Claus’ bryllupstale: Min kone skulle kende min fortid

Claus havde kun kendt sin kone i få timer, da han valgte at holde en meget personlig bryllupstale om sin fortid. Han fortalte om mobningen i barndommen, og hvad den havde gjort ved ham. For mobningen sætter sine spor, uanset hvor meget man fjerner sig fra den.

Claus’ bryllupstale: Min kone skulle kende min fortid

En goms tale til sin brud er nok aldrig let. For han kan aldrig gøre den om. Og han skal helst sige det helt rigtige, der får både smil og tårer frem hos den udkårne og gæsterne.

For fynske Claus Henriksen var bryllupstalen nok endnu sværere end for de fleste. For da han rejste sig, lyttede hele Danmark nemlig med i DR-programmet ”Gift ved første blik”. Samtidig var det kun få timer siden, han havde mødt sin hustru Henriette for første gang. Hvad siger man så? Hvad kan man overhovedet tale om foran hele Danmark og en kvinde, man slet ikke kender?

Læs også: Camilla fra 'Gift ved første blik': Jeg får hadebeskeder

Modigt valg

Claus tog et ekstremt modigt valg. Han fortalte ærligt om sin egen fortid. Om mobningen i barndommen. Og hvad den havde gjort ved ham.

Det var selvfølgelig ikke en spontan indskydelse, at Claus besluttede sig for at tale om noget så personligt. Han havde sine grunde. For at være helt nøjagtig havde han to:

– For det første gjorde jeg det, fordi jeg ønskede, at Henriette skulle kende min baggrund og forstå, hvorfor jeg nogle gange handler, som jeg gør. At jeg for eksempel trækker mig, når jeg bliver bange for at blive såret. Men jeg gjorde det også, fordi jeg synes, mobning er så vigtigt at tale om. Jeg tror, at vi aldrig kan komme mobning helt til livs. Mobning optræder jo alle steder. I skoler, på arbejdspladser og selv hjemme i folks stuer. Men hvis vi ikke taler om det, kan vi aldrig gøre noget ved det, siger Claus. Han har siden programmet fået mange opmuntrende kommentarer og stor anerkendelse på grund af sin tale, der ramte folk helt ude i hjørnesofaerne.

Der er sket meget, siden Claus blev mobbet på en lille fynsk skole. I dag er han 33 år. Han er en ung mand med let til latter. En mand, der elsker sit job som pædagog, og en mand, som ikke bare passer sin egen håndboldtræning, men som også er aktiv i foreningslivet, fordi han tror på, at det er vigtigt at give noget igen.

Læs også: Mobning var værre end ensomhed

Puster mig i nakken

Kort sagt er Claus en mand, der er glad for sig selv, sine omgivelser og sin hverdag. Han er nemlig ikke et offer mere. Det understreger han flere gange under dette interview.

Men uanset hvor langt han har rykket sig fra den svære barndom, så kan han aldrig ryste den helt af sig. Den puster ham stadig i nakken en gang imellem.

– Jeg tænker stadig en del over, hvad folk mener om mig. Om jeg nu er god nok. Det sidder i mig som menneske. Når jeg kigger mig i spejlet, kan jeg da godt se, at jeg er meget nydelig, men der er alligevel den der stemme, der siger: Du er tyk.

Småbuttet dreng

Den stemme hørte Claus en del i barndommen. Han var det, man kan kalde en småbuttet dreng, og hans kropsbygning var et oplagt mål i skolegården. Øgenavnene gik selvfølgelig ud over selvværdet, så når de andre snakkede, faldt Claus’ replikker ikke lige så hurtigt.

– Jeg sad meget og tænkte over, hvad jeg skulle sige næste gang. Og tit kom jeg til at tænke så længe, at samtalen handlede om noget helt andet, når jeg åbnede munden. Derfor endte jeg med rollen som den stille dreng, siger Claus, som for det meste gik alene hjem fra skole.

Læs også: Kristina Landin blev udsat for mobning

Frirum i hallen

– Det var helt klart ensomt, og i flere år sagde jeg ikke noget til mine forældre. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg kommer ellers fra en rigtig god familie, men jeg gik bare ind og tændte fjernsynet og holdt tingene for mig selv.

Claus hang dog ikke alene foran fjernsynet hele dagen. Han var nemlig heldig: Han havde et frirum.

Hver gang han gik ind i håndboldhallen med sin taske over skulderen, trådte han nemlig ind i en verden, hvor mobningen ikke lurede, og hvor han kunne være sig selv.

– Håndbolden har helt klart været min redning, og det er også derfor, jeg synes, vi skal være bedre til at bakke op om foreningslivet. Uanset om man går til håndbold, fodbold, karate, dans eller et eller andet, så er det meget tit dér, hvor der er et helt særligt sammenhold, og hvor mennesker bliver modtaget med åbne arme.

Det blev Claus, og håndbolden har faktisk været en del af hans liv, siden forældrene havde ham med i liften kun et par uger gammel.

Læs også: En læser fortæller: Mobning giver ar

En frisk start

Til håndboldtræningen var Claus ikke den stille dreng, der gik for sig selv. Til håndbold var Claus en aktiv del af holdet, og han var en god spiller.

Så god, at han som 19-årig flyttede fra Fyn til Sjælland for at spille på Slagelses 2. divisionshold. Det klubskifte kom til at få en kæmpe betydning i hans liv. Ikke bare sportsligt, men lige så meget personligt.

– I Slagelse startede jeg på en frisk. Her kendte ingen min fortid, og jeg mødte så megen venlighed og åbenhed. Jeg skulle bare sige til, hvis jeg ville låne en bil eller havde brug for hjælp. Samtidig fik jeg så megen anerkendelse, og jeg kunne virkelig mærke, hvordan jeg voksede.

Succesoplevelser

En af dem, der så Claus og trak ham med ind i fællesskabet, var træner Anja Andersen.

”Hej. Hvad laver du her?” spurgte hun en aften, da Claus sad i hallen.

De to faldt hurtigt i snak, og efterfølgende hjalp Claus til i mange af hendes træninger med dameholdet.

– Anja var utrolig inspirerende. Hun er så nærværende og har så let ved at gå ind i folk. Hun gav mig virkelig nogle fede oplevelser, siger Claus, som siden også har fået nogle store succesoplevelser, da han begyndte at arbejde.

Blandt andet var der en chef på et bosted for unge, som valgte at tage chancen og ansætte Claus, selv om han på det tidspunkt ikke var uddannet.

Læs også: Carina var rødhåret og overvægtig: Skoletiden var et helvede

Den gode fe

Da Claus begyndte der, fik han lynhurtigt følelsen af at være landet på den helt rette hylde, og det er som bekendt et rart sted at være.

– En gang imellem møder man den gode fe i sit liv, og sådan én kan gøre en kæmpe forskel, som Claus siger om chefen.

Han ved af egen erfaring, hvor meget mennesker kan nedbryde med hånlige bemærkninger eller ligegyldighed. Men han ved også, hvor meget vi mennesker kan bygge op med venlighed og overskud.

– Jeg har lært, hvor vigtigt det er, at vi ser hinanden. Altså virkelig ser hinanden. Hvis nogen ser ud til at have det skidt, skal vi altså finde lidt overskud til at stoppe op og tale med folk. Tit er det ikke ret meget, det kræver. Men det gør en kæmpe forskel.

Vil finde kærligheden

I dag har Claus som bekendt så meget selvtillid, at han har meldt sig til et tv-program, hvor han for åben skærm søger kærligheden. Han gør det nu ikke for at vise sit mod. Eller for at få berømmelse. Han gør det helt enkelt for at finde kærligheden. Det er nemlig det sidste, han mangler i sit liv.

Hvordan det går med Claus, Henriette og kærligheden, kan du se hver torsdag på DR1.

Læs også: Gift ved første blik: Nu er de blevet gift igen