Cecilies sorg: Min lillebror begik selvmord

Cecilie troede, at de skulle holde sammen altid. Deres bånd var så stærkt. Men en tidlig morgen i september 2013 begik hendes lillebror, Christoffer, selvmord. I tiden efter har Cecilie måttet kæmpe for at finde fodfæste igen. Her fortæller hun, hvordan hun er kommet videre.

I en Vesterbro-lejlighed i København sidder 23-årige Cecilie Sommer med sit kæreste eje i hænderne. Mindebogen om hendes lillebror, Christoffer. Den er spækket med billeder og sirligt pyntet med små beskeder og kruseduller. På sidste side står der: ”Jeg elsker dig”. Bogen er hendes link til en lykkelig tid, som pludselig blev slukket og sluttede brat, da hun ventede det mindst. Det var jo meningen, at Christoffer altid skulle være der. Venner og kærester ved man aldrig, hvordan det ender med. Men Christoffer og Cecilie havde et søskendebånd, der virkede ubrydeligt. Det var meningen, at de skulle opleve at blive gamle sammen.

LÆS OGSÅ: Anita blev mobbet til selvmord

Et udfald af hændelser

Men i september 2013, en måned før sin 19-års fødselsdag, begik Christoffer Sommer selvmord en kold lørdag morgen efter en fest. Hvad der præcis skete, ved ingen helt, men selvmordet er formentlig et udfald af flere omstændigheder og hændelser, som Cecilie og resten af familien har prøvet at opklare. Som præsten sagde til bisættelsen: ”Det er som en flod med krokodiller, hvor en flok okser skal forcere vandet for at komme over til græsset på den anden side. 10.000 kommer over, men 3-4 stykker bliver taget af krokodillerne”.

LÆS OGSÅ: Heidis mand begik selvmord

Passede på ham

Dét billede synes Cecilie er godt, for hun er sikker på, at Christoffer ikke ville dø. Det var et uheld. Det var ikke ham, der fandt et tovværk i redskabsskuret ved huset i Værløse og gik hen på en bakke for at hænge sig i et træ. Hans krop gjorde det, men det var ikke Christoffer. Af alle de mennesker, hun kender i denne verden, følte hun sig sikker på, at han altid ville være der. Derfor har hun også gransket i bagklogskabens lys. Var der ting, hun ikke så?

LÆS OGSÅ: Fars selvmord reddede seks

Som de fleste pårørende har Cecilie også været ramt af skyldfølelse. Igen og igen har hun siddet i bilen og snakket med sig selv. Diskuteret og været vred. Hun var jo storesøsteren. Hun skulle passe på Christoffer. Sådan havde det altid været. Forældrene er skilt, og de voksede op hos deres mor. Gennem hele barndommen var de uadskillelige og fandt fælles fodslag i det meste, selv om de var dreng og pige og derfor ikke per definition skulle interessere sig for de samme ting. Men Cecilie spillede fodbold og rundbold og tumlede rundt med Christoffer og drengene. Til gengæld fik hun lov til at klæde Christoffer ud i ny og næ – og så gik tingene ligesom op i sidste ende. Cecilie som den snusfornuftige, generte og lidt usikre pige, og Christoffer som hendes følsomme, men også udadvendte, modstykke, der kunne sætte fut i løjerne: ”Kom nu, mand!”.

Privat

Cecilie Sommer. Foto: Steen Wrem

Kørte fuld hjem

Cecilie kunne sidde stille og lytte, mens Christoffer aldrig havde ro i kroppen. Der skulle ske noget. Fodbold, golf, skating, klatre i træer, kigge på biler. Bare et eller andet.

– Måske var han lidt adhd-agtigt i en mild form. Men han havde ikke nogen diagnose, fortæller Cecilie.

LÆS OGSÅ: 12-årige Robin begik selvmord

Kort før selvmordet var han begyndt som mekanikerlærling. Han havde købt en lille Ford Fiesta, som var spækket med udstyr, og han var pavestolt. Da han var yngre, sad han ofte og kiggede på biler på bilbasen.dk og drømte sig ind bag rattet på favoritmodellerne. Nu havde han pludselig sin egen bil. Han boede stadig hjemme hos mor og stedfar i huset i Værløse og lagde et mindre fast beløb hver måned som en slags husleje.

Festen sluttede

Tirsdag den 24. september gjorde hans kæreste gennem fem år det forbi. Det havde været et kompliceret forhold, som var skiftet mellem on and off. Dagen efter skrev han en sms til hende og spurgte, om det aldrig skulle være dem igen. ”Det ved man jo aldrig,” svarede hun efterfulgt af en smiley.

LÆS OGSÅ: Vågnede efter 12 år i koma og fortalte utrolig historie

Fredag den 27. september var Christoffer inviteret til en privatfest, men festen sluttede allerede ved 2-tiden, da værten for festen var blevet træt og havde sendt gæsterne hjem. Derefter traf Christoffer en ugennemtænkt beslutning. Han valgte at køre hjem, selv om han var beruset. Noget, han desværre havde gjort et par gange før.

