Camillas svære hemmelighed: Min mor var alkoholiker

Set udefra manglede der ikke noget i Camillas barndomshjem, for ingen sagde højt, at hendes mor drak. For Camilla skabte det en usikkerhed og utryghed, som hun tog med sig ind i voksenlivet.

Camilla havde brugt flere dage på at tage sig sammen. Tage sig sammen til at fortælle sin kæreste gennem halvandet år sandheden om hendes barndom. Nu sad de over for hinanden, og Camilla tog en dyb indånding, før hun sagde ordene: ”Min mor er alkoholiker”.

– Jeg turde ikke fortælle Anders om min mor. Jeg var bange for, at han ville vende mig og min familie ryggen, og jeg frygtede, at han ville synes, at min mor var forfærdelig. Selv om hun drak, elskede jeg hende jo stadig, siger 44-årige Camilla Schou Andersen.

Læs også: Flasken kom før børnene

5.000 skridt foran alle

Camillas frygt havde været ubegrundet, for Anders vendte ingen ryggen. For Camilla var det en kæmpe lettelse endelig at sætte ord på barndommens svigt.

– Når man vokser op med en alkoholiker, lærer man at tage ansvar for alle andre end sig selv. Man bliver en pleaser, der ser alle andres behov og glemmer sin egne. Man er altid i kontrol og 5.000 skridt foran alle andre, fordi man aldrig ved, hvad der venter, fortæller Camilla.

Hun var 24 år, da hun tog snakken med Anders, som i dag er hendes mand. Sammen bor de i Rødovre med deres tre sønner.

Beskytter familien

I Danmark er der cirka en halv million voksne børn af alkoholikere, og Camilla er en af dem.

– Det giver stress, angst og depression at vokse op i en familie med alkoholmisbrug, og mange taler som voksne stadig ikke om det, fordi de tænker, at så er man illoyal over for sin familie. Det gælder om at beskytte familien, så ingen ved, hvad der sker i hjemmet, siger hun.

Læs også: Brev til Mimi: Min datter giver mig skylden for sit misbrug

Velstillet familie

I hendes barndomshjem i Herlev manglede der ingenting. Forældrene havde så gode job, at der var swimmingpool i haven, stor bil i garagen og mange rejser.

– Min mor var omsorgsfuld og kærlig, og der var masser af kærlighed i hjemmet. Hun arbejdede hjemme og var der, når min lillebror og jeg kom fra skole. Mine forældre var gode til at tage sig af dem, der havde det svært, men de havde det ikke så godt sammen, og der var mange skænderier i vores hjem.

To livskriser

Da Camilla var 11 år, ramte hendes mor ind i to livskriser. Først mistede hun sit enkeltmandsfirma, og kort efter døde hendes far.

– Min mor var god til at tage sig af alle andre, men ikke af sig selv. Hun fik et kæmpe knæk og søgte trøst i flasken. Hun blev utilregnelig og ubehagelig, når hun havde drukket, og jeg forsøgte at tilpasse mig og gemte mine egne udfordringer væk. Hun kunne finde på at sige, at det var min skyld, at hun drak, fortæller Camilla.

Læs også: Louise voksede op med en mor, der var alkoholiker

Satte stolen for døren

Hun husker stadig lyden af køkkenskuffen, der langsomt blev åbnet, og moderen, der rodede rundt i den for at finde oplukkeren. Derpå fulgte lyden af en øl, der blev knappet op. Camilla holdt op med at tage venner med hjem og prøvede at stille sig mellem moderen og sin fire år yngre lillebror, så moderens lunefuldhed ikke gik ud over ham.

– Mine forældre skændtes meget, og min far prøvede flere gange at sætte hende stolen for døren, men det ændrede ikke noget. Alkoholikere er utrolig gode til at manipulere med deres omgivelser og underdrive, hvor meget de drikker, siger Camilla.

Holdt facaden

Selv blev hun god til at holde facaden og havde altid en forklaring parat, hvis nogen undrede sig over moderens opførsel. Sådan fortsatte det, indtil hun fik en depression i begyndelsen af 20'erne. Udefra set kørte hendes liv ellers på skinner. Hun gik på universitetet, var nyforelsket i Anders og havde gode venner, men inde i hende var der kaos.

– Jeg var en skygge af mig selv og kunne ikke forstå det, for nu skulle jeg jo til at have det godt. En veninde gennemskuede mig og fik mig til at søge hjælp, fortæller Camilla.

Læs også: Cecilie fik sin mor igen

Øjenåbner

Hun kom i gruppeterapi med andre unge, der også var vokset op i alkoholiserede familier, og det var en stor øjenåbner.

– Jeg havde i så mange år følt mig alene og forkert, og her var der nogle, der havde de samme følelser og oplevelser, selv om de så tjekkede ud, siger Camilla.

Hun har gennem flere terapiforløb bearbejdet sin barndom og ikke mindst den vrede, der dukkede op, fordi hun endelig kunne mærke sig selv efter at have lagt låg på sine følelser i mange år.

– Jeg lærte at sige fra over for min mor. Jeg blev bevidst om, at jeg ikke kunne hjælpe hende, når hun ikke ville ud af sit misbrug, fortæller Camilla.

Accepterede hjælp

For 15 år siden gjorde hun sammen med sin lillebror Lasse og Anders et sidste forsøg. Sammen med en professionel misbrugskonsulent gennemførte de en intervention, hvor de pårørende sammen med en professionel fortæller, hvad misbrugerens adfærd gør ved dem.

– Jeg har aldrig været så bange i mit liv som før interventionen, for jeg følte, at vi stak min mor i ryggen, men det endte med, at hun accepterede at gå i døgnbehandling. Jeg hjalp hende med at pakke, og hun brød helt sammen. Det var, som om hendes skjold faldt, og hun forstod, hvad hun havde gjort, og skammede sig. Jeg kunne pludselig se min mor inde bag det alkoholmonster, der havde overtaget hende, og det hjalp mig, forklarer hun.

Læs også: Min dejlige mor drak sig ihjel

Stor sorg

Camillas mor blev ædru, men døde af nyrekræft, to måneder efter at hun var kommet hjem fra behandlingscentret, i en alder af blot 57 år. 

– Vi havde lige fået hende tilbage og var begyndt at sætte ord på alt det, vi havde været igennem, og så døde hun. Det var virkelig en stor sorg, men jeg er taknemmelig for, at jeg nåede at få hende tilbage. Jeg så også, hvordan min far trådte i karakter under min mors sygdom, og det var med til at forbedre mit forhold til ham.

Livsopgave

I dag har Camilla lagt barndommen bag sig, og alligevel ikke, for hun har som selvstændig mentor og foredragsholder gjort det til sin livsopgave at hjælpe andre voksne børn af alkoholikere.

– Jeg bliver berørt, når jeg møder mennesker på 60 år, der stadig lider under deres opvækst, fordi de aldrig har fået hjælp, og jeg håber, at jeg og mit liv kan skabe inspiration og håb for andre.

Læs også: Et liv med misbrug: Jeg blev født fuld