Cille har paranoid skizofreni: Jeg hører stemmer i hovedet

Cille har nok at se til i sit hoved. For mens hun prøver at leve sit liv, hører hun stemmer. Otte forskellige stemmer siger noget til hende hele tiden, mens hun også skal forholde sig til de mennesker, hun møder i den virkelige verden.

”Du er ikke noget værd, du er kun til besvær,” kan Cille høre Christina sige til hende. Cille er den eneste i verden, der kan høre ordene og se Christina, for hun nemlig kun i Cilles eget hoved.

22-årige Cille Jutta Storgaard fra Grindsted blev for to år siden diagnosticeret med sindslidelsen paranoid skizofreni, der blandt andet gør, at hun hører stemmer i sit hoved.

Hun er godt klar over, at det ikke er stemmer, hun skal tage sig af eller lytte til, men Cille fortæller, at det kan være svært at lade være, selv om hun ved, at det kun foregår i hendes eget hoved.

– For de fleste mennesker er det svært at forstå, men det jo min virkelighed. Jeg hører jo stemmerne, og dem kan jeg ikke bare lægge væk, selv om det er vanvittigt belastende og trættende at have dem kørende hele tiden. 

Læs også: Vores datter er psykisk syg: Det handler om at overleve

Siger onde ting

Stemmerne i Cilles hoved siger ikke altid pæne ting til hende. Især stemmen, der hedder Christina, har været både grov og led over for Cille. Sommetider til et punkt, hvor Cille har overvejet, om selvmord var løsningen for at slippe for stemmerne, der siger ting som: ”ingen ville savne dig, din smatso” og ”du er kun en belastning for folk”.

– Når man hører ting nok gange, begynder man at tro på dem. Christina gjorde mig så ked af det, at jeg næsten ikke kunne holde det ud til sidst.

Der er mange huller i Cilles hukommelse som følge af hendes sygdom. Men hun ved, at hun, allerede fra hun var helt lille, følte sig anderledes end de andre børn.

Læs også: Maria er bipolar: blev indlagt på psykiatrisk afdeling som 14-årig

Et anderledes barn

Hendes mor, Kirsten Nielsen, opdagede også hurtigt, at Cille var anderledes end sine tre søskende.

– Hun var ikke særlig gammel, da hun begyndte at have mange katastrofetanker. Hun var bange for at blive kidnappet, eller at jeg døde. Derudover kunne jeg finde hende skrigende under sofabordet, hvor hun rev håret af sig selv. Det gjorde mig så ked af det, at jeg ikke kunne hjælpe hende, fortæller Kirsten. 

Det at være anderledes i barndommen har sat sine spor.

– Jeg var meget alene i skolen, og jeg havde ikke rigtig nogen venner. Derfor kunne jeg heller ikke sige det til nogen, da jeg begyndte at høre stemmer, fortæller Cille. 

Hun kan ikke huske, hvornår stemmerne dukkede op. Men da Cille gik i 7. klasse, fortalte hun for første gang nogen om stemmerne. Det var skolesygeplejersken, som Cille nævnte dem for, og efter det begyndte hun at få hjælp.

De stemmer, hun hørte som 13-årig, er ikke de samme som nu. De har udviklet sig til at blive flere, og de er blevet grovere i løbet af årene. 

Læs også: Cecilies sorg: Jeg kunne ikke redde mor

Otte personer

Der er otte forskellige stemmer inde i Cilles hoved. De har alle deres egen personlighed, stemme og udseende. 

– Når jeg ser dem for mig, går de alle rundt i en stue. De snakker i munden på hinanden, og jeg bliver tit enormt forvirret. 

Det er et farverigt persongalleri, der er inde i Cilles hoved. En af dem er en pige, der konstant græder, en anden er en bedrevidende mand med en passion for violiner. To af dem går rundt og messer sammen, mens en anden er en kvinde, der bare gerne vil hjælpe. Der er også en sur gammel mand i blandt, men det er især to af stemmerne, der fylder rigtig meget i Cilles hoved. Det er Christina, og så er det Amadeus. 

