Christina fik en fødselsdepression

– Jeg skammede mig over, at jeg havde det skidt. Jeg havde jo fået alt det, jeg drømte om. Min dejlige mand og min store drøm om at få børn, og så sad jeg og græd. Jeg følte mig så utaknemmelig, fortæller 29-årige Christina Skov Hegner fra den frodige gård ved lejligheden i Københavns nordvestkvarter.

Drømmen om at få børn havde altid været et stort ønske for Christina, og da hun mødte Morten, var de ikke i tvivl om, hvad fremtiden skulle bringe. Alligevel prøvede de i to år, før der endelig var to streger på graviditetstesten. Christina var ovenud lykkelig. Graviditeten gik godt, og da hendes datter Pinja lå i hendes arme, følte hun, at hendes liv var fuldendt. Dog havde hun lovet sig selv, at hun ikke ville blive en af de kedelige mødre, der smed sit gamle liv væk. Derfor var Pinja også med på café, da hun var bare syv dage gammel.

Skulle have hjælp

Men som tiden gik, havde Christina svært ved at finde rundt i alle følelserne. En blanding af håbløshed og mismod fyldte hendes hoved. Alligevel kørte hun videre i samme spor med venindeaftaler og babysvømning.

– Jeg gik væk fra at være Christina, der havde høje ambitioner. Pludselig var jeg mor, hvilket jeg elskede, men jeg følte, at jeg ikke kunne finde ud af, hvem jeg egentlig var, forklarer Christina.

Ofte vågnede hun om morgenen uden livsgnist. De mange tudeture bortforklarede hun med hormoner, men da hun en dag sad på sengen med ansigtet plantet i hænderne, blev hendes kæreste bekymret.

– Han sagde, at jeg skulle have hjælp. At jeg nok var mere end bare ked af det, og selv om jeg ikke ville stå ved det i starten, begyndte jeg alligevel at søge efter viden på nettet. Jeg faldt over et sted, der beskrev en efterfødselsreaktion, og det var, som om det var mig, der blev beskrevet.

Christina begyndte i terapi, hvor hun åbnede op for den grundlæggende følelse af utilstrækkelighed, der blandt andet kunne spores tilbage til forældrenes uforsonlige skilsmisse. Den havde efterladt hende med en følelse at, at hun ikke var god nok, fortæller Christina, der ikke har set sin far i 10 år. Sammen med terapeuten fik hun bearbejdet følelserne og fik det gradvist bedre.

Bedre tjent uden mig

Den grundlæggende følelse af lykke begyndte langsomt at komme tilbage i Christinas liv. Hun kom tilbage på arbejde efter barsel, og da kæresten Morten friede til hende i 2018, havde de allerede planlagt, at de ville have et barn mere. Christina blev denne gang hurtigt gravid, og til trods for at barslen med Pinja havde været psykisk hård, følte hun denne gang, at hun havde styr på sit sind.

– Jeg havde jo de redskaber, der skulle til, hvis det hele ramlede igen. Jeg vidste, at jeg skulle sige det højt og søge hjælp, så jeg var faktisk ikke bekymret, forklarer Christina, der var lige så lykkelig, da hun anden gang blev mor, til datteren Sølvig.

Men allerede efter to måneder kunne hun mærke de gamle følelser af håbløshed komme snigende. Hun søgte hjælp, som hun havde lovet sig selv, men denne gang kom de svære følelser som store bølger.

LÆS OGSÅ: Mavepinen var en baby

Om morgenen føltes dynen tung som sten, og hun kunne ikke overskue at stå ud af sengen. Hun kunne græde fra morgen til aften, og dagen igennem gik hun rundt som en zombie, der ikke kunne overskue selv de mindste ting. Hun prøvede at bide i håndklædet på badeværelset, fordi hun havde behov for at skrige, og hun følte til sidst, at hun trak så tung en sky ned over sin familie, at de var bedre tjent uden hende.

– Jeg var så vred på mig selv over, at jeg var ved at ødelægge den familie, som jeg ønsket mig så længe. Når mine tanker var værst, følte jeg, at jeg skadede dem ved at være til stede. Jeg kunne jo ingenting, og når jeg blev frustreret på børnene, var det endnu en påmindelse om, at jeg var en dårlig mor. Samtidig tænkte jeg, at det var et spørgsmål om tid, før Morten blev træt af mig. Der var jo ingen, der kunne holde sådan en som mig ud i længden, forklarer Christina.

Fik screening

Igen begyndte hun i terapi. Først turde hun ikke sige noget til sundhedsplejersken. Hun frygtede, hun ville blive stemplet som en dårlig mor. Men da hun alligevel sagde ja til at få lavet en screening for fødselsdepression, valgte hun at være ærlig.

Testresultatet talte sit tydelige sprog. Christina havde en fødselsdepression.

– Det var en blanding af lettelse og frustration. Jeg kunne ikke forstå, at jeg var kommet så langt ud. Jeg havde jo bildt mig selv ind, at jeg havde lært af det første gang. Samtidig var det rart at få en diagnose. Den sagde på en eller anden måde, at jeg ikke var et svagt menneske. Jeg var syg.

Med støtte fra Morten lagde de en plan over dagene. De aftalte, at Christina skulle have tid til at trække sig, og hun pustede ud ved blandt andet at gå daglige ture. Hun begyndte til kropsterapi, hvor hun fik indsigt i, hvordan krop og psyke hang sammen, og for første gang begyndte hun at sætte grænser og respektere sine egne behov.

Hjælper andre

– Jeg kan huske, at jeg begyndte at græde, fordi to veninder gerne ville fejre min fødselsdag sammen med mig. Jeg blev så rørt over, at de ville bruge tid på mig. Lige der var det ret tydeligt, hvor dårligt mit selvværd var.

I dag har Christina det godt. Hun føler ikke længere, at hendes børn og mand er bedre tjent uden hende. En gang imellem kan håbløsheden og frustrationen stadig overmande hende, men modsat tidligere prøver hun ikke længere at undertrykke det.

– Det er en del af mig, og det er okay. Men det styrer mig ikke, og jeg ved nu, at jeg skal sige det højt og trække mig, hvis det bliver for voldsomt, forklarer Christina.

LÆS OGSÅ: Rasmus fik en fødselsdepression

Hun håber, at hendes historie kan være med til at hjælpe andre, der kæmper med de samme negative tanker, og har igennem sin instagram-profil ”skovhegner” fortalt åbent om, hvordan hun har haft det. Hun lægger heller ikke skjul på de dage, hvor monsteret kommer op til overfladen.

Okay at være sårbar

– Uanset hvor meget man forbereder sig på at blive mor, er det bare rigtig hårdt. Jeg har lært, at det er okay at være sårbar og ikke kunne præstere på alle parametre. Det er også noget, jeg gerne vil vise mine børn. De må godt se, at jeg er ked af det, for derigennem viser jeg dem også, at de må det samme. Vi er mennesker, der rummer alle følelser, og det er ikke noget, vi skal skamme os over.