Skulle prøve stoffer

Den store bule i fronten på Ford’en afslører, at han kørte galt på vejen. Ingen ved præcis, hvor det skete, men træsplinterne viser, at han sandsynligvis kørte ind i et træ. Han fik startet bilen igen, hvorefter han formentlig ikke har været sig selv. Måske har han været i chok. Måske har han været tynget af dårlig samvittighed. Herefter er det uklart, hvad der skete, men i løbet af de tidlige morgentimer har Christoffer været forbi redskabsskuret ved hjemmet i Værløse for at hente et tovværk, mens Cecilie og hendes mor og stedfar lå i huset og sov. Ved 7-tiden blev han fundet af en hundelufter. Cecilie anede det ikke, men 2-3 år tidligere var Christoffer begyndt at ryge hash. Det har hans venner fortalt. De var blevet præsenteret for det til skating. Senere hen blev de præsenteret for kokain. ”Det skal vi da prøve,” havde de sagt.

LÆS OGSÅ: Inger er et ægte mirakel

Deler sorgen

Sammen med vennerne udviklede Christoffer en slags ”weekend-” eller ”festmisbrug”, hvor nogle af pengene fra lærlingelønnen gik til hash, sprut og stoffer. På overfladen var han sig selv. Smilende og glad – og hele tiden gang i den. Men under overfladen ulmede eftervirkningerne fra stofferne. De sidste par weekender inden selvmordet havde Christoffer taget et stof, der hedder MDMA, også kendt som ecstacy. Han havde prøvet det tidligere, men denne gang var mængden større. Stoffet kan fremkalde en psykose, og i dag er Cecilie overbevist om, at det er dét, der er sket.

LÆS OGSÅ: Sascha blev lammet af mobning

Psykosen er kommet buldrende som et stort godstog bagfra, og i kombination med ulykken og den følelsesmæssige situation, Christoffer befandt sig i, gik klappen ned. Christoffer traf et valg, han ikke selv var herre over. Der var f.eks. ikke noget afskedbrev, hvilket underbygger, at det har været noget pludseligt, som han ikke har tænkt over gennem en længere periode. Efter tabet har Cecilie været gennem en følelsesmæssig rutschetur. Hun har spekuleret på, om det hele bare kunne være ligemeget. Om hun selv bare skulle gøre som Christoffer. Det var svært at forestille sig et liv uden ham.

Kommet videre

I de første par måneder foretog hun sig intet. Sad bare og stirrede ud i luften, mens tiden gik. Pludselig var hendes tilværelse rykket i tusind stykker, og hun skulle finde ud af en ny måde at få det hele til at hænge sammen og give mening. Heldigvis er hun i dag kommet videre. Hun har genoptaget studierne på Roskilde Universitet, som hun ellers har holdt en pause fra. Hun savner stadig Christoffer frygteligt, og når savnet bliver for stort, tager hun noget af hans tøj på. Så føler hun, at hun er tæt på ham. Hun har også overtaget hans lille Ford Fiesta. I begyndelsen var det mærkeligt, men i dag er det dét sted, hun føler sig tættest på ham. Dér sidder hun ofte og snakker med ham, og der er både plads til at grine sammen med ham og skælde ham ud.

– Det lyder måske mærkeligt, men jeg føler mig tættere på ham i bilen, end jeg gør ved gravstenen. Det er jo bare en sten, men bilen er Christoffers sted, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Hashen stjal min ungdom

Taknemmelig

Efter nogle måneder begyndte Cecilie også i en sorggruppe, hvor hun kunne dele sine tanker med andre unge, der stod i samme situation.

– Heldigvis har vi været rigtig gode til at snakke om det i min familie, og det har betydet rigtig meget, at vi ikke har pakket det ind. Men i sorggruppen så jeg også, at det ikke kun er mig eller os, der har det sådan. Jeg er ikke alene i hele verden med det her, siger hun.

LÆS OGSÅ: Mor døde af overdosis

I dag er hun nået så langt, at hun forsøger at vende tingene til noget positivt. Hun fortæller sig selv, at hun er taknemmelig for, at de havde hinanden i 18 år, og hun er taknemmelig for, at de havde det så godt sammen, og at de havde hinanden, da de var små.

– Jeg er sikker på, at Christoffer altid vil være her og altid vil følge mig. Ikke fysisk – men på en anden måde. I minderne og hukommelsen. Nogle gange smiler jeg, fordi jeg ved præcis, hvad han ville have sagt i en konkret situation, siger Cecilie.

Christoffer blev bisat den 8. oktober fra Værløse Kirke. Den 28. oktober, på hans fødselsdag, satte Cecilie og familien urnen i jorden på kirkegården ved Kirke Værløse Kirke.