Cecilies sorg: Jeg kunne ikke redde mor

Der er fredfyldt på Vestre Kirkegård midt i København. Bilernes larm forsvinder, som den unge kvinde bevæger sig stedkendt rundt blandt de mange grave. Hun stopper ved en hjerteformede gravsten med inskriptionen: ”Vor elskede mor, datter, søster Mette Rigmor. Født den 22.9 1971 og død den 21. april 2020.” Den unge kvinde betragter tavst graven. Hun hedder Cecilie Kristensen, og Mette var hendes mor.

– Systemet svigtede min mor. Når hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling, blev hun udskrevet igen med det samme. En gang var hun der under 24 timer, siger Cecilie, der er 26 år og læser til finansøkonom.

Læs også: Annikas kæreste tog sit liv

Hun bor i en lille lejlighed i Sydhavnen i København, som hun deler med hundene Bibi og Liva. Dem har hun overtaget efter sin mor. Lejligheden var faktisk også hendes mors, men som Mette fik det værre, flyttede Cecilie i december i fjor hjem til sin mor, fordi hun ikke turde lade hende være alene.

– Min mor havde angst og turde til sidst ikke lufte sine hunde. Hun var også paranoid og troede, at alle var efter hende, fortæller Cecilie.

Levede for mig

Cecilies forældre blev skilt, da hun var tre måneder, og hun voksede op hos sin mor.

– Vi var tætte, min mor levede og åndede for mig. Til sidst så hun ikke andre mennesker end mig, men da jeg blev teenager og begyndte at løsrive mig, gik det galt. Vores symbiose blev brudt, og det gav hende et knæk. Ligesom hun fik et knæk, da min morfar døde, men hun viste ikke følelser, siger Cecilie.

Læs også: Min far tog sit liv

Altid på vagt

Hun mindes en barndom, hvor hun altid var på vagt, fordi moderens humør var ustabilt. Små ting kunne udløse store følelsesudbrud, og sådan fortsatte det ind i Cecilies voksenliv. I februar 2019 havde hun ikke haft tid til at besøge sin mor i to uger.

– Hun blev vred og følte sig svigtet, så hun smed alle mine personlige ting ud, husker Cecilie.

De sidste tre juleaftener, hun holdt med sin mor, endte med, at Mette blev så vred på sin datter, at hun smed hende ud.

– Jeg var altid bekymret for min mor, og jeg forsøgte at tilpasse mig, men det var svært, for der skulle ikke meget til, før hun følte, at jeg var imod hende eller svigtede hende. I vores familie var det tegn på svaghed, hvis man opsøgte professionel hjælp, og min mor ville ikke høre tale om, at hun fejlede noget.

Læs også: Min mor begik selvmord

Professionel hjælp

I august 2019 var Mettes tilstand så forværret, at hun endelig gik med til at få professionel hjælp. Hun havde sagt sit job som lægesekretær op, hun drak, sov ikke, var selvskadende og talte om selvmord. Cecilie var glad for, at hendes mor endelig ville have hjælp, men desværre oplevede hun, at det var svært at trænge igennem systemet.

– Der var lange ventetider, og der kom hele tiden nye læger, der ikke kendte hendes historie. Jeg kunne ikke få noget at vide, selv om det var mig, der stod med hende til dagligt. Det er virkelig hårdt at være sammen med en, der er så syg.

Først kort før sin død fik Mette en egentlig diagnose, der lød på svær borderline med personlighedsforstyrrelse, svær depression og panikangst.

Mors kaos fyldte alt

Cecilie stod på sidelinjen og prøvede at hjælpe. Hun droppede ud af sine studier, og hendes sociale liv blev sat på standby, fordi moderens kaos fyldte så meget. En gang ringede naboerne til politiet, fordi Mette var ved at smadre hele lejligheden, men hun nægtede at lade sig indlægge, da politiet kom.

– Jeg slappede aldrig af og var hele tiden i alarmberedskab, fordi jeg ikke vidste, hvad der ville ske. Vi havde gode dage sammen, når min mor havde det godt, men hun fik det desværre dårligere og dårligere, fortæller Cecilie.

Læs også: Bentes mand begik selvmord uden forklaring

Ringede til politiet

En dag var hun forsvundet, og Cecilie endte med at ringe til politiet, da hun var bekymret. Da Mette dukkede op, var hun døddrukken og aggressiv. Cecilie fik hende indlagt, men allerede næste morgen blev hun udskrevet.

– Jeg ringede til afdelingen og bad dem om ikke at udskive hende. Jeg kunne ikke klare mere og vidste, at hun ikke var parat til at blive udskrevet, men min mor var intelligent og havde selv arbejdet ved en læge, så hun vidste præcis, hvad hun skulle sige, for at blive udskrevet. Mig lyttede de ikke til, siger Cecilie.

Hun oplevede, at det eneste, det psykiatriske system kunne tilbyde hendes mor, var medicin, forkert medicin og mere medicin.

– Til sidst havde vi så meget medicin stående, men min mor ville ikke smide det ud, fordi det havde kostet penge, og det kunne være, hun fik brug for det senere, fortæller Cecilie.

Læs også: Min datter begik selvmord

Samlede piller

Mette havde planer med medicinen. Den 21. april var Cecilie taget til fødselsdag hos en veninde, selv om Mette var vred på hende. Hun forsøgte at give sin mor et knus, da hun gik, men Mette skubbede hende væk.

– Jeg havde en dårlig fornemmelse, da jeg gik, og jeg ville ønske, at hun ikke have været vred på mig, siger hun.

Cecilie var i sms-kontakt med sin mor flere gange i løbet af dagen og bad hende lade sig indlægge.

– Hun skrev, at jeg bare skulle blive og sove hos min veninde, men det var vigtigt, at jeg kom hjem og luftede hundene næste morgen, fordi hun ville tjekke ind på psykiatrisk afdeling. Jeg skrev tilbage, at jeg elskede hende og ville støtte hende, siger Cecilie.

Mette svarede tilbage, at hun selv ville tjekke ind på psykiatrisk afdeling, efterfulgt af to kysse-smileyer.

Læs også: Tog sit liv på selvmordsklinik: Simons rørende farvel

Psykisk forberedt

Næste morgen fandt Cecilie hende død i badekarret. Hun havde slugt 300-400 piller, mens hun lå i badekarret med meditationsmusik i ørene, omkring hende var der øl og cigaretter, og i favnen havde hun Cecilies bamse og et ravsmykke fra sin mormor. Som havde hun holdt en slags ceremoni.

– Min mor havde lovet, at hun ikke ville tage sit eget liv, men jeg havde frygtet, at det ville ske, så jeg var nok psykisk forberedt. Jeg tror, at hun bare tænkte på, at hun ville have fred og ikke på mig, siger Cecilie.

Hun sidder stille og aer sine hunde, før hun stille siger: – Jeg ville ønske, at hun havde sendt mig en besked om, at hun elskede mig.

Mette blev blot 48 år, og Cecilie ønsker ikke, at hendes død skal være forgæves. Derfor er hun gået ind i politik for at kæmpe for at forbedre forholdene i psykiatrien. Til næste år stiller hun op til kommunalvalget i København for Dansk Folkeparti.

– Jeg vil gerne gøre en forskel, fordi jeg selv har oplevet, hvordan jeg ikke kunne få den rette til hjælp til min mor, og det ønsker jeg ikke, at andre skal opleve, siger den unge politiker.

Læs også: Nu bor min datter i himlen