Danskere på Montebello: Vi kæmper for et bedre liv

1. februar 2017 Karin Heurlin

Hver lørdag rejser 30 danskere til Montebello i Sydspanien med kufferterne fulde af kampgejst. De kommer ikke for at holde ferie. Tværtimod. De kommer for at knokle og genoptræne intensivt med et håb om, at de kan vende tilbage til et lettere liv. Bubber har besøgt danske Montebello for at finde ud af, hvorfor man skal rejse helt til Sydspanien på Statens regning for at få det bedre. Kunne man ikke bare genoptræne hjemme i sit lokale træningscenter?

Hver lørdag flyver 30 udvalgte danskere ned til den spanske solkyst med et klart mål: De vil have det liv, de havde engang. Eller i hvert fald et liv, der er langt lettere, end da de tog hjemmefra.

Bubber har besøgt et stykke af Danmark, som godt nok ligger 3000 kilometer væk, og som er 20 grader varmere end derhjemme.

Men genoptræningsafdelingen Montebello i den hvide bjerglandsby Benalmadena er pæredansk og hører under Region Hovedstaden. Her kommer danske patienter, som har særlig brug for intens genoptræning i tre uger. Årsagerne kan være mange lige fra ryg-, knæ- og hofteoperationer til gigt, blodpropper eller sclerose.

Video: Mere dansk end Danmark - Bubber møder danskere på Gran Canaria

Den usynlige sygdom

Bubber møder blandt andre Gitte Ørnstrøm, som er på Montebello for syvende gang. Man kan ikke umiddelbart se på den 41-årige kvinde fra Næstved, at hun har brug for at komme på Montebello. Men det har hun, for Gitte lider af den sygdom, som ofte går under navnet ”den usynlige sygdom”.

Hun har sclerose, og hver gang, hun har været ramt af et såkaldt attak, er hun hårdt medtaget i kroppen bagefter.

Sad i kørestol

For 13 år siden var Gitte så svag i benene, at hun fik en kørestol. Godt nok kunne hun selv gå rundt med forsigtige skridt derhjemme, men når hun skulle ud, var hun nødt til at tage plads i transportstolen.

Hun sad også i kørestolen, da hun første gang skulle til Montebello for 11 år siden.

- Dengang kunne jeg gå 5-6 skridt, og så var alt i mig træt, siger Gitte, som aldrig glemmer sit første ophold på Montebello. Det beskriver hun med samme gnist i øjnene, som havde hun været vidne til et mirakel.

De unge mødre: Jeg fik sclerose to uger efter fødslen

Smed krykkerne

- Det er altså også lidt af et mirakel. Da jeg kom herned, begyndte jeg pludselig at gå rigtig godt med et par krykker, og mine forældre sagde, at det var en helt anden datter, de fik hjem. Anden gang jeg var her, kom jeg hjem uden krykker, og jeg har ikke brugt dem siden, siger Gitte, mens hun bæller en liter vand og kaster et par kiks i munden.

Der skal noget væske og noget energi til det træningsprogram, som hun følger slavisk hernede.

Som børn, der gør, hvad mor og far siger

- Det er den mest eminente træning, man kan få hernede, og vi er jo lidt ligesom små børn, der bare gør, hvad mor og far siger. Hvis man gør, hvad der bliver sagt, så flyver man nærmest herfra.

Konen fik nok: Jeg forlod Bubber

Bubber: Hvorfor kunne man ikke bare gøre det her i Danmark?

- Jeg ved det ikke helt. Jeg tror, det er fordi, at man får så meget fightervilje hernede. Alle vil simpelthen så gerne, og folk hiver hinanden op. ”Kom nu.” Sådan hjalp de andre mig første gang, jeg kom, og nu prøver jeg at hjælpe dem, der er lidt svagere end mig, siger Gitte.