Connies ufødte barnebarn reddede hende fra at dø: Tak for livet

En heltegerning har intet med alder at gøre. Man kan være ung eller gammel, men man kan også slet ikke være født. Det er den 2-årige charmetrold Kida et rørende bevis på. Hun reddede nemlig sin bedstemors liv, da hun som et 7 måneder gammelt foster lå trygt og godt i sin mors mave.

Connie Kajhøj fra den vestjyske by Ølgod har fire børnebørn. Der er ingen i tvivl om, at hun elsker dem alle lige højt. Connie er familiemenneske ud over alle grænser, og hendes kærlighed til de små kan ikke gradbøjes. Men i den 55-årige bedstemors hjerte er der en speciel lille plads til Kida.

Barnebarnet er endnu for lille til at forstå, hvad hun og hendes mor, Minna Kajhøj, 27, har betydet for Bedste.

Men for to et halvt år siden reddede Minna og hendes ufødte barn Connies liv, da hun alene hjemme pludselig blev ramt af en hjerneblødning.

Helt tilfældigt

Tidligt om morgenen lørdag den 20. august 2016 var Kida usædvanlig urolig inde i sin mors mave.

Minna skulle som sædvanlig være hos sin mor klokken 07.30, fordi de skulle følges ad på arbejde. De gjorde rent i sommerhuse ved Henne Strand, og de havde en helt fast rutine og tidsplan. Heldigvis gik alt ikke lige efter planen den skæbnesvangre og dramatiske morgen.

Klokken 06.30 gav Kida et ordentlig spark fra sig inde i maven, mens Minna lå trygt i sin seng og sov. Sparkene var så voldsomme, at den højgravide kvinde besluttede at stå op et kvarter før normalt. Hvis hun ikke var blevet vækket på den kærlige måde af sit urolige barn, ville Connie ikke været i live i dag.

– Jeg stod op og tænkte, at når mit barn var så urolig, kunne jeg lige så godt gå hen til min mor. Vi bor tæt på hinanden. Det var et kvarter før normalt, men så kunne vi hygge os lidt, inden vi skulle afsted på arbejde. Jeg tør ikke tænke på, hvordan livet havde set ud i dag, hvis Kida ikke havde sparket så voldsomt, siger Minna.

Datteren fik et chok, da hun lige inden for døren så sin mor ligge bevidstløs på gulvet i entréen kun iført sit nattøj.

Kun et kvarter til forskel

Connie havde sine faste rutiner om morgenen, og én af dem var at gå på toilettet, der ligger ved entréen. Her var hun blevet ramt af en hjerneblødning, sandsynligvis 10-15 minutter før Minna ankom.

Datteren var selvfølgelig chokeret, men hun gik ikke i panik. Hun fik sin livløse mor lagt i aflåst sideleje, mens hun ringede til alarmcentralen. Minna fik senere at vide af lægerne, at hun havde gjort alt rigtigt, og at hun med stor sikkerhed havde reddet morens liv.

– Senere fortalte lægerne mig på hospitalet i Odense, at hvis jeg var kommet 15 minutter senere – på det tidspunkt, som mor og jeg havde aftalt – ville man ikke have kunnet redde hendes liv. Så havde det været for sent. Livet er fyldt med tilfældigheder. Hvis Kida ikke havde sparket mig i maven, havde jeg ikke haft min mor, og Kida havde ikke haft sin Bedstemor, siger Minna.

Alarmcentralen sendte en ambulance fra nabobyen Nr. Nebel til Ølgod, og selv om den kom relativt hurtigt, følte Minna minutterne som en evighed.

En sygeplejerske fortalte Minna over telefonen, at hun skulle presse knoerne mod morens kraveben for at se, om der var en reaktion. Det var der ikke. Der var intet liv bortset fra, at Connie en gang imellem udstødte nogle underlige lyde og gisp.

Uvisheden

Der blev tilkaldt en redningshelikopter, som fløj livløse Connie Kajhøj til Odense Universitetshospital.

