Clairvoyant: din far begik ikke selvmord

En lille dukke har fået en plads mellem stuens andre pyntegenstande, duftlys og billedrammer. Den betyder noget ganske særligt for 19-årige Stephanie, der fik den af sin far, da hun var en lille pige - og den har fulgt hende lige siden.

Selv nu, hvor hun bor sammen med sin kæreste, er den flyttet med og har fået en synlig plads i deres fælles lejlighed i Roskilde.

Har følt skyld

Stephanies far valgte livet fra en sommernat i juli for 12 år siden. Han lagde sig på togskinnerne og efterlod ikke blot en chokeret togfører - men også to børn på 7 og 10 år i dyb sorg og med en enorm skyldfølelse.

Var det deres skyld, at faderen ikke ville leve mere? Havde de gjort noget forkert?

Stephanie ved godt nu, at det hverken var hendes eller storebroderens skyld. Men savnet er til gengæld aldrig forsvundet.

Læs også: Kisses søn blev skudt af politietKnude i maven

Faderens yndlingssang i radioen kan stadig gøre øjnene blanke, og på særlige dage, som for eksempel i sommer da Stephanie fik sin studenterhue på hovedet, kunne hun mærke knuden i maven.

- Når mine veninder er sure på deres forældre og ønsker dem langt væk, forstår jeg det ikke. De skulle bare lige vide, hvordan det er at mangle en af sine forældre, siger Stephanie, der ofte spekulerer over, om hendes far mon holder øje med hende
- på afstand.

Derfor har hun ønsket at få besøg af Ude og Hjemmes clairvoyant Pia Neves de Brito i håbet om at få svar på sit brændende spørgsmål - og med et stille og spændt blik ser hun på clairvoyanten, der hurtigt lyser i et smil, da hun får kontakt til Stephanies far.

Læs også: Afdød søn til sin mor: Giv slip, morEt hårdt liv

- Jeg smiler, fordi han gerne vil tale med dig, begynder Pia.

- I ligner hinanden på smilet, siger hun så og beskriver en rar og altid hjælpsom pæn fyr på 31 år, der måske inderst inde gik rundt og var en smule ensom.

- Han har levet et hårdt liv, og det har ikke altid været nemt for ham. Han var heller ikke god til at vise sine følelser. Han løste det med flasken, fastslår Pia og understreger, at hun ikke ser ham som en drukmås.

- Men han kunne lide at feste - og nok også lidt for meget.

En beskrivelse, som Stephanie kun kan genkende. For hans drukvaner var netop årsagen til, at hendes mor valgte at lade sig skille.

Den rigtige beslutning

På det tidspunkt var Stephanie fem år, og fra den ene dag til den anden mistede hun næsten al kontakt til sin far, der flyttede til Lolland.

- Min mor var ikke vild med, at vi boede hos ham, fordi han drak. Det forstår jeg fuldt ud nu, siger Stephanie.

Pia nikker og tilføjer, at det var den rigtige beslutning, som Stephanies mor tog på sine børns vegne.

- Men for din far var det en hård skilsmisse. Han kunne slet ikke finde ud af det derefter. Jeg håber ikke, din mor bliver alt for ked af, at jeg siger det. For det VAR den rigtige beslutning at sige stop, siger Pia igen.

Hun fornemmer samtidig, at det brænder i halsen og maven - som om han var ramt af kræft, siger hun.

Måske et uheld

- Var han syg, spørger hun, men det kender Stephanie ikke noget til.

Pia undrer sig over, at Stephanies far bliver ved med at gentage, at han alligevel ikke havde lang tid tilbage - som om at han vidste, at han var alvorligt syg. Hun fornemmer også, at det gik hurtigt, da han døde.

- Han forklarer det med, at han blev slået ud, men han vil ikke ud med, hvad der skete.

Pia får hjælp af Stephanie, der fortæller, at han begik selvmord - til Pias store overraskelse. For hun mener, at der var tale om et uheld. At han faldt, og da han var beruset, nåede han ikke væk, da toget buldrende. Det er nyt for Stephanie, for dengang fik familien blot at vide, at han selv valgte døden. Måske valgte faderen ikke selv at forlade sine børn? En tanke, der letter Stephanie.

Fars pige

Og nu må hun have svar på sit spørgsmål: Holder far øje med os?

- Ja, siger han. Og han er stolt af både dig og din bror. Han er fuld af beundring over, hvad I har nået. Min prinsesse, siger han, fortæller Pia.

Hun fornemmer, at Stephanie var fars pige.

- Ja, jeg var tryg. Jeg husker kun få ting, men jeg kan stadig se det for mig, når jeg sad i ladet på hans postcykel og vi cyklede til børnehaven, smiler Stephanie og glæder sig over at vide, at far følger med.

- Forestil dig, at der ligesom er en glasrude imellem jer. Tro mig, han trykker næsen flad for at holde øje med dig, siger Pia.