Skæbner

Datter og svigersøn myrdet: Vi kæmper for vores barnebarn

7. september 2019 Af Carsten Holst. Foto: Jørgen Ploug og privat
Lone Olsen har altid lovet sin datter, Nanna, at hun ville tage sig af sit barnebarn, hvis der skete Nanna noget. I april 2016 blev datteren myrdet af sin ekskæreste, men nu kan Lone Olsen ikke opfylde sit løfte. Faren til Lones barnebarn har nemlig fra fængslet besluttet, at pigen skal bo hos hans mor.
Datter og svigersøn myrdet: Vi kæmper for vores barnebarn

Tidligt søndag morgen den 22. august 2010 sad Lone Olsen spændt og forventningsfuld på en barselsstue på sygehuset i Svendborg. Hun skulle have sit første barnebarn, og hun glædede sig inderligt. I sengen lå Lones kun 17-årige datter, Nanna, som udtrykkeligt havde bedt sin mor om at være til stede. Med ved fødslen var også det kommende barns far, 19-årige Alexander Jensen.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Læs også: Vores store sorg: Datter og svigersøn blev myrdet

Kynisk drabssag

– Jeg glemmer aldrig øjeblikket, da Nanna fødte mit første og eneste barnebarn. Hun var den mest bedårende lille pige. Jeg tænkte uvilkårligt på de mange dejlige oplevelser, der ventede forude, og hvor skønt vi skulle have det sammen, fortæller Lone Olsen.

Om få dage er det ni år siden, at Lone blev mormor som 42-årig. Men livet formede sig ikke, som hun havde drømt om. Datteren Nanna ligger på fjerde år begravet på kirkegården i Stoense, mens den tredje tilstedeværende på barselsstuen, Alexander Jensen, afsoner en dom på fængsel på livstid for dobbeltdrab.

Nogen tid efter fødslen spurgte Nanna sin mor, om hun ville tage sig godt af sit barnebarn og passe på hende, hvis der skete hende noget. Det lovede Lone. Men det har vist sig som en vanskeligere opgave, end den midaldrende mormor havde forestillet sig. Én af de mest kyniske drabssager i nyere tid i Danmark kom i vejen.

Vil opfylde afdøde datters ønske

Efter datterens død blev barnebarnet nemlig anbragt hos drabsmandens familie i Svendborg, langt borte fra Lone og Morten Olsen i Lohals på Langeland. I tre et halvt år har bedsteforældrene forgæves kæmpet for, at Lone får muligheden for at opfylde løftet til sin afdøde datter.

For 15 år siden flyttede Lone og Morten til Lohals og byggede det hus, hvor Nanna og hendes lillesøster voksede op. