Datter af en morder: Jeg skammede mig i 17 år
Camilla Højgaard kan stadig huske duften af den pølse, som hendes far altid stegte på panden til frokost, når hun var hos ham hver anden weekend efter forældrenes skilsmisse. Hun husker også hyggen og roen i hans lille gule hus i Skjern. Og alle de mange grin.
- Vi kunne grine af meget små ting. Det har vi altid kunnet. Egentligt behøvede vi ikke sige ret meget, for vi kendte hinanden så godt, husker 44-årige Camilla.
Bekymringen begyndte at vokse
Hun husker også dengang de i en ferie boede på en campingplads, hvor de ville køre op til den lokale købmand. Da Camilla satte sig ind i bilen den dag, ramte hendes fødder nogle klirrende flasker. Og det var i det øjeblik, en bekymring for første gang begyndte at vokse i hende: Drak hendes far for meget?
Den bekymring blev bare større og større med de følgende år. For selvom Camillas far altid passede sit job som isenkræmmer, så drak han uden tvivl for meget. Og når han drak, blev den ellers så lune og rare vestjyde en anden.
Forsøgte at kontrollere sin far
Camilla fik flere og flere foruroligende meldinger om sin fars drukture. Som da han kørte galt. Eller da han blev fundet i en fabrikshal efter at have fået tæv. Og hvad gør man, når ens elskede far er til fare for sig selv og andre? Camilla kastede sig ud i en opslidende disciplin: Hun forsøgte at kontrollere ham.
- Jeg ringede i tide og utide og spurgte: Hvad laver du? Og jeg kunne med det samme høre på hans stemme, hvordan han havde det. Når vi var sammen, gav jeg ham straks elevator-blikket, så jeg kunne mærke, hvordan det stod til. Hvis der var noget galt, prøvede jeg at fikse stemningen. Jeg var i højeste alarmberedskab hele tiden, og jeg levede i konstant angst for, hvilken besked jeg ville få næste gang.
Læs også: Jeg elsker min utro eksmand
Ringede til politiet og bad om hjælp
I 1999 havde Camilla lige fået sin første søn, og hendes daværende svigerforældre havde i anledning af deres sølvbryllup inviteret familien med til Caribien. Men selvom det lød som en drømmerejse, overvejede Camillia, om hun overhovedet skulle tage med. Det betød jo, at hun mistede kontrollen over sin far i et par uger. Og hendes bekymringer var bestemt ikke blevet mindre, efter han var kommet i et meget turbulent parforhold. Derfor ringede hun til politiet to uger inden ferien om bad om hjælp.
- Jeg ved ikke, hvad min far kan finde på. Han har virkelig brug for hjælp, ellers ender det galt. Hvis I ikke gør noget, er jeg bange for, det ender med et lig på bordet, sagde hun desperat.
Men politiet kunne ikke gribe ind, og Camilla var derfor fuld af bange anelser, da hun steg om bord på flyet mod Caribien.
Din far har kvalt hende
Da familien kom hjem 14 dage efter, mærkede hun, noget var galt, allerede da de blev hentet af hendes stedfar i lufthavnen. For hele vejen hjem i bilen spurgte han slet ikke, om de havde haft en god tur, og da Camilla kom hjem, sad hendes mor og ventede i stuen. Hendes kropssprog varslede det værste.
- Hvad er der galt? Er farmor død? Er det noget med far? nåede Camilla at spørge, inden mavepusteren ramte hende.
- Din far har kvalt hende.
Beskeden kunne ikke pakkes ind. Mens Camilla havde været i Caribien, var det slået klik for hendes far. Og han havde dræbt sin kæreste hjemme i soveværelset efter en aften i byen, hvor jalousien var blevet tændt i ham.
Liget var kommet på bordet. Præcis, som Camilla havde frygtet og og set ske, og virkeligheden ramte hende så hårdt, at hun måtte løbe ud i haven og med sin knyttede hånd slå hårdt ind i et træ.
I den nye podcast "En morder i familien" får du historier om de usynlige ofre ved mord. Gerningsmandens børn, forældre og ægtefæller. Det er deres personlige beretninger om dem selv og om livet med en morder i familien. I første afsnit besøger journalisten Jakob Hybholt Camilla, hvis far tog livet af sin kæreste. Med sin gerning ødelagde Camillas far ikke blot sin kærestes liv - han ødelagde også Camillas.
Frygtede hvad kassedamen ville tænke
- NEJ, råbte hun til himmelen. Så kom alle tankerne.
- Jeg fik en kæmpe skyldfølelse. Det her kunne jeg have undgået. Samtidig var jeg så vred. Hvorfor var der ingen, der havde gjort noget? Hvorfor var der ingen, der havde lyttet til mig?
Straks da Camilla kom ind i huset igen, ramte hverdagen. For uanset hvilke katastrofer man står i, skal der jo være mad i køleskabet, når man er en familie.
- Vi er nødt til at få købt ind, sagde Camilla mekanisk. Og lige bagefter tilføjede hun. - Men jeg vil ikke med.
- Jeg var jo sikker på, at hvis jeg tog ud og handle, så ville kassedamen sidde og tænke: Hendes far har slået et menneske ihjel.
Holdt sine følelser for sig selv
Frygten for andres tanker kom til at sidde i Camilla meget længe. Faktisk i de næste 17 år. Det var der bare ingen, der vidste, for var der noget Camilla var god til, så var der at holde sine følelser for sig selv.