– Christina er helt vildt ond. Hun siger de ledeste ting, og det er den stemme, der kan gøre mig allermest ked af det, fortæller Cille og fortsætter: 

– Nogle gange har hun været så led, at jeg ikke har kunnet andet end at ligge i forsterstilling og græde, fordi jeg troede på de ting, hun siger til mig. 

Læs også: Min datter er sindsygt farlig

Amadeus er anderledes. Hun beskriver ham som både ”morderisk” og ”morbid” og fortæller, hun oplever ham som en gusten mand, der lider af storhedsvanvid. 

– Gider du godt stoppe, råber Cille pludselig over sin højre skulder. 

Der er ingen at se, hun råber til stemmerne i hovedet. Mens hun har fortalt om stemmerne, er de gået amok i hendes hoved. 

– Kan vi tage en rygepause? Der er nogle, der skal have skældud, spørger Cille. 

Interviewet bliver afbrudt, og Cille går ud for at ryge en cigaret, mens hun skælder ud i luften til nogle, inden andre kan se.

Virtual reality

Det er noget nyt, at Cille tør at skælde stemmerne ud. I mange år har hun ladet sig kue og lyttet til stemmerne i hovedet, der langsomt har drænet hendes selvværd. Men i sommer fik hun en ny behandling, der har hjulpet hende med at få styr på stemmerne. 

Cille har i flere år fået hjælp på psykiatrisk afdeling i Esbjerg, hvor hun har haft en fast terapeut. De har sammen prøvet at dæmpe stemmerne med blandt andet medicin, men hendes terapeut havde opdaget en ny behandlingsmetode. Cille skulle prøve virtual reality, hvor de sammen skulle genskabe Christina med krop, ansigt og stemme, så hun kunne møde hende. 

– Jeg tænkte først, det næppe ville virke, men jeg gav det et skud, og det viste sig at være hjælpsomt, selv om det også var hårdt og udmattende, fortæller Cille. 

Ansigt til ansigt

Når hun tog VR-brillerne på, stod hun ansigt til ansigt med Christina, der i så mange år havde tæret på hendes selvværd og presset hende ud til randen af selvmord. Men nu skulle det ikke være Christinas ord, der kom ud af hendes mund, men terapeutens. Det, som Cille så med brillerne på, var Christinas krop, og hun hørte hendes stemme, men det var terapeutens ord. På den måde lærte Cille med hjælp fra terapeuten at sige fra over for stemmerne. Behandlingen varede i otte sessioner, og da Cille var færdig, var det pludselig hende, der styrede Christina, i stedet for omvendt. 

Læs også: Milenes liv gør ondt

Ro føles utrygt

Cille har accepteret, at stemmerne altid vil være en del af hende. Hun kan godt få dem til at gå væk, hvis hun tager et par dråber cannabisolie. Så bliver hendes hoved helt tomt. Men det er ikke noget, hun tager, medmindre stemmerne fylder alt for meget i hendes hoved. 

– Det føles faktisk utrygt, når jeg ikke hører nogen, fortæller Cille og fortsætter: 

– Stemmerne har jo fulgt mig i mange år. Jeg vil hellere samarbejde med dem end at være dem foruden. 

For Cille handler det om at acceptere, hvem man er, også selv om der hører stemmer med. 

Håb for fremtiden

Lige nu har Cille det godt. Hun bor i sin egen lejlighed, har overskud til sine venner og kan kontrollere stemmerne.

– Men jeg er altid bange for, at stemmerne bliver slemmere igen, og jeg skal få det dårligt. Men det er nok en frygt, jeg skal leve med resten af mit liv. 

Frygten fylder heldigvis ikke meget for Cille, selv om den altid er i baghovedet. Hun har lært at nyde livet og tør nu drømme om fremtiden. 

– Jeg vil rigtig gerne arbejde med unge, der har det svært. Jeg tænker, at jeg kan hjælpe dem, fordi jeg om nogen ved, hvordan det er at have det svært. 

Derudover er det vigtigt for Cille at blive ved med at tale højt om sin sygdom. Hun vil gerne gøre op med det stigma, hun møder i hverdagen, når hun fortæller, hun har paranoid skizofreni. 

– Der er noget forkert i ikke at tale om det, for så bliver vi aldrig klogere, siger Cille.

Læs også: Jonathan var ramt af sorg: Den bedste medicin er at dele den med andre