Charlotte blev efterladt som spæd: Jeg var et uønsket barn

Charlotte fik en hård start på livet, da hun som spæd blev efterladt på en trappe til et børnehjem i Sydkorea. Hun har ingen minder fra sine første to år, men alligevel har hun ikke behov for at opsøge sine biologiske rødder.

Når Charlotte sidder og bladrer fotoalbummet igennem, er der ingen billeder af hende som helt lille. Der er hverken billeder fra hendes 1-års fødselsdag eller af hendes første skridt. I stedet er billederne erstattet af en tyk hvid mappe med alle papirerne og godkendelserne fra hendes adoption.

For 41 år siden kom Charlotte nemlig til Danmark som adoptivbarn fra Korea. Det eneste minde, Charlotte har fra sin opvækst i Sydkorea, er et sort-hvidt billede, hvor hun med udtryksløst ansigt stirrer lige ind i kameralinsen. Det er det første billede, der blev sendt hjem til hendes adoptivforældre i Jylland.

Charlotte blev som helt spæd efterladt på en trappe til det børnehjem, hvor hun tilbragte de første to år af sit liv. Her blev hun efterladt uden papirer eller andre oplysninger, der kunne give et fingerpeg af, hvem hendes forældre var. Det eneste, hun ved fra den periode, er, at hun fik navnet Eun-Joo Kim, og at hun angiveligt har fødselsdag den 8. februar.

Selv om datoen står i hendes pas, ved hun det ikke med sikkerhed, da hun kun har sparsomme oplysninger fra sin tid på børnehjem. Grunden til, at hun hvert år fejrer fødselsdag den 8. februar, sker takket være en læge, som ud fra Charlottes kropsbygning vurderede, hvornår Charlotte cirka var født.

Selv husker Charlotte intet fra den tid. Hun har ingen minder eller erindringer fra sine første to år i Korea. Alligevel er det ikke noget, der fylder for Charlotte.     

– Det gør mig ikke noget, at jeg ikke ved, hvordan jeg var som baby. Det er ikke noget, som fylder eller gør mig ked af det. Det er svært at savne noget, jeg ikke ved, hvad er, siger Charlotte Borg Ib fra spisebordet i Otterup, mens hun bladrer gennem den tykke adoptionsmappe, hvor de fleste af hendes adoptionspapirer har et kryds ud for ukendte oplysninger.

Læs også: Tv-værten Ulla Essendrops hårde start på livet: Jeg blev efterladt på en trappe som spæd

Mødet med Danmark

Charlotte holder op med at bladre, da hun kommer til plasticchartekket med flybilletter fra den dag, hvor hun første gang satte fødderne på dansk jord.

Datoen er den 23. februar 1977, og hendes forældre havde en returbillet fra Billund til Kastrup, men på tilbagevejen var der en ekstra passager – nemlig Charlotte.  I ankomsthallen stod et dansk ægtepar fra Ølgod og trippede spændt, da de endelig skulle møde det barn, som de brændende ønskede sig. De kunne ikke selv få børn, men glædede sig inderligt til at holde det barn i armene, som de længe havde ventet på.

Charlotte har fået fortalt, at hun som 2-årig steg af flyet med en repræsentant fra adoptionscentret. Om armen havde hun et lille plasticarmbånd, hvor navnet på de forældre, som hun skulle udleveres til, stod med blokbogstaver. Hun var iført et par stribede bukser og en hvid trøje med flæser forneden.

Charlotte så betuttet ud og kiggede forvirret rundt med sine brune øjne for at orientere sig om, hvor hun var kommet hen.

Første gang, hun åbnede munden og sagde noget, var, da de kom til huset i Ølgod og blev taget imod af familiens hund, hvor hun pegede på den og spontant udbrød ”ka”, der er det koreanske ord for hund.