- Jeg skammede mig så meget over det, min far havde gjort. Jeg følte jo, det var mit ansvar, og jeg tildelte slet ikke mig selv nogen værdi. Når jeg mødte nye mennesker, sagde jeg meget hurtigt: ”Du skal lige vide, at min far har slået en ihjel.” Så havde de jo muligheden for at smutte.
Flovt hvis nogen så mig
Skammen var med Camilla hele tiden. Ikke mindst da hun en måned efter drabet, trykkede på knappen til kaldeanlægget ved Ringkøbing Arrest første gang, hun skulle besøge sin far.
- Så stod jeg og kiggede mig over skuldrene. Jeg syntes simpelthen, det var så flovt, hvis nogen så mig, siger Camilla, som aldrig så meget som overvejede at lade være med at trykke på det kaldeanlæg. Hun ville ikke vende sin far ryggen. Tværtimod. Faktisk følte hun stadig, at det var hendes ansvar at kontrollere ham.
Camilla ankom troligt hver eneste uge til det lille besøgsrum med briksen og bordet med de to stole. Hver gang serverede hendes far mad fra fængselskøkkenet, som han passede alle de syv år, han afsonede sin straf.
Læs også: Min eksmand ville brænde mig
Camilla var den sjove og festlige
Ingen kunne mærke, at Camilla var tynget af skyld og skam. Tværtimod. Hun var altid den festlige og sjove i et selskab, og efter hun blev uddannet som personlig træner, var hun den energiske og storsmilende kvinde, der kunne motivere et helt hold til at svede, pruste og yde deres bedste.
Hvem skulle have troet, at det faktisk var den utrættelige træner, der var ved at bryde sammen? Ingen. Hvis det er altså ikke lige var for den dag for fire år siden, da Camilla pludselig begyndte at græde under strækøvelserne. Ud af det blå, begyndte tårerne bare at trille. I 17 år havde hun skubbet følelserne foran sig. Men nu nægtede hendes krop at være med til det mere, og Camilla var tvunget til at tørre den smilende facade af, og stoppe flugten fra sine egne følelser.
Lærte at smide skammen og ansvaret for sin far
Efter den dag blev hun sygemeldt med stress. Og efter den dag startede et hårdt, men vigtigt slid, hvor Camilla fik hjælp af både en psykolog og en coach.
Hendes problem kunne ikke bare fikses med en hurtig kur eller en enkelt samtale. Det tog lang tid, men langsomt fik Camilla rystet skylden, skammen og ikke mindst ansvaret for sin far af sig. I dag er hun en helt anden version af sig selv.
- Det har givet mig en kæmpe frihed. Når man går rundt og bærer på en kæmpe skamfølelse, så er det svært at være sig selv. Men nu har jeg givet mig selv lov til at være Camilla, og jeg føler ikke, jeg skal gå rundt og behage alle andre. Og min far er ikke længere mit ansvar. Han må passe sig selv, siger Camillia.
Far har taget sin straf
Det sidste siger hun, mens hun kigger lidt til højre med et lille smil.
For hendes far, Søren, sidder ved siden af hende. Lige nu er han på besøg i hendes hyggelige stue i Esbjerg for at deltage i dette interview. Han synes ikke, fortiden er rar at tale om. Men han står ved den, og han står ikke mindst ved sin datter og alle de følelser, hun har kæmpet med i al hemmelighed.
- Jeg har begået den værste forbrydelse, man kan begå, og det kan stadig plage mig. Især på nogle særlige datoer. Men jeg kan ikke spole tiden tilbage. Jeg har taget min straf, og jeg kan ikke gøre andet end at tale åbent om det, så andre måske kan lære af det og selv lade være med at gøre andre ondt, siger Søren, som efter sin fængselsstraf, vendte tilbage til Skjern. Også selv om mange advarede ham imod det. Her vidste alle jo, hvilken forbrydelse, han havde begået.
Ville ikke krybe langs husmurene resten af sit liv
Men selv var Søren klar til at se virkeligheden i øjnene.
- Jeg kunne jo ikke gå rundt og krybe langs husmurene resten af mit liv. Jeg var nødt til at komme videre og leve med det, jeg havde gjort, siger Søren, som er dybt taknemmelig for, at to gamle bekendte valgte at tage ham ind og give ham arbejde i deres forretning bagefter.
- Det blev helt sikkert min redning. Ellers var jeg røget helt ned i hullet igen, erkender Søren, som i dag arbejder 20 timer om ugen.
Vigtigt at være ærlig
Der er selvfølgelig meget, han gerne ville have gjort om. Og han ville ønske, at han havde vidst, hvor meget hans handling greb ind i Camillas liv.
- Jeg vidste slet ikke, hvor meget det fyldte for hende. Og så i så mange år. Det har helt sikkert lært mig, at det gælder om at være ærlig og få tingene ud med det samme. Camillas snebold rullede sig jo bare større og større, siger Søren.
I dag hjælper Camilla andre
Camillas snebold har dog ikke været så dårlig, at den ikke har været godt for noget. I dag hjælper hun nemlig andre med at komme af med deres snebolde. Hun har siden uddannet sig til coach og hjælper især sine klienter med at smide skyld og skam. De følelser findes jo i rigtig mange mennesker uanset, hvilken historie, man bærer rundt på. Og Camilla kender nok de følelser bedre end de fleste.
- Ingen har fortjent at gå rundt med skyld og skam. Det er så skadeligt, og det er så vigtigt at tilgive sig selv og andre. Det har jeg gjort. Jeg har ikke tilgivet min far for det, han har gjort. Men jeg har tilgivet ham som menneske. Og jeg har tilgivet mig selv.
Du kan læse mere om Camilla, og hvordan hun hjælper som coach og foredragsholder her:
