Caroline mistede sin mor som 16-årig: Jeg følte mig så alene i Verden

Fortalt til journalist Karin Heurlin

Min mor var god til at få andre til at grine. Og hun var altid den, der grinede højest. Man kunne høre hende på lang afstand, og som teenager syntes jeg tit, det var pinligt. Men hun var virkelig sjov. Og hun var stærk, for hun var helt alene med min storesøster og mig i vores rækkehus i Esbjerg. Min far kendte jeg ikke. Men jeg kendte min mor ud og ind. Jeg vidste, hvordan hun hver dag stod op klokken halv seks om morgenen for at sidde for sig selv og drikke en kop kaffe i køkkenet. For som hun sagde: - Hvis man ikke kan nyde sit eget selskab, så kan man ikke nyde andres.

Bagefter cyklede hun på arbejde. Jeg kunne godt høre på mine venner fra byens noget større huse, at de ikke syntes, det var særligt fint, at hun arbejdede i delikatessen i et supermarked. Men jeg var stolt af min mor, for jeg vidste, at hun var virkelig god til det, hun lavede. Og jeg vidste, at hun var fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænkte om hende.

Inderst inde vidste hun godt, det var alvor

Hun knoklede. Vi troede alle sammen, at det var derfor, hun i 2013 fik så ondt i ryggen, at hun en gang imellem bad mig træde op på hende, mens hun lå på maven. Hun stod jo op hele dagen, så der var ikke noget at sige til, at hun fik smerter. Men inderst inde vidste hun nok godt, at det var langt mere alvorligt.

På det tidspunkt var jeg 15 år, og min 10 år ældre søster var for længst flyttet hjemmefra, så jeg var alene med min mor, da hun en dag fik det så dårligt, at jeg måtte ringe efter ambulancen. Godt nok prøvede hun at tale mig fra det. Hun blev nærmest vred. Men jeg tror, det var fordi hun var bange.

Læs også: Ti gode råd til børn i sorg

Tænk hvis min mor skulle dø

Jeg var også bange. Da vi gik og ventede på svar på undersøgelserne af min mor, mens hun var indlagt, forestillede jeg mig det værste. Tænk, hvis hun skulle dø.

Hun fortalte mig ikke selv om sin diagnose. Men da jeg en dag besøgte hende på hospitalet efter skole, lå der en brochure, hvor der stod ”Livet med lungekræft”. Jeg lagde mig op til hende i sengen, og jeg tror ikke, vi sagde ret meget. Vi har aldrig sat så mange ord på vores følelser og kærlighed. Det behøvede vi ikke. Efter en time var besøgstiden slut, og så tog jeg hjem.

Alene hjemme

Jeg var meget alene i den periode, for resten af familien boede på Sjælland og Fyn. Aftnerne var de værste, når jeg lå nede i stuen og forsøgte at se en film på min computer. En gang imellem føltes som det, som om væggene kom imod mig. Selvfølgelig kunne jeg ringe til mine veninder. Men de var kun 15 ligesom mig, og hvordan skulle de kunne forstå, hvordan jeg havde det?

Læs også: Amalie Wanting: Jeg mangler min storesøster hver dag

Fødselsdag uden mor

Min mor fik kemo, og det var tydeligt, at hun blev dårligere og dårligere. Da jeg afsluttede niende klasse, var hun for svag til at komme med til min demission, og da jeg fyldte 16 år i sommerferien, fejrede min familie mig i et sommerhus i Blåvand. Men min mor var ikke med. Den dag fik jeg at vide, at hun nu skulle på hospice. Jeg fik også at vide, at her ville hun få det bedre, og det troede jeg på, for jeg havde aldrig hørt om et hospice før. Men alligevel lagde jeg mig ind i en køjeseng og græd, for den eneste, jeg ville have til min fødselsdag, var min mor.

Besøgte mor på hospice efter gymnasiet

Jeg havde glædet mig til at starte i gymnasiet efter sommerferien, men det blev ikke, som jeg havde drømt om. Til festerne endte jeg med at sidde i et hjørne, og det frustrerede mig, for jeg ville jo bare være som de andre. Men mit liv lignede ikke de andres. Efter skole besøgte jeg tit min mor på hospice. Så fik vi kage, og min mor sad i en stol og strikkede, mens jeg ofte lå i hendes seng og tog en lur.

En dag stod hendes dør på klem, da jeg kom, og jeg kunne se, hvordan hun sad på sengen og så helt grå og sammenfalden ud. Men da hun fik øje på mig, rettede hun sig op og smilede. Hun strålede faktisk. Lige det øjeblik glemmer jeg aldrig.

