fra os, fortæller 26-årige Camilla Røn fra rækkehuset i Odense, hvor farverigt legetøj, barnevogn og en stationcar får det til at ligne enhver anden børnefamilie.

Og det var netop, hvad de troede, de var. En helt almindelig familie med 3-årige Villads og den 2 måneder gamle Hjalte, som Camilla var på barsel med i begyndelsen af 2018. Andreas læste datalogi på universitetet, og der var ikke lang tid til, at Camilla skulle tilbage på medicinstudiet efter endt barsel, da de en dag opdagede, at Hjalte var begyndt at få blå mærker på ballen og på den ene arm.

– Jeg har selv en autoimmun sygdom, hvor jeg kan få nogle attacks med kvalme, og så får jeg altid blå mærker, så jeg tænkte, at det måske kunne være det samme, fortæller Camilla, der gik til lægen med Hjalte. På grund af Camillas sygdom valgte lægen at henvise dem til Odense Universitetshospital.

De blå mærker

Men hvad der skulle have været en følelse af at være i trygge hænder, føltes som det modsatte.

– Da jeg viste billederne af de blå mærker, spurgte sygeplejersken, om jeg kunne forklare dem. Allerede på det tidspunkt følte jeg mig mistænkeliggjort, for jeg var jo ikke kommet, hvis jeg vidste, hvorfor han havde fået dem, siger Camilla.

Hjalte fik taget blodprøver, men ud over at han havde et svækket immunforsvar, var der ikke alvorlige tegn. Lægerne valgte i stedet at skifte spor. De besluttede at iværksætte en overgrebspakke, der skulle undersøge, om Hjalte var udsat for vold i hjemmet.

– Egentlig tog jeg det meget roligt. Jeg vidste jo, at vi ikke havde skadet Hjalte, så havde de mistanke om vold, skulle det selvfølgelig undersøges.

Camilla blev indlagt med sin lille dreng, hvor de blev overvåget.

– Vi havde haft en episode nogle dage før, hvor Villads var væltet ned over Hjalte, mens jeg ammede ham. Det fortalte jeg på hospitalet, men det var, som om de ikke hørte, hvad jeg sagde, fortæller Camilla, der efter tre dage fik lov til at tage hjem med Hjalte.

Selv om Camilla og Andreas vidste, at de ikke havde skadet deres søn, gik de konstant med en indre uro. Fejlede deres lille dreng noget alvorligt?

Hjalte fik efter 14 dage taget røntgenbilleder af alle knogler endnu en gang, og dagen efter fik de en opringning om, at de skulle komme hurtigst muligt.

Mistænkt for at slå

– Da han sagde det, blev jeg virkelig bange. Hvad havde de fundet? Var Hjalte syg? Han virkede jo som en sund og rask dreng, som for det meste var glad, fortæller Camilla, der sammen med Andreas den dag satte sig ind i det lille mødelokale på hospitalet med frygten for, at ordet leukæmi ville blive nævnt.

Men da de fik at vide, at de var mistænkt for at slå deres eget barn, faldt deres verden i grus. Hjalte skulle som minimum anbringes fire måneder hos en fremmed plejemor.

Camilla sad som forstenet, mens minutterne gik, og da en dame viste sig i døren, vidste hun, at hun var tvunget til at sige farvel til sin søn.

– Jeg kunne se folk gå forbi udenfor. De så ud, som om de ikke havde en bekymring, og her sad jeg med min sovende søn i favnen, der snart ville blive taget fra mig, fortæller Camilla, der efter en halv time lagde sin lille dreng i en fremmed dames favn.

Camilla nåede at fortælle, at Hjalte elskede sangen ”Jeg ved en lærkerede”, at han ikke brugte sut, men at han sov med sin bamse.

– Pas godt på vores barn, sagde de, før de forlod hospitalet og kørte hjem med en tom ladcykel.

Overvåget konstant

Med udsigten til at Hjalte skulle undvære sine forældre, pressede familien på hos kommunen. De fandt selv en institution med en ledig plads, hvor Camilla kunne blive overvåget sammen med Hjalte, og til sidst gav kommunen efter.

26 timer senere befandt Camilla sig på Sjælland sammen med Hjalte og resten af den lille familie, der nu blev overvåget døgnet rundt.

– Selv om jeg ikke fik Hjalte hjem, så var jeg så lykkelig. Nu kunne vi i det mindste se ham hver dag, og på det tidspunkt var det det eneste, der betød noget.

Camilla og Andreas var genforenet med deres søn, men den barske virkelighed gik hurtigt op for dem.

Når Camilla skulle amme og pusle Hjalte, hvilede en pædagogs øjne på hende, og når han var klar til at sove, blev han kørt ned på et værelse, som Camilla ikke måtte se.

– Jeg følte, at jeg var til eksamen hele tiden. Hvis han nu græd, når han blev lagt op til mig, ville de så tro, at han var utryg. At anklagerne mod os var rigtige? Jeg havde egentlig aldrig tvivlet på, om jeg var en god mor, men det begyndte jeg på. Måske havde de ret, fortæller Camilla opgivende.

Langsomt vendte det

Kampen med Odense Kommune fortsatte, og følelsen af håbløshed begyndte at sætte ind. Samtidig begyndte blå mærker igen at komme til syne på Hjaltes krop, og eftersom familien konstant var overvåget, håbede de, at det ville dokumentere, at kommunen havde taget fejl.

– Men kommunen afviste, at vi kunne få Hjalte yderligere undersøgt på sygehuset, og selv om bløderforeningen gik ind i dialogen, holdt kommunen fast i, at eneste forklaring var vold.

Men som tiden gik, begyndte udtalelser fra sundhedsplejerske, storebrors daginstitution og politiets afhøringer at tale til forældrenes fordel.

Overlægen ville ifølge en afhøringsrapport fra Fyns Politi ikke afvise, at de trykkede ribben kunne skyldes det fald, som storebror Villads havde haft ned over Hjalte.

”Hvis Villads for eksempel tager fra og sætter af igen med håndroden, kan det svare til bruddenes størrelse,” står der i afhøringsrapporten, og en forældrekompetenceundersøgelse konkluderede, at Camilla og Andreas ”udviser meget tilfredsstillende ressourcer i deres forældreskab.”

I slutningen af april opgav Fyns Politi sigtelsen, men først den 6. juli, cirka tre en halv måned efter at Camilla og Andreas måtte forlade hospitalet med en anklage om vold, fik de lov til at komme hjem med Hjalte.

Alle anklager er frafaldet

I rækkehuset i Odense sidder den nu 9 måneder gamle Hjalte med et stort smil på sine læber på skødet af Camilla, mens hun har sat ord på de mange tanker og følelser, som fyldte hende de måneder, hvor de var anklaget for misrøgt.

I dag er alle anklager frafaldet. Hjalte har ikke efterfølgende fået mærker, men det trygge familieliv, som de havde før, er ikke vendt tilbage.

– Den ene dag må vi ikke være alene med vores søn. Vi måtte ikke engang gå en tur med ham i barnevognen eller sove med ham. Den næste dag er alt godt igen, og vi kan tage ham hjem. Det er så stor en følelsesmæssig rutsjetur, at man ikke bare kan lægge det bag sig, siger Camilla, der sagtens kan forstå, at man som udgangspunkt skal tage et barn med uforklarlige mærker seriøst. Men man skal undersøge familien ordentligt, før man fjerner et barn, og blandt andet snakke med de fagpersoner, som kender familien, mener hun.