Catrines mareridt: De tog min datter

Catrine og hendes kæreste, Kevin, var lykkelige, da der var to streger på graviditetstesten, og da deres lille datter blev født for tidligt, vågede de over hende konstant. Men kort før de skulle hjem fra hospitalet, blev deres drøm om en kernefamilie slået itu.

– Der er blevet taget en beslutning.

Catrine og Kevin kigger på hinanden, mens hjertet under deres bluser hamrer af sted.

Hvorfor de overhovedet sidder til et møde, har de ingen anelse om, og alle deres tanker går til deres nyfødte datter, der i dette øjeblik ligger alene på neonatal-afdelingen.

Glæden sidder stadig i kroppen, efter de blev forældre, og Kevin har været i gang i flere dage for at gøre deres nye lejlighed klar til, Selina kan komme hjem. Puslebord, seng og tøj er parat, og drømmen om kernefamilien er så tæt på at blive realiseret.

En kort pause forlænger den utrygge stemning, indtil kvinden igen begynder at tale. Da hun igen åbner munden, bliver deres lykke til mareridt.

– De sagde, at vi selv kunne bestemme, om det skulle være en frivillig anbringelse, eller om hun skulle tvangsfjernes. Vi forstod ingenting af det. Indtil vi fik den besked, havde vi jo troet, at vi snart skulle hjem med vores lille datter, fortæller 25-årige Catrine Jacobsen fra Roskilde, der skruer tiden tilbage til, før sorg og frustration blev en fast del af deres dagligdag.

Læs også: Marias svære valg: Jeg bortadopterede mit tredje barn

Det skulle være anderledes

Kevin og Catrine havde kendt hinanden i 10 år, men de havde kun været sammen i halvanden måned, da graviditetstesten viste to streger.

Trods den store forandring var det kommende forældrepar lykkelige. Som maven voksede, begyndte Catrine og Kevin at købe ind til deres kommende datter. Alt skulle være klar, til den lille pige kom til verden, og de begyndte at visualisere, hvordan de som en familie ville sidde lykkelige omkring spisebordet med deres lille datter.

For Kevin var et årelangt hashmisbrug stoppet halvandet år tidligere. Da en søn fra et tidligere forhold kom til verden, blev han tvangsfjernet, men denne gang var Kevin fastbesluttet på, at det skulle være anderledes.

– Dengang følte jeg mig som en fiasko. Jeg følte ikke, at jeg kunne finde ud af at passe på mit eget barn, så det var vigtigt for mig, at jeg denne gang gjorde alt, hvad jeg kunne for at vise, at jeg havde forbedret mig, fortæller 25-årige Kevin Christensen. 

Det skønneste

Selina kom til verden fem uger for tidligt, og da hun blev lagt op på Catrines bryst, kunne hun for første gang mærke den moderkærlighed, som hun havde hørt så meget om.

Selina blev sammen med sine forældre indlagt på neo-natal-afdelingen, og som dagene gik, blev båndet til datteren stærkere og stærkere.

– Hun var jo bare noget af det skønneste, vi havde set, og vi glædede os sindssygt meget til, at vi skulle hjem med hende, fortæller Kevin, der efter en uge på neonatal-afdelingen blev indkaldt til det møde, der fik deres drøm til at briste.

Catrine hørte ikke, hvad der blev sagt. Hun hørte kun, at hun ikke skulle have sin datter med hjem.

– De mente, at vores datter ville tage skade af at være sammen med os. Vi var blevet rost af sygeplejerskerne for vores engagement, så vi havde ikke i vores vildeste fantasi troet, at de kunne finde på at tage hende fra os, fortæller Catrine, der efter mødet ikke kunne styre tårerne, der fik frit løb.

Se også: Kira Eggers blev tvangsfjernet som barn: Min mor var narkoman 

Følte mig amputeret

Den 14. december 2016 kørte Catrine og Kevin ud til den plejefamilie, som skulle have Selina.

Amningen var endelig uproblematisk, og da hun satte sig ved siden af plejemoren, ville hun amme hende en sidste gang.

Ved siden af sad hendes egen mor og trøstede hende. Catrine lagde Selina i favnen på den kvinde, hun ikke kendte, og da hun og Kevin lukkede døren til plejefamiliens hus, brød de begge sammen.

– Det var bare så tomt. Vi havde været sammen med hende i tre uger, og jeg havde båret hende i otte måneder, så jeg følte mig så amputeret. Som om at jeg manglede en del af mig selv, fortæller Catrine, der helst ikke forlod hjemmet.

