Charlottes far forsvandt: Nu vil jeg finde min søster

Charlotte husker ikke noget om sin far. Men hun har savnet ham hele sit liv. Hun var kun 1 år, da han i 1963 blev udvist af Danmark, og siden forsvandt han sporløst.

Faderens fravær efterlod et kæmpe tomrum i Charlotte, som voksede op hos sin mor i Hjortekær og Espergærde. Hun beskriver sin barndom som normal, men selv om rammerne var gode og trygge, så følte hun en enorm rodløshed. En rodløshed, der ikke blev mindre, efterhånden som årene gik.

Læs også: Jeg fandt min mor efter 28 år

– Da jeg var lille, var jeg sikker på, at jeg var adopteret. Jeg ligner slet ikke min mor – hverken fysisk eller psykisk. Hun er rødhåret, kridhvid og med fregner, mens jeg har mørk hud og kruset, sort hår. Vores syn på livet er også vidt forskelligt, og vi har altid gjort ting på hver vores måde. Der er absolut ingen fællesnævner. Så jeg har altid manglet en at spejle mig i og tænkt, at hvis jeg ikke ligner min mor, må jeg jo ligne min far, siger den nu 56-årige Charlotte Bayfield Evans fra Rungsted.

Hun har taget sin engelsk-jamaicanske fars efternavn, for selv om han ikke har været en del af hendes liv, er han stadig en stor del af hende.

Svær eftersøgning

– Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft behov for at finde min far. At finde mine rødder og min identitet. Indgangsvinklen til samtaler med mig har altid været: ”Hvor kommer du fra?” og ”Hvorfor ser du ud, som du gør?”. Det vidste jeg jo ikke meget om, og det gjorde mig ekstremt usikker på, hvem jeg egentlig var.

Da Charlotte blev 14 år, besluttede hun sig derfor for at opsøge sin far. Hun følte, at hun nu var gammel nok til at stå for eftersøgningen på egen hånd, og hun vidste, at det var vilkårene.

– Min mor havde lukket kapitlet, der hed ”min far”. De var separerede, da han blev udvist, og hun ønskede ikke at skabe kontakt til ham igen, forklarer Charlotte.

Eftersøgningen blev en lang og sej kamp. Hendes far forlod Danmark, før cpr-registeret blev indført, og internettet var et fænomen, der lå langt ude i fremtiden.

Tog til England

Charlotte vidste kun, at André Rudolph Bayfield Evans var blevet deporteret til sit engelske fødeland med besked om at holde sig væk fra Danmark i fem år.

Dels fordi han – ifølge anklagerne – havde været involveret i nogle værtshusspektakler. Og dels fordi han efter sigende ventede barn med to forskellige kvinder og var forlovet med den ene af kvinderne, selv om skilsmissen fra Charlottes mor endnu ikke var gået i orden.

Charlotte fandt et job som babysitter og sparede selv 100 kroner op, som hun betalte Frelsens Hærs eftersøgningskontor for at hjælpe hende med at opspore faderen. Desværre gav det ikke resultat, så hun måtte tænke i nye baner.

Læs også: Bortadopterede søskende fandt hinanden på Facebook

I løbet af de næste mange år tog hun til England ad flere omgange og opsøgte alle kontorer, som kunne tænkes at have oplysninger om hendes far. Et af stederne fandt hun ud af, at hendes farfar, Rudolph Bayfield Evans, stod registreret som død, men der var ingen information om faderen.

– Jeg var selvfølgelig glad for, at han ikke også stod listet som død, men det var en kæmpe mavepuster at opdage, at min farfar var gået bort. Blot to år forinden havde jeg været på sporet af ham. Jeg var 22 år og stod lige foran hans dør i England med min 1-årige datter, Michelle, i klapvogn. Men da var han lige flyttet fra huset. Jeg var så tæt på, at jeg næsten kunne smage det. Han kunne måske have ledt mig videre til min far, men jeg var ikke nået frem i tide. Jeg var grædefærdig.

Flyttede til Jamaica

Charlotte flyttede herefter til Jamaica i et forsøg på at opspore sin fars øvrige slægtninge. Familienavnet var velkendt på den caribiske ø, så hun fandt hurtigt frem til nogle af sine fætre.

