Claudia fandt sin mor efter 33 år

Da Claudia henvendte sig til programmet “Sporløs” for to år siden, afviste man hende. Hun havde ikke nok informationer om sin fortid at gå efter, mente de. Det ville blive for svært at finde hendes colombianske familie. Men Claudia ville ikke opgive håbet.

Dejligt liv i Danmark

-Jeg har altid gerne villet vide, hvor jeg kommer fra, og jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg ser ud, som jeg gør. Men jeg har aldrig været bitter eller tænkt over, hvorfor jeg var bortadopteret. Jeg har jo haft et dejligt liv i Danmark. Det var først, da jeg blev mor, at jeg for alvor blev nysgerrig efter at vide mere om min fortid, forklarer 34-årige Claudia Maria Vesterbirk, der arbejder som ergoterapeut og bor med sin mand Thomas og deres to børn Victoria på 7 år og Silas på 4 år i et dejligt parcelhus i Ølstykke.

Med sine elskede adoptivforældre Kirsten og Lars velsignelse gik Claudia i gang med at søge ved hjælp af facebook. Hun skrev om sig selv og sin søgen på en gruppe for folk i byen Rio Negro, hvor børnehjemmet havde ligget dengang i 1981.

Takket være facebook

-Jeg fik flere henvendelser, men det var fra svindlere, der kun var ude på at forsøge at få penge ud af mig På parirene fra børnehjemmet stod der at mit navn var Claudia Londonó Jamies, hvilket hospital jeg var kommet fra og min fødselsdato. Der var ingen informationer om hverken min mor eller far, og det var meget mærkeligt, for jeg kom først på børnehjemmet, da jeg var 1 år. Mine danske forældre fik et foto tilsendt af mig ret hurtigt, men der gik næsten et år, før de kunne få lov til at hente mig. Det var frustrerende for dem. De havde allerede min adopterede storebror, som er fra Grønland, og de havde ønsket sig et barn, som kunne ligne ham, fortæller Claudia.

Hun fortsatte med at efterlyse sin familie via facebook, og en dag blev hun kontaktet af en pige, der var veninde med datteren til børnehjemmets forstandere. Børnehjemmet var flyttet, men deres arkiv fandtes stadig, fortalte hun, og hun lovede at spørge sin veninde, om hun kunne gøre hende en stor tjeneste og finde Claudias journal frem.

Journalen var barsk læsning

Der gik 14 dage, og en dag, Claudia sad på sit kontor, fik hun pludselig en mail fra pigen i sin inbox med et 10 sider langt dokument: Er du sikker på at du har mod på at læse din historie? Jeg har læst den, og det er barskt, skrev hun.

-Jeg hoppede nærmest op af stolen. Det var mit liv, hun havde sendt mig. Pigen og hendes veninde havde scannet de 10 sider ind for mig. Det var en håndskrevet journal fra 80’erne, og den var ikke intakt, men jeg brugte google translate og forstod, hvad der stod. Jeg var blevet indlagt på hospitalet 1 år gammel med mærker efter slag og indre skader. Naboer havde tilkaldt politiet, som havde kontaktet børneværnet, og de havde tvangsfjernet mig. Min mor var psykisk handicappet, og min stedfar var alkoholiker og voldelig. Hun kunne ikke tage vare på mig eller beskytte mig. Der stod, at hun ikke kom og besøgte mig, mens jeg var indlagt. Mit sprog var dårligt, jeg kunne ikke gå, og jeg var bagud i min udvikling, fordi jeg ikke var blevet stimuleret. Men da jeg kom på børnehjemmet gik det hurtigt fremad, fortæller Claudia.

Efterlyste sin mor i video

Hun er overbevist om, at uden pigens hjælp, havde hun aldrig fået den journal. De colombianske myndigheder vil ikke udlevere den slags, og man kan ikke søge aktindsigt. I journalen kunne Claudia læse sin mors navn. Det var Veronica Jamies. Med det navn havde hun endelig noget at søge efter. En kollega til Claudia lavede en youtubevideo med Claudia og billeder af hende som baby og barn samt hendes historie. Den lagde Claudia på to columbianske byers facebooksider, i håb om at nogen ville genkende Claudias mors navn.

Her under ser du videoen, som Claudia postede på facebook. Du kan læse hele historien om Claudias møde med sin mor og bror i Colombia i Ude og Hjemme nr. 45, som udkommer d. 4. november, 2015