Frygten for spørgsmålene og de fordømmende blikke fik hende til at lukke sig inde i sig selv.  

– Jeg kunne slet ikke snakke om det. Jeg var så tom indeni, og den kampgejst, som Kevin havde, kunne jeg slet ikke mærke, fortæller Catrine, der sammen med Kevin til sidst besluttede sig for at hyre en advokat med speciale i tvangsfjernelser.

Små chancer

Under graviditeten foretog kommunen psykologiske undersøgelser af både Catrine og Kevin. De viste, at begge forældre havde store indlæringsvanskeligheder og på sigt ikke ville kunne varetage den primære omsorg for et barn. Catrine blev derudover beskrevet som en person med store indlæringsvanskeligheder og tegn på en personlighedsforstyrrelse, mens Kevin havde vist tegn på skizofreni, depression, paranoia og angst. Men den vurdering var både Kevin og Catrine uenig i.

Chancerne for at få deres datter hjem igen var lille. Advokaten gav dem 30 procent chance, og de næste fem en halv måned prøvede Kevin og Catrine at holde fast i troen på, at deres lille datter kom hjem igen.

Undersøgelser og forskellige test blev foretaget, og den dag, afgørelsen skulle komme, vågnede de midt om natten med et bankende hjerte.

– Vi havde kigget på alle Selinas ting i så mange måneder, men den morgen kunne jeg ikke lade være med at tænke, om det var nu, at vi skulle pakke dem ned, fortæller Kevin, der med en dunkende puls kiggede på telefonen, der ville ringe klokken 12 med afgørelsen.

Læs også: Eva voksede op i plejefamilie: Jeg gemte min sorg væk

Jeg har fået dommen

Den velkendte ringetone fyldte rummet. Med svedige håndflader besvarede han telefonen, og da han hørte advokatens stemme i den anden ende, føltes det som om, at hjertet ville hoppe ud af kroppen.

– Det eneste, jeg kunne høre, var hans toneleje og mit eget hjerteslag. Og jeg kunne hurtigt høre, at hans stemme lød trist, fortæller Kevin.

– Jeg har fået dommen, sagde advokaten, mens Catrine og Kevin holdt vejret.

– Hun skal hjemgives.

Ustyrlig glæde

Catrine kunne ikke styre sine tårer, og Kevin lagde sig ned på gulvet med et smil og stirrede lettet op i loftet. Catrine lagde sig ned ved siden af ham, tog ham i hånden, og selv om der ikke blev sagt så meget, så vidste de begge, at den drøm, der var drevet længere og længere væk, igen var lyslevende.

Retten gav parret medhold, fordi tvangsanbringelsen blev besluttet ensidigt på baggrund af en ufærdig psykologundersøgelse, og derudover blev Neonatal-afdelingens positive observationer af Catrine og Kevin ikke inddraget.

Nogle dage senere sad Catrine og Kevin på familieinstitutionen, hvor overdragelsen af deres datter skulle finde sted.

Selina blev lagt i Catrines arme. Hun kiggede hende i øjnene, og smilet kunne hun ikke få væk fra sine læber.

– Det var en lige så stor glæde, som den dag hun kom til verden, og jeg kunne bare ikke lade være med at kysse og kramme hende, fortæller Catrine, der sammen med Kevin blev installeret på en familieinstitution i nogle uger, før de endelig kunne hjem.

Endnu et familiemedlem

I stuen i rækkehuset i Svogerslev, hvor den lille familie bor, tumler den nu 1½ år gamle Selina rundt.

Farverigt legetøj tårner sig op overalt, og smilet på den lille pige vidner om, at hendes forældres trygge favn passer hende godt.

– Der var jo sket en stor udvikling med hende på den tid, hun havde været væk fra os. Hun spiste pludselig grød og pludrede, og vi skulle jo lære både hende og hendes rutiner at kende, fortæller Kevin.

I dag er det et år siden, at Catrine og Kevin fik deres datter hjem. Familien er helt ude af kommunens søgelys, og selv om frygten altid vil sidde i dem, skal de nogle gange knibe sig selv i armen for at forstå, at deres kamp for deres datter lykkedes. 

Snart bliver familien udvidet med endnu et familiemedlem, da Catrine netop har fundet ud af, at hun er gravid igen. De håber, at de denne gang kan få lov til at tage deres baby med hjem.