Desværre havde de også mistet kontakten med hendes far.

– Det var fantastisk at møde min jamaicanske familie, for der var så mange ting ved dem, som jeg kunne genkende mig selv i. Måden de så ud på. Måden de var på. Endelig var der nogen at spejle sig i, og jeg kunne langsomt begynde at opbygge min identitet. Men de var stadig ikke min far.

På Jamaica blev Charlotte mor for anden gang – denne gang til sønnen Pascal. Men da han som 2-årig fik astma, flyttede hun tilbage til Danmark med sine børn og sin daværende mand på grund af de bedre hospitalsforhold herhjemme.

Hun fik en flot karriere som tøjdesigner, indretningsarkitekt og erhvervskonsulent, og imens fortsatte hun ihærdigt – men forgæves – eftersøgningen af sin far.

Gennembrud kom i år

– Det var utroligt frustrerende, at eftersøgningen ikke gav resultat. Jeg ville så gerne vise ham alt det, jeg har opnået i livet, og fortælle ham, at han nu også har børnebørn. Jeg har ikke på noget tidspunkt været bange for, hvad jeg ville blive mødt med, hvis jeg fandt frem til ham. Det har ikke fyldt noget i mine tanker. Jeg ville bare gerne se ham. Men han var umulig at finde.

Gennembruddet kom først den 19. april i år. Charlotte så morgen-tv, hvor Anette Hallev fra eftersøgningstjenesten Genforening fortalte om sit arbejde med at finde forsvundne personer.

Læs også: Danske Claudia fandt sin mor i Colombia

Charlotte greb straks sin telefon og sendte Anette en besked, hvor hun bad om hjælp og nedfældede alle relevante oplysninger om sin far. Samme aften var der svar: Havde Charlotte forsøgt at tage kontakt til en kvinde ved navn Rhoda Dakar?

Et slag i maven

– Anette havde tænkt ud af boksen og fundet ud af, at min farfar, som var en berømt skuespiller i England, brugte kunstnernavnet André de Dakar. Ved at søge på efternavnet fandt hun hurtigt frem til Rhoda Dakar, der er en kendt engelsk sangerinde. Det viste sig, at hun var hans datter – og altså min faster. Da jeg søgte blandt hendes venner på Facebook, fik jeg øje på en Nicole de Dakar. Jeg tænkte, at hun også kunne have forbindelse til min far, så jeg besluttede mig for at skrive til hende og spørge, om hun kendte ham, fortæller Charlotte.

Da svaret kom, rev det tæppet væk under Charlotte. ”Ja. Det er min afdøde far. Hvem er du?” skrev Nicole.

– Det var et kæmpe slag i maven. Jeg tudede og vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det var så underligt at have ledt efter sin far i alle disse år, og så pludselig stod svaret sort på hvidt foran en. På den ene side var det en lettelse endelig at kende hans skæbne, men samtidig var det jo langt fra det, jeg havde håbet på.

Charlotte forklarede Nicole, hvem hun var, og det blev begyndelsen på en længere korrespondance mellem de to søstre.

Familie i Hannover

Nicole – en tysk kvinde på 30 år – kunne blandt andet fortælle, at hun var vokset op med deres far i Hannover sammen med sin lillebror Mason og moderen Ingrid, som deres far havde giftet sig med i 1986.

Ingrid og André havde holdt sammen som ægtepar, lige indtil han døde af lungekræft i 2002. Desuden havde han endnu en datter, Nicki, fra et tidligere forhold med en anden tysk kvinde.

– Så lige pludselig har jeg altså tre nye søskende. Det er helt fantastisk, og jeg skal møde dem for første gang i efteråret, hvor vi alle sammen skal til min fasters koncert i Tyskland. De kan jo fortælle mig en masse om min far, og de har sendt mig en masse billeder af ham, så jeg har fået indtryk af, hvordan hans liv har været. Jeg kan se, at han har haft det godt, og jeg er glad for, at han fik skabt sig et lykkeligt liv med en kernefamilie.

Læs også: Far var ikke min rigtige far

Charlotte er ikke bitter over, at hendes far aldrig tog kontakt eller fortalte sin nye familie om hende.

