Clara fik en fødselspsykose

Klokken er et om natten, og Claras krop er på ottende måned i alarmberedskab. Hun har tabt 25 kilo, og hun har ikke mærket den afslappende, dybe søvn, siden hun blev mor for datteren Alice. Den ene vrangforestilling har taget den anden, og hendes krop og sind er lige så stille ved at lukke ned. Hun elsker sin kæreste og datter, men den indre smerte er for stor. Hun lister op af sengen, trækker et par stofbleer ud af bunken og binder dem til en løkke, som hun hæfter til kærestens træningsbar, der hænger i væggen. Da hun sparker den lille skammel væk under sig, mærker hun løkken stramme om sin hals.

– Jeg ønskede jo ikke at dø, men jeg kunne bare ikke holde ud at være i live mere. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke kunne se, at der var en anden udvej, fortæller 27-årige Clara Aatoft fra lejligheden i København, der var med til at danne rammen om de otte svære måneder.

Lå søvnløs

Clara var en glad og udadvendt pige, der skulle til at skrive speciale. Hun havde netop åbnet en kaffebar sammen med kæresten og havde ellers en masse jern i ilden, som hun altid havde trivedes med.

Alligevel var det udelukkende lykke, da hun så de to streger på graviditetstesten. Mens maven voksede, opretholdt hun de mange aftaler, og da babyen lå omvendt i maven, endte Clara med at føde ved et planlagt kejsersnit.

– Jeg var omtåget af morfinen, men da jeg så hende, blev jeg bare forelsket med det samme. Hun var helt perfekt, fortæller Clara, der var indlagt med datteren Alice i to dage, hvor hun prøvede at få amningen til at fungere.

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression blev til skizofreni

Alice græd meget, og Claras bryster gjorde ondt, men da jordemoderen kom forbi, fik hun at vide, at alt var normalt. Men Clara kunne mærke en begyndende uro i kroppen, og da hun var hjemme i lejligheden på Nørrebro, dominerede følelsen af at være ved siden af sig selv.

Mens nyfødte Alice fik beundrende blikke fra barselsgæsterne, sad Clara og stirrede tomt ud i luften. Hendes øjne var livløse, og hun havde ikke sovet, siden Alice kom til verden.

– I starten tænkte jeg, at min reaktion var helt efter bogen. Jeg havde jo læst, at man kunne være ved siden af sig selv efter en fødsel, og selv om jeg ikke havde sovet i flere dage, tænkte jeg, at det nok skulle komme, da jeg altid har haft et stort sovehjerte, fortæller Clara.

LÆS OGSÅ: Lili overvandt sin fødselsdepression

I den efterfølgende tid omgav hun sig med hjælp fra sin mor og kæreste. Men selv om hendes mor hver dag kom og gik en lang tur med Alice, udeblev søvnen. Maden voksede i munden på hende. Hun følte ikke tørst, og til sidst var hun en skygge af sig selv. Hun kunne ikke tage initiativ til noget, og da sundhedsplejersken foretog en depressionstest på Clara, fik hun en alarmerende høj score. Hun kom på antidepressiv medicin, men hun måtte vente flere måneder på at få en tid hos en psykolog. I en periode flyttede hun hjem til sin elskede mormor for at få mere ro, men det var ikke nok til, at Clara fik det bedre. I stedet begyndte katastrofetankerne at tage over.

– Jeg overbeviste mig selv om, at der var noget galt med Alice, selv om lægerne havde sagt, at hun var en sund og rask baby.

Indbildte problemer

Når hendes mor kom og gik tur med Alice, så Clara kunne sove, valgte hun i stedet at klikke ind på Google og søge på datterens symptomer. Hun meldte sig ind i adskillige facebook-grupper, hvor emner var alt fra stramt tungebånd, amning og refluks-problemer, så hun kunne finde den diagnose, som hun bildte sig ind, at lægerne havde overset.

– Alice havde svært ved at spise, men jeg var stædig, så jeg ville gøre alt for, at hun ikke skulle have flaske, forklarer Clara, der til sidst var så udmattet, at hun begyndte at se syner og skabe problemer, der ikke eksisterede.