Selv om Charlotte fik en hård start på livet og blev svigtet af sine biologiske forældre, har hun ikke svært ved at knytte sig til mennesker. Nærmere tværtimod. Hun knyttede sig lynhurtigt til sine adoptivforældre og var aldrig i tvivl om, at hun var elsket, selv om hendes adoptivmor ikke har født hende.

Jeg er dansker

Charlotte har aldrig haft behov for at besøge sin fødeby og finde sine biologiske rødder. Tanken har aldrig strejfet hende. Hun har det fint med, at hendes liv begyndte i Kastrup Lufthavn en forårsdag i 1977. Selv mener hun, at det hænger sammen med det had, hun har til sine biologiske forældre.

– Jeg har altid haft en form for had til mine biologiske forældre og kan ikke forstå, hvordan de bare kunne efterlade mig på en trappesten. Jeg vil gerne vide, hvorfor de efterlod mig. Om det var, fordi de ikke kunne lide mig, eller fordi de ikke havde råd til at have mig, siger Charlotte undrende.

Selv hælder hun mest til det første, nemlig at hun blev afleveret, fordi hun var uønsket. Det er et spørgsmål, der dukker op i ny og næ, men det er ikke noget, der fylder i hendes hverdag. Det er især, når folk spørger ind til hendes baggrund, og hvor hun kommer fra, at spørgsmålet om hvorfor er svært at skubbe i baggrunden.

Allerhelst vil hun undgå at snakke om, hvor hun kommer fra, da det er trættende at blive mindet om, at hun er anderledes.

Se også: Emilia bor på børnehjem: Savner mor

Offer for skældsord

Under sin opvækst spekulerede Charlotte ikke på, at hun så anderledes ud, selv om hun var den eneste asiat i folkeskolen. I familien har de altid snakket åbent om, at Charlotte var adopteret, så derfor har hun aldrig kigget sig i spejlet og undret sig over, at hun ikke lignede sine adoptivforældre.

– Jeg har altid følt mig hjemme i Danmark. Selv om jeg ikke er født i Danmark, ser jeg mig selv som dansker. Jeg tænker ikke over, at jeg ser anderledes ud. Danmark er mit hjem, og det er her, jeg føler mig tilpas, forklarer Charlotte med stor overbevisning.

Derfor gav det også et stik i hjertet, hvis hun blev behandlet anderledes på grund af sit udseende.

Der er særligt én episode, som stadig står klart for Charlotte, selv om det er længe siden. Hun var ude at fejre Blå mandag, hvor hun kom gående sammen med sine klassekammerater ad Esbjergs gågade. Ud af den blå luft vendte en voksen mand sig om og råbte ”riskoger” efter hende. Hun blev helt chokeret og mundlam, for det var første gang, hun oplevede, at folk var ubehagelige på grund af hendes udseende.

Følelsen af at være anderledes og ikke høre til blev siddende i kroppen i lang tid. I dag går der længere mellem skældsordene, men hun bliver stadig ked af det, hvis folk har forudfattede meninger om hende. Hun har for eksempel flere gange oplevet, at folk er begyndt at tale grønlandsk til hende, fordi de troede, at hun kom fra Grønland.

Læs også: Jeg har altid følt mig forkert

Føler sig heldig    

Charlotte er godt klar over, hvor vigtige de første år af et barns liv er, men alligevel er det svært for hende at sige, hvordan hendes første to år i Sydkorea har påvirket hendes liv. Nogle dage kan hun dog ikke lade være med at tænke på, hvordan hendes liv ville se ud, hvis ikke hun var blevet adopteret til Danmark. Var hun så havnet som fattigt gadebarn, eller var hun blevet adopteret til en anden familie? Hun ved ikke, hvordan hendes liv ville have udformet sig, men en ting er hun slet ikke i tvivl om.

– Jeg føler mig heldig og taknemmelig over, at jeg blev adopteret til Danmark af nogle søde forældre, som elsker mig. Det er rart at tænke på, at der var nogen som gad mig, når mine biologiske forældre gav afkald på mig, smiler Charlotte.