Daniel fra TV2’s ”Overleverne”: Jeg kunne ikke mærke mine følelser

I lejligheden i Hørsholm er stemningen trykket, for bare få minutter før har Daniel kunnet høre den velkendte råben fra hans mor og far ude fra stuen. Kort tid efter kunne han høre slagene. Larmen kunne fortone sig en lille smule, når han lukkede døren til sit værelse, men utrygheden kunne han ikke flygte fra. Pludselig er der igen stille, og da hans mor åbner døren ind til værelset, sidder Daniel med blikket stift rettet mod gulvet. Mimikken er væk, og hun kan hverken spore sorg eller bekymring. Det eneste, der får opmærksomhed, er den computer, han har stående på gulvet.

– Jeg kan ikke huske, at jeg tænkte noget om det. Jeg mindes ikke, at jeg var bange eller vred over, at min mor blev slået. På en eller anden måde har jeg måske lukket af tidligere, end jeg egentlig var bevidst om, fortæller 17-årige Daniel, der medvirker i TV 2-programmet ”Overleverne”. Her følger man tre unge, der alle bor på kostskolen Slotsvænget, hvor de får hjælp til at få struktur på deres hverdag.

Misbrug og vold

Daniel var ellers en glad og udadvendt dreng i sine første leveår. Hans mor kunne dog hurtigt mærke, at han havde svært ved at sidde stille, og da skolelivet blev en realitet, fik Daniel sværere og sværere ved at passe ind i rammerne. Han blev frustreret, når han ikke kunne få mening ud af ordene i skolebøgerne, og ofte forlod han klassen uden varsel.

Hjemme i lejligheden i Hørsholm begyndte Daniels fars massive alkoholforbrug at præge familien, da Daniel var omkring 7 år.

Hvis Daniel spurgte sin far om noget, fik han ofte at vide, at han lige var i gang med at drikke øl, og som tiden gik, begyndte stoffer også at blive en del af hans misbrug. Ofte var faren væk flere dage ad gangen, og han begyndte at gemme stoffer i lejligheden, hvor Daniel og hans brødre var.

– Jeg kunne godt mærke på Daniel og hans brødre, at de begyndte at trække sig. De fornemmede hurtigt, når stemningen blev trykket, og så forsvandt de ind på deres værelser, hvor der blev meget stille, fortæller Daniels mor, 40-årige Kamilla Eriksen, der flere gange var udsat for vold, når børnene var hjemme. Hun håbede længe, at det ville blive bedre, men når hun kiggede på Daniel, kunne hun se, at han fik det værre.

Flere gange blev hun ringet op af Daniels skole, der kunne meddele, at han endnu en gang havde kastet med borde og stole i klasseværelset.

Panik i blikket

– Jeg følte mig magtesløs, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var godt klar over, at der var masser af utryghed hjemme, men jeg følte mig ikke stærk nok til at forlade ham, fortæller Kamilla.

Da Daniel var omkring 12 år, forsvandt faren ud af deres liv. Daniel snakkede aldrig selv om det, men hans mor havde i længere tid set, hvordan der aldrig var tegn på følelser eller smil hos hendes søn, og da hun en dag endnu en gang blev ringet op af skolen, vidste hun godt, at der skulle ske noget drastisk, hvis ikke Daniel skulle ende med vold på samvittigheden.

En dag i skolen var Daniel kørt så meget op i en spids, at han endte med at true en lærer med at stikke hans øjne ud med en gaffel.

Kommunen anbefalede kostskolen Slotsvænget, der har specialiseret sig i børn med behov for særlig støtte, og selv om Kamilla havde svært ved at overlade Daniel til andre, vidste hun, at det var det bedste for hendes søn.

Endelig et smil

– På det tidspunkt gav han ikke udtryk for noget som helst, og man skulle være heldig, hvis man fik mere end et ord ud af ham, fortæller Kamilla, der havde en klump i halsen, da hun kørte hjem uden sin søn ved sin side.

Den dag efterlod hun en dreng med panik i blikket, og forstanderen på skolen var også i tvivl om, hvorvidt de kunne hjælpe Daniel.

Med øjnene rettet mod jorden gik Daniel rundt i sin egen verden. Han fulgte skolens instrukser, men gav ikke udtryk for, om han syntes noget var godt eller skidt. Alligevel var det, som om noget forandrede sig. Daniel begyndte at løbe, han fik venner, og han fik den anerkendelse, han aldrig havde mødt på sin tidligere skole.

Efter tre måneder kunne hans mor til stor overraskelse se en positiv forandring hos sin søn.

– Det var, som om hans anspændthed var forsvundet, og jeg kan huske, at jeg så et smil for første gang i meget lang tid, husker hun.

Selv om Daniel har svært ved at sætte ord på den udvikling, han har gennemgået, kan han alligevel godt mærke, at han har fået det bedre.

– Jeg var nok en hård nød at knække dengang, og jeg havde ingen idé om, hvad jeg ville med mit liv. Nu vil jeg gerne i militæret på et tidspunkt. Jeg er ret god til, at der er struktur i hverdagen, fortæller Daniel, der boede på Slotsvænget i fire år.

Mødet med far

Men der var en enkelt ting, han alligevel følte, var uafsluttet. Forholdet til sin far. Derfor valgte han en dag at kontakte ham, selv om han forsvandt ud af familiens liv uden varsel.

– Jeg vidste, at han boede på gaden og stadig var narkoman, så jeg havde behov for at se ham en enkelt gang mere. Jeg vidste jo ikke, hvor lang tid han havde tilbage, fortæller Daniel, der fik sit ønske opfyldt en dag i København, hvor de gik en tur og spiste noget mad sammen. Da de havde røget en cigaret, sagde de farvel.

– Jeg tror ikke, at jeg kommer til at se ham igen, men jeg er glad for, at jeg så ham en sidste gang, fortæller Daniel, der i øjeblikket er ved at uddanne sig til smed. Han bebrejder hverken sin mor eller far for en turbulent opvækst.

– Min mor har sagt undskyld til mig hundrede gange, men det er slet ikke nødvendigt. Tingene er, som de er. Man kan ikke lave om på fortiden, så hvorfor beskæftige sig så meget med det. Man kan lige så godt kigge fremad.