Tænkte ikke på mors sygdom, når jeg arbejdede i Fakta

Min mor var stolt af mig, fordi jeg som den første i familien gik i gymnasiet, og jeg kunne fornemme, at hun fortalte om mig til sygeplejerskerne. Hun var også stolt af, at jeg havde fået mit første job i den lokale Fakta. Jeg var rigtig glad for det job, og jeg tog så mange timer, jeg kunne, for når jeg sad ved kassen, tænkte jeg ikke på min mors sygdom.

Men en fredag i september begyndte jeg pludselig at græde, mens jeg sad og bippede varer ind. Jeg var forvirret, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Egentligt skulle jeg til en 18-års fødselsdag, når jeg havde fri, men nu vidste jeg ikke, om det var en god ide. Jeg havde fået en kontaktperson fra kommunen, som jeg var utrolig glad for. Hende ringede jeg til, og hun anbefalede mig at tage op til min mor på hospice.

Talte ikke om døden

Det er jeg glad for. Min søster og min moster var der også, og den aften så vi ”Vild med Dans”. Min mor havde det meget dårligt. Det havde hun haft længe, men vi talte aldrig om døden, eller hvad der skulle ske med mig, når min mor ikke var der mere. Selv til det sidste, talte min mor om, at hun ville ud og rejse med min søster og mig, når det hele var overstået. Jeg tror ikke, hun ville se i øjnene, at hun skulle efterlade sine børn. At tænke tanken ville knuse hende for meget, og derfor talte jeg heller ikke med hende om det. Men på et tidspunkt havde jeg spurgt, hvad hendes yndlingsblomster var.

Min mor døde morgenen efter, vi havde set ”Vild med Dans”. Det var lørdag den 13. september. Solen skinnende helt vildt, og vi var samlet hele familien.

Røg ned i et sort hul

Om mandagen mødte jeg op i gymnasiet.

Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være i sorg. Men jeg røg langsomt ned i et sort hul.

Kommunen skaffede mig en etværelses lejlighed, og familien hjalp mig med at flytte ind. Men hver dag blev jeg på gymnasiet så længe som muligt, så jeg ikke skulle hjem i den tomme lejlighed. En eftermiddag lagde jeg mig ved siden af et vindue på skolen bare for at trække tiden. Det var så tungt i den lejlighed. Tit manglede der toiletpapir og mad i køleskabet, og der kom rykkere, fordi jeg ikke kunne finde ud af at betale regninger. Jeg kunne heller ikke lide at gå ud og købe ind, så jeg ringede ofte til min søster og tiggede hende om at gå med. Hun havde det også svært. Hendes voksenliv var jo lige begyndt, og nu skulle hun også tage sig af mig og min sorg.

Ville ikke være til besvær

Heldigvis havde jeg Katrine. Min kontaktperson. Hun var der for mig, talte med mig, og til gallafesten på gymnasiet gav hun mig en tur til frisøren. Jeg tror, jeg var noget særligt for hende, og hun sagde, at jeg altid kunne ringe. Men jeg vidste jo, at hun havde to små børn og en mand, så jeg ville ikke ringe om aftenen og være til besvær, når jeg havde det værst.

Fik hjælp

Jeg savnede min mor, og jeg følte mig alene i Verden. Derfor flyttede jeg efter 1. g over til min moster og hendes mand på Sjælland og startede på Gladsaxe Gymnasie. Katrine var så sød at køre mig hele vejen derover, så jeg ikke skulle tage toget. Det var svært at sige farvel. Og svært at starte på mit nye liv. Det var, som om det ikke var mit eget, og min sorg var så tung og kompliceret, at det også var hårdt for min moster. Heldigvis kontaktede hun ”Børn, Unge & Sorg,” hvor jeg kom i en terapigruppe, og det betød næsten alt for mig. Her fik jeg nogle veninder, der virkelig hørte mig og vidste, hvordan jeg havde det, og da jeg afsluttede min gruppe, vidste jeg, at jeg ville fortsætte som frivillig. Det har jeg nu været i tre år. Jeg er også blevet gruppesamtale-leder, og det har givet mig så meget mening og selvtillid.

Sådan går det Caroline i dag

I dag læser Caroline kommunikation og IT på Københavns Universitet. Hun bor med sin kæreste, og hun er taknemmelig for sit liv. Sorgen styrer ikke længere det hele. Men den er der stadig. Og det skal den være, som hun siger.

Børn, Unge & Sorg tilbyder gratis psykologisk behandling til børn og unge under 28 år. Du kan læse mere på www.sorgcenter.dk

Du kan også lytte til podcasten Fortællinger om sorg, hvor Caroline og andre unge fortæller deres personlige historier om sorg.