Cechell voksede op som gadebarn: Jeg var aldrig ensom

Cechell kan ikke huske, at hun som barn fik børstet tænder eller kom i bad. Alligevel følte hun sig hjemme på gaderne i Manila. Modsat da hun som teenager kom til Norge, hvor hun nok havde alt, men alligevel var ensom og blev mobbet.

Når Cechell åbnede øjnene om morgenen, var det ofte med udsigt til skrald og en gennemtrængende lugt af urin. Ofte knurrede maven, og mens andre børn gjorde sig klar til at gå i skole, betød en ny dag for Cechell, at hun skulle ud og finde mad.

Cechell Altea Oftedals mor forlod hende, da hun var 6 måneder, og den lille pige blev tilbage i slummen i Manila i Filippinerne med sin far.

– Min far var stofmisbruger, så han kunne ikke tage sig af mig. Så længe jeg kan huske, har jeg taget vare på mig selv. Vi boede jo ikke i et rigtigt hjem, men i et betonrum uden vand, toilet eller vinduer. Vi sov på madrasser direkte på jorden, og der lugtede af skrald, afføring og urin, fortæller Cechell, der i dag er 29 år.

Den lille piges mor rejste til Hong Kong, hvor hun arbejdede som barnepige. Hver måned sendte hun penge hjem, men ofte gik de fleste til farens stofmisbrug. Derfor var Cechell ofte tvunget til at tigge på gaden.

– Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde børstede tænder eller gik i bad. Jeg troede jo, at det var normalt at leve på den måde. Jeg legede med de andre gadebørn, og vi var jo som en familie, husker hun.

Mormors kærlighed

Hendes far var ofte i fængsel, og når han var hos sin datter, var han fraværende. Alligevel var det ikke bekymringer, der tyngede den lille pige. Som barn på gaden fandt hun ofte på kreative løsninger på de udfordringer, hun stod over for.

– Jeg har altid været meget positiv, og det er jeg virkelig taknemlig for. Jeg var aldrig bange, og det er ret misforstået, at gadebørn er hjemløse. De har et hjem. Det, de savner, er en familie, siger Cechell, der som 8-årig en dag fik besøg i betonrummet af en ældre dame. Hun præsenterede sig som hendes mormor.

– Det var kærlighed ved første blik. Hun lignede en engel, og hun lyste hele betonrummet op. Jeg satte mig på hendes skød, hvor hun gav mig et kram. Det var det første kram, jeg nogensinde havde fået på det tidspunkt, fortæller Cechell.

Det viste sig, at hendes mormor havde ledt efter sit barnebarn i flere år, og efter at de havde fundet hinanden, flyttede Cechell hjem til hende, hvor hendes morfar og hendes mors bror også boede.

– Det var et pænt hjem, selv om de også var fattige. Vi sov på gulvet, og de havde ikke altid råd til mad. Måltiderne bestod ofte af ris, tomat og salt eller ris og kaffe blandet sammen. Jeg spiste det uden problemer. Det, der betød noget for mig, var, at jeg tilhørte en familie.

Den største kærestesorg

Cechell begyndte at gå i skole, og hun elskede det. Hun knoklede med lektierne, da det var vigtigt for hende at gøre sin mormor stolt, så hun kunne skabe en god tilværelse for sig selv.

Men pigen, der tidligere havde levet på gaden, havde ikke råd til de kridhvide skoleuniformer, som de andre elever gik i.

– Jeg kan huske, at min mormor på et tidspunkt købte nye sko til mig. Da jeg nogle år senere voksede ud af dem, sagde jeg ikke noget. Men da jeg en dag kom hjem fra skole med strømper, der var røde af blod, gik hun ud og lånte penge, så hun kunne købe et nyt par til mig.

Cechell roser sin mormor til skyerne og fortæller, at hun har ofret alt for hende. Når Cechell havde fødselsdag, fik hun en seddel med ord og gode råd i stedet for en gave.

– Hun er en fantastisk stærk og klog kvinde, som jeg har lært ufattelig meget af. Mange drømmer om at få et prestigefyldt job og status – jeg drømmer om at blive mormor, siger Cechell, der var 14 år, da hendes mor vendte tilbage fra Hong Kong.