– Han var kun 21 år, da jeg blev født. Og jeg kan faktisk godt forstå, at han havde behov for at komme videre i livet, efter han blev udvist. Det er kun menneskeligt, at man gerne vil videre fra noget, der er smertefuldt. Hvad skulle han også gøre? Fortælle sin nye familie, at han havde gjort tre danske kvinder gravide på så kort tid – med risiko for, at det ville ødelægge det, han nu var ved at bygge op? Jeg vælger i stedet at glæde mig over, at jeg ved at have fundet mine søskende nu også føler mig tættere på min far.

Søger dansk søster

For nogle måneder siden døde Charlottes moster. I forbindelse med oprydningen af hendes hjem faldt Charlotte over en avisartikel fra 1963, som mosteren af uvisse årsager aldrig havde vist Charlotte.

Den gamle artikel fra Ekstra Bladet beskriver udvisningen af Charlottes far, og i den forbindelse konstateres dét, som hun også altid har fået fortalt: At han efterlod sig yderligere to børn, der endnu ikke var født på det tidspunkt.

– Det ene barn, min bror, har jeg fået kontakt til, siger Charlotte, som af personlige årsager ikke ønsker at fortælle mere om ham.

– Det andet barn har jeg ikke haft held til at opspore. Min brors familie har fortalt mig, at det var en pige, og at hun er vokset op på Frederiksberg. Fra min mor har jeg fået at vide, at barnets mor var datter af en advokat, som boede eller arbejdede på Frederiksberg, muligvis på Frederiksberg Allé. Så de to oplysninger passer jo meget godt sammen. Men mere har jeg ikke at gå efter – altså ud over at hun må være født i slutningen af 1963 eller begyndelsen af 1964.

Har ledt forgæves

Charlotte har forgæves besøgt samtlige kirkekontorer på Frederiksberg i håbet om at opspore sin danske søster.

– Det er en umulig opgave, når jeg har så få oplysninger om hende. Jeg er overbevist om, at der på hendes fødselsattest står ”Ukendt far”, for hvis man læser avisartiklen fra 1963, har der været noget ballade mellem min far og hendes morfar, som jo var advokat. Så mit bud er, at morfaren var med til at få min far smidt ud af Danmark, og i den forbindelse har han også sørget for, at faderskabet ikke blev registreret.

Læs også: Mor og datter genforenet efter 82 år

Hvis det er sandt, er der altså ikke noget, der knytter Charlotte til sin søster i de offentlige registre. Charlotte har da heller ikke haft held med at spore hende ad den vej, men hun er sikker på, at søsteren er et sted derude.

Så søster i bussen

– I begyndelsen af 80’erne kom min daværende mand ind i en bus på Frederiksberg, og han gik nærmest helt i chok. Foran ham stod en pige, som lignede mig på en prik. Hun var lidt højere og havde vist brune øjne, hvor jeg har blå. Men ellers var hun fuldstændigt magen til mig – samme hår og det hele. Jeg er overbevist om, at det var min søster, han så. Alderen passede også.

Desværre faldt kvinden og Charlottes eksmand ikke i snak, så Charlotte har aldrig fået bekræftet, om det rent faktisk var hendes søster, der var i bussen.

Men hun håber, at søsteren eller andre, der måske kender hende, nu læser denne artikel og genkender den beskrivelse, Charlotte giver af hende. Og at de på den måde kan få skabt den kontakt, som vil betyde så uendeligt meget for Charlotte.

– Jeg har fundet fire ud af mine fem ukendte søskende, men der mangler stadig lige den sidste brik, før jeg kan lukke bogen og sige, at nu er min søgen forbi. At nu kan jeg få fred og ro til at se fremad og nyde det, jeg har opnået, og de mennesker, som udgør min familie. Jeg vil så gerne finde ud af, om vi har noget til fælles, og det vil under alle omstændigheder være rigtig dejligt at møde hende. Vores far døde af kræft, inden jeg nåede at finde ham. Jeg ved ikke, hvor min søster er i livet nu, men jeg håber, at jeg når at finde hende i tide. Det skal ikke være for sent denne gang, slutter Charlotte.

Har du oplysninger, som kan lede Charlotte på sporet af sin søster?

Så send en mail til journalist Anne Kristensen på [email protected]