Camillas 2-årige søn blev kvalt i en vindrue: Jeg mangler en del af mig selv

– Er han død?

Camillas krop ryster ukontrolleret, da hun bliver mødt af synet af en ambulance og en helikopter foran tankstationen i Højby.

Turen fra hendes mors hus i Vig er foregået i en blanding af håb og frustration, for hvad der ville møde hende, når hun drejede ind på parkeringspladsen, vidste hun ikke.

Da hun smækker bildøren, bliver hun mødt af sin kæreste, Mac, der med tårer i øjnene ikke kan give hende noget svar. Det eneste, hun ved, er, at hendes søn har fået noget galt i halsen.

Ordene er forstummet, og da hun kigger hen mod den holdende ambulance, er hun ikke sikker på, at hun vil se synet.

– Er du Damians mor? spørger en ambulance-redder.

Camilla når ikke at svare. For da hun ser en redder, der lægger sine hænder på Damians brystkasse, har hun lyst til at skrige. Men hendes krop føles lammet, og i stedet falder hun omkuld på asfalten, mens tårerne ukontrolleret strømmer ned ad hendes kinder.     

– Jeg blev sat på græsset, og da en politimand og en ambulanceredder kom hen til mig og sagde, at de havde fået hans hjerte i gang igen, fik jeg ikke engang et håb. Jeg vidste allerede der, at vi aldrig ville få den Damian tilbage, som vi kendte, fortæller 28-årige Camilla Muus Andersen.

Læs også: Nadia kæmpede for sin søn til det sidste: Vilas lever videre i mig

Ren lykke

I haven hos sin mor sidder Camilla og gennemlever den dag, der for altid vil stå prentet i hendes erindring. Når hun kigger sig omkring i haven, kan hun stadig se Damians glade smil, når han med sit nysgerrige sind gik på eventyr i buske og bede.

– Jeg ser ham overalt. Når jeg er ude og købe ind, og når jeg vågner om morgenen. Nu er der en masse tid, og al den fritid minder os om, at han ikke er her mere.

Damian var kulminationen på den kærlighed, Mac og Camilla havde sammen. Det forelskede par, der altid fjollede og grinte sammen, fik kun yderligere glæde, da Damian kom til verden.

– Jeg har altid følt mig meget heldig, og jeg følte virkelig, at vi havde det så godt, at jeg ikke kunne forlange mere. Vores liv og muligheder var helt åbne, og vi var jo godt i gang med at planlægge fremtiden, fortæller Camilla, der en lørdag i marts havde sovet hos sin mor. Hun vågnede, da hendes messenger lyste op med et videoopkald, og på skærmen tonede hendes smilende søn og kæreste frem. Han lyste af glæde, fordi han senere på dagen skulle over til sin farfar og hygge.

– Jeg elsker dig, sagde Camilla og sendte et luftkys mod skærmen, da samtalen var ved at slutte.

– Jeg elsker dig, sagde Damian tilbage.

Lille fatal vindrue

Mens dagens gøremål blev ordnet, var Camilla uvidende om, at hendes værste mareridt udspillede sig et stykke derfra, og da Macs navn viste sig på telefonens display, regnede hun med, at det var en af de mange hverdagssamtaler.

– Damian har fået noget galt i halsen, fik han fremstammet, og øjeblikkeligt kunne Camilla mærke, at det var alvorligt.

Damians farfar havde lavet et frugtfad til sit barnebarn, som de hyggede sig med. Men vindruerne havde været så små, at han ikke havde skåret dem over. Det blev fatalt, da Damian puttede en i munden, og selv om hans farfar gjorde alt, hvad han kunne for at skaffe hjælp så hurtigt som muligt, så havde Damian været uden ilt i 45 minutter, før redderne fik hans hjerte i gang igen.  

Damian blev fløjet til Rigshospitalet, og da Camilla og Mac kørte mod hovedstaden, så vidste Camilla inderst inde, at hun aldrig igen ville se det glade smil på sin søns ansigt.     

Se også: 6-årige Victoria har levet i isolation hele sit liv: Afskåret fra omverdenen

Svært hjerneskadet     

I ambulancen havde de fået Damians hjerte til at slå igen, men den manglende ilt havde skadet hans hjerne i en sådan grad, at han var så svært hjerneskadet, at der ikke var hjerneaktivitet. Parret blev spurgt, om de ønskede, at Damian skulle være organdonor, hvilket de sagde ja til. Men det viste sig, at Damian ikke opfyldte alle kriterierne, og tre dage senere fik de stillet det spørgsmål, som de vidste, at de ville få.

– Da de sagde, at tiden var inde til at slukke for respiratoren, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg vidste godt, at det ikke gav mening at holde ham kunstigt i live. Men at sige endeligt farvel til min dreng kunne jeg ikke. Jeg vidste, at han ikke registrerede noget. Havde der været den mindste tvivl, var jeg blevet, fortæller Camilla, der har sorte huller fra den dag, hvor Damians respirator blev slukket. Hvad hun sagde eller gjorde, har hun blokeret.  

Den dag tog Mac og Camilla ikke hjem til deres lejlighed i Korsør. Synet af legetøjet og hans seng, der duftede af ham, kunne de ikke rumme. I stedet overnattede de hos familie de efterfølgende dage, mens de planlagde den sidste afsked med deres søn.

– Damian var helt vild med klistermærker, og jeg havde købt en masse ark til ham, som han havde sat op overalt på sit værelse. Så da vi fik kisten, tog vi de ark, der var tilbage, og satte mærkaterne på kisten. Det er jeg sikker på, at han ville have elsket, siger Camilla, der sammen med familien holdt bisættelsen i deres lejlighed.

Læs også: Pernille mistede sin bror i en bilulykke: Sorgen bragte os tættere sammen

Svært at takle sorg

Mac og Camilla har accepteret, at de aldrig slipper af med sorgen, eller at den bliver lettere med tiden, men de kan allerede nu mærke, at de er blevet bedre til at bære den. 

Det er fem måneder siden, at de så Damians ubekymrede smil, og selv om sorgen nogle dage er så voldsom, at Camilla ikke kan stå oprejst, omfavner hun den. 

– Min sorg er et produkt af den kærlighed, jeg havde til min søn. Vi savner ham så ubeskriveligt meget, men vi ville aldrig havde gjort noget om i den tid, vi havde ham. Det handler ikke om, hvor længe man har levet, men hvordan man har levet i den tid, man er her. Damian var jo den skønneste dreng, og jeg ved, at vi var gode forældre for ham, og han havde de bedste betingelser, fortæller Camilla, der trøster sig med, at hendes søn ikke led. At det kun er hans familie, der lider nu. Det er Camilla og Mac, der sidder og ser på billeder og videoer af Damian. Mindes, griner og græder af alle de gode stunder, og de ved, at deres søn ville ønske for dem, at de var glade og stadig fjollede og grinede med hinanden.

– Når Mac og jeg krammede, kom Damian altid hen og ville være med, og når jeg tænker tilbage på det i dag, er jeg glad for, at han nåede at se så meget kærlighed.  Jeg håber, alle forældre giver sig tid til at kramme og kysse deres børn hver dag.  Alle håber selvfølgelig, at de har deres børn, til de dør, men det er ikke en selvfølge. Derfor skal man sætte pris på hver dag, man har sammen. Det gjorde vi, og derfor fortryder vi heller ikke noget.