Hun fortalte sin datter, at de skulle flytte til Norge, hvor de sammen ville få et bedre liv. Men det betød samtidig, at hun skulle forlade den person, der betød allermest for hende. Nemlig hendes mormor.

– Min mormor låste sig inde i et rum, hvor jeg hørte hende græde. Jeg sad udenfor og ventede i flere timer på, at hun skulle komme ud. Men det ville hun ikke, for hun mente, at det var for svært at sige farvel. Det var mit livs første og eneste kærestesorg. Intet kommer til at slå det.

Følte mig som vinder

Den dag, Cechell landede i Norge, begyndte et helt andet liv, end hun havde været vant til.

Det var en anden kultur og et sprog, hun ikke forstod, men selv om hun fik en masse privilegier, føltes den nye tilværelse langt hårdere end slummen i Manila.

– Følelsen af at have alt, men samtidig være ensom, den følelse havde jeg aldrig oplevet, før jeg kom til Norge. Det var meget hårdt, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg forstod ikke, hvorfor det var så vigtigt, hvilket tøj man havde på. Det vigtigste måtte vel være, om man var en god person, siger Cechell, der i flere år var udsat for mobning.

– Jeg spiste ofte min madpakke ude på toilettet, og det burde ingen 14-årige gøre. Alle unge har behov for at føle sig accepteret, siger Cechell, der samtidig fortæller, at hun altid har været en stærk pige, hvilket hun er overbevist om, at hun har efter sin mormor. Hun satte mål for sig selv og arbejdede hårdt for at nå dem.

– Mine klassekammerater kunne kritisere mit tøj og den måde, jeg talte på, men de kunne ikke tage mine gode værdier fra mig. Når dagen var omme, så jeg mig selv som en vinder, fortæller Cechell, der flyttede hjemmefra som 16-årig.

– Jeg var nok lidt vred på min mor. Jeg respekterede hende, for hun arbejdede jo, så vi alle kunne have det godt. Det ved jeg nu som voksen. Men jeg spørger tit mig selv om, om jeg havde gjort det samme som hende. Forladt mit barn som hun gjorde. Det tror jeg alligevel ikke.

Glædeligt gensyn

I dag elsker Cechell at bo i Norge og har en kæreste, der efterhånden har vænnet sig til, at hun googler alt, fordi hun altid har været vant til at klare sig selv.

– Jeg har altid været bange for at blive for forkælet. Nogle gange sover jeg stadig på gulvet, og nogle gange spiser jeg mad med hænderne, men min kæreste vil meget gerne hjælpe, og han er også en stor støtte, selv om jeg har en del med i bagagen, siger den unge kvinde, der først genså sin mormor efter fem år.

– Det var fantastisk, for jeg havde savnet hende så meget. Vi har altid haft et specielt bånd. Hver gang jeg skal hjem til Norge, græder vi. Men i december forrige år kom min mormor og morfar til Norge og fejrede jul med os. Det var den bedste jul nogensinde, siger Cechell.

Hendes mor har købt et hus til Cechells mormor, og hendes far har det i dag meget bedre og er blevet stoffri. Alligevel føler hun ikke, at han er hendes far.

– Han undskylder, hver gang jeg ser ham, men det behøver han ikke, for han har aldrig skadet mig. Jeg kender ham ikke, og jeg kan ikke kalde ham far, da jeg synes, at det føles kunstigt.

Da Cechell for fem år siden skulle til Filippinerne, sørgede hun for at samle en masse tøj sammen. Målet var at skaffe tøj til 50 børn, men via et Facebook-opslag fik hun nok til 1.000 børn. Derfor besluttede hun at stifte organisationen Heart4Kids, der løbende hjælper gadebørn. Hun har blandt andet skaffet penge nok til at åbne et dagcenter, der hver måned hjælper 400 børn. Ved siden af arbejdet med organisationen arbejder Cechell som butikschef i en tøjbutik og studerer markedsføring og ledelse.

– Jeg troede aldrig, at det skulle ende med det her, men man kan komme langt, hvis man drømmer og satser stort.