Hun havde blandt andet overbevist sig selv om, at hun skulle betale hele sin SU tilbage. Hun satte hele familien på sagen – inklusive sin mormor, der tidligere havde arbejdet med regnskaber. Men selv om hun ved få klik hurtigt kunne se, at hun ingenting skyldte, troede hun, at de havde lavet en fejl.

– Jeg sagde til min kæreste, at jeg havde fået en mail, hvor der stod, at jeg skyldte alle de her penge. Men da jeg skulle vise ham den, var den væk. Der begyndte det for alvor at gå op for mig, at den var gal.

Flere gange var Clara forbi psykiatrisk skadestue, men selv om hun inderst inde higede efter hjælp, var hun bange for, at kommunen ville fjerne Alice, hvis hun fortalte åbent, hvordan hun havde det. I stedet nedtonede hun sin psykiske tilstand, hvilket resulterede i, at hun blev sendt hjem med sovemedicin. Medicinen kunne dog ikke få Clara ind i drømmeland, og en nat valgte hun at overgive sig. Hun lavede en flaske til Alice, og da mælken strømmede igennem, var der for første gang ro på den lille pige. Alice fik nu mad nok og kunne endelig sove.

Øvede sit selvmord

Men Claras sind var stadig i alarmberedskab. Hun var efterhånden så nedbrudt, at hun begyndte at google den nemmeste måde at begå selvmord på. Hun så dokumentarfilm om emnet, og hun begyndte at øve sig i skjul på, hvordan hun skulle gøre det.

Otte måneder efter at Clara blev mor, prøvede hun at hænge sig selv i parrets lejlighed. Mens luften var ved at blive klemt ud af hende den nat, fik hun sparket på væggen, så hendes kæreste vågnede og fik forhindret selvmordet.

– Jeg vidste godt, at hvis det ikke skulle ske igen, måtte jeg fortælle, hvordan jeg virkelig havde det. Men jeg havde svært ved det. Faktisk så svært, at min mor og kæreste blev nødt til at overtage samtalen med lægen, så han forstod, hvor slemt det stod til, forklarer Clara, der endte med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.

Hver anden dag kunne Clara se sin datter i 20 minutter. I starten var hun overbevist om, at hun aldrig ville komme hjem igen, men som tiden gik, og hun fik den rigtige medicin og behandling, begyndte den gamle, glade Clara at titte frem.

Kunne grine igen

– Jeg havde nærmest ikke grinet i otte måneder, så da det skete igen, var det jo en fantastisk følelse. Det blev et konkret tegn på, at jeg begyndte at få det bedre, fortæller Clara, der fik appetit og den tiltrængte søvn.

Efter otte ugers indlæggelse var hun endelig parat til at komme hjem.

– Det var dejligt at være hjemme, men jeg var også glad for, at jeg havde været indlagt så længe, som jeg trods alt var. Det var vigtigt for mig, at jeg var parat, så jeg kunne være den bedste kæreste og mor for vores datter, fortæller Clara, der ikke kan lade være med at smile, hver gang øjnene lander på den nu 1-årige Alice.

For selv om starten på moderskabet var et mareridt, ville hun ikke være sin elskede datter foruden. Hun håber nu, at hendes historie kan være med til at nedbryde nogle af de tabuer, der er om efterfødselsreaktioner og frygten for at være en dårlig mor, hvis man fortæller åbent om, hvor svært man har det.

– Jeg var jo panisk angst for, at min datter ville blive taget fra mig. Men da jeg åbnede op, fandt jeg ud af, at der er mange kvinder, der har en lignende historie, fortæller Clara.

Vi kan klare alt

Hun modtager i dag terapi og medicin og føler sig lykkeligere end nogensinde. Selv om oplevelsen altid vil være en del af hende, er hun ikke i tvivl om, at den har bragt hendes lille familie tættere sammen.

– Vi har klaret sådan en ekstrem situation, og hvis vi kan det, kan vi klare alt. Derfor er jeg heller ikke nervøs for fremtiden, for jeg ved, at vi nok skal klare det sammen.