Minna, der var gravid i 27. uge, fik fat på sin søster, Jannie, 34, der også bor i Ølgod, og på sin bror Michael, 30. Han tog direkte til Odense, og de to døtre fulgte efter.

I 12 dage lå Connie Kajhøj i koma, og de tre søskende levede i smertefuld uvished om den skæbne og det liv, som eventuelt ventede deres mor.

– Lægerne kunne ikke give nogen garanti for, hvor stor skade hjerneblødningen havde gjort. Heller ikke om hun ville overleve. I dag kan vi konstatere, at heldet var med os alle, da uheldet for alvor var ude efter vores mor, siger Minna.

Efter 12 dage i koma blev Connie vækket. Hun kunne hverken tale, gå eller stå, og hun kunne overhovedet intet huske bortset fra en enkelt ting. For da Connie så Minna første gang efter at være blevet vækket, lagde hun uden at kunne sige et ord en hånd på datterens gravide mave.

Det var en smuk gestus, selv om Connie ikke havde nogen idé om, hvad der var sket. Men hun kunne åbenbart huske, at datteren var gravid.

Connie genoptrænede på hospitalerne i Esbjerg og Grindsted, inden hun på Minnas 25-års fødselsdag den 23. september 2016 var tilbage i hjemmet i Ølgod.

Mange ulykker

Connie har haft mange eftervirkninger af hjerneblødningen, blandt andet har hun konstant hovedpine, ligesom hun har haft svært ved at genfinde hukommelsen.

– Den sidste dag, jeg husker inden hjerneblødningen, var den 26. juli. Den dag var jeg i teatret i København med mine to døtre og min svigerdatter for at se ”Dirty Dancing”. Jeg begyndte først at kunne huske noget igen i februar 2017, efter at jeg fik indopereret en sonde i hjernen til at fjerne væske, som samler sig, fortæller Connie Kajhøj.

Connie husker ikke, at hun var til stede på sygehuset i Esbjerg den 24. november 2016, da Minna fødte datteren Kida. Hun har heller ingen erindring om sønnen Michaels bryllup måneden efter.

I december 2016 fik Connie en operation for at forhindre epileptiske anfald, og året efter fik hun fjernet den ene nyre på grund af kræft.

Der er tilsyneladende ingen ende på de ulykker, der de seneste år har ramt den livsstærke kvinde fra Vestjylland.

Men den værste af dem alle indtraf i sommeren 2015, da Connie mistede sin kun 49-årige ægtemand, Kristian.

Et særligt bånd

Tirsdag den 14. juli 2015 stod Connie som sædvanlig tidligt op.

Hun og Kristian havde sagt godnat til hinanden klokken 01, og da fejlede han intet. Klokken 07.15 næste morgen gik hun ind i soveværelset for at vække ham og sige farvel. Men der var ingen at sige farvel til. Kristian var i løbet af natten blevet ramt af et hjertestop, og som blot 52-årig var Connie blevet enke.

– Heldigvis havde jeg også dengang mine børn og min familie. De slog ring omkring mig, og de har været der for mig lige siden. Vores familiesammenhold er stærkt, og jeg kunne ikke have klaret alt dette uden mine børn, siger Connie Kajhøj med taknemmelighed i stemmen.

Efter at Connie og Minna har fortalt Ude og Hjemme deres både utrolige og livsbekræftende historie om sygdom, død og livskriser, skal Minna hente Kida i dagplejen. Den lille pige kommer stormende ind i stuen og kaster sig straks om halsen på Bedste. Der er ingen tvivl om, at der eksisterer et helt specielt kærligt forhold mellem de to.

Det tror da pokker. Allerede inden Kida blev født, reddede hun sin Bedstes liv.

Connie siger med et smil på læberne, at ”ukrudt forgår ikke så let”. Men hun er alligevel taknemmelig for, at hendes ufødte barnebarn var utålmodig og sparkede fra sig inde i mors mave den morgen, da hjerneblødningen ramte Connie.