Carolina kom ud af misbruget

Carolina voksede op i en kærlig familie. Hun var en frisk pige, som elskede dyr og natur. En pige, som var glad for livet og havde et tæt forhold til sin mor, far, bror og mormor.

Men da Carolina var 12 år, begyndte hun at skære i sig selv. Ved at påføre sig smerte med et knivblad tog hun fokus væk fra den indre smerte, som ellers var der hele tiden.

Ingen vidste, hvilket helvede hun gik igennem. En voksen mand i familiens omgangskreds forgreb sig seksuelt på hende. Han truede med at dræbe hendes familie, hvis hun afslørede det.

– Han gav mig sprut, så jeg blev sløv, og derefter kastede han sig over mig. Nogle gange huskede jeg ikke noget bagefter, fortæller den nu 28-årige Carolina Lundberg, som kommer fra Älvsbyn i det nordlige Sverige.

Sendt på behandlingshjem

Da hendes skæresår blev opdaget, var der ingen i familien, som kunne forstå, hvorfor den tidligere så livsglade Carolina var begyndt at skade sig selv. De så ingen anden udvej end at sende hende på et behandlingshjem.

– På behandlingshjemmet gik jeg til psykologsamtaler, men jeg kom også i kontakt med andre unge, som tog hash, og det ville jeg også prøve. Jeg opdagede, at det lindrede min angst. Jeg fik det bedre, når jeg røg.

Det var på behandlingshjemmet, at hun endelig afslørede sin hemmelighed, og manden, som udnyttede hende, fik en dom for sin forbrydelse. Det fik Carolina det dog ikke bedre af, og hun begyndte at tage hårdere og hårdere stoffer.

Var dybt afhængig

– I 18-årsalderen flyttede jeg i min egen lejlighed, og da gik det helt galt. Jeg havnede i kredse, hvor man indsprøjtede sig med amfetamin, og inden længe blev jeg dybt afhængig.

I begyndelsen fik stofferne Carolina til at føle sig godt tilpas, men det ændrede sig hurtigt. Især efter at hun begyndte at gå efter de billige stoffer, som var endnu farligere.

– Jeg hallucinerede og blev paranoid. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg tog en overdosis. Når det var værst, blev mine tårer sorte, og hele kroppen krampede sammen i frygtelige smerter. Én gang kunne jeg ikke gå. Jeg var helt lammet og var overbevist om, at jeg var ved at dø. Det var skræmmende, men ikke nok til, at jeg stoppede med stofferne.

Når Carolina i dag ser tilbage på sine år som misbruger, er hun både taknemmelig og forundret over, at hun stadig er i live. I narkomiljøet er piger nemlig særligt udsatte.

Tæt på at dø

– Jeg er blevet voldtaget og har været tæt på at dø flere gange, siger Carolina og viser en finger, som mangler følelse og har et ar, efter at fingerspidsen er blevet afskåret med en kniv. Det var en af hendes mandlige venner, som gjorde det, da han besøgte hende i påvirket tilstand og gik amok i en voldsrus.

Flere i Carolinas omgangskreds er døde af en overdosis, og det var netop, da en af hendes nære venner mistede livet på grund af stoffer, at hun besluttede sig for, at hun selv måtte stoppe.

– Jeg gik til den ene begravelse efter den anden. Jeg kunne ikke udsætte min familie for, at de skulle deltage i min begravelse.

LÆS OGSÅ: Anne-Mettes hemmelige misbrug: Kostvejleder på kokain

Det var ingen dans på roser at vænne kroppen af med stoffer, og i den hårde kamp for at blive stoffri var det hundehvalpen Nicki, der blev hendes redning. Den kom fra svære kår, og da Carolina overtog den, var det et afgørende vendepunkt.

– Den havde brug for masser af støtte og kærlighed. Og jeg havde brug for den. Jeg følte, at jeg var nødt til at hjælpe den, og jeg var derfor tvunget til at holde mig fra stofferne.

Da Caroline senere blev gravid med sønnen Isaac, som i dag er fire år, var der endnu en anledning til at vælge stofferne fra. Hun ville aldrig kunne svigte sit barn.

Ser lyst på fremtiden

I dag lever Carolina et lykkeligt liv med sin søn og sine to hunde. Nicki lever desværre ikke mere, til gengæld har hun rottweileren Qiara og den amerikanske bulldog Milo, der ligesom deres forgænger bringer stor glæde i hendes tilværelse. Carolina læser nu til dyrlæge og ser lyst på fremtiden.

– Jeg fortæller min historie, så andre kan se, at der findes et liv efter stofferne. Det kan godt lade sig gøre at vende et destruktivt liv til et værdigt og godt liv, understreger Carolina og fortsætter:

– Det, som gør mig mest ked af det i dag, er, at jeg udsatte mine nærmeste for al den smerte og alle de bekymringer.

Carolina vil gerne understrege, hvor vigtigt det er, at de pårørende står ved misbrugerens side. Hendes egen familie blev rådet til at tage afstand fra hende, når hun tog stoffer.

Evigt taknemmelig

– De forsøgte. De lukkede døren i ansigtet på mig. Min mor og mormor har efterfølgende sagt, at det er noget, de fortryder. Det var smertefuldt for både dem og mig, og det gjorde mig endnu mere destruktiv, siger Carolina og fortæller, at familien i stedet besluttede at støtte hende gennem de hårde perioder.

– Jeg er evigt taknemmelig for, at mine nærmeste fortsatte med at kæmpe for mig. De, som siger, at man skal lade misbrugere nå bunden, inden det vender, tager fejl. Min bund havde ikke haft nogen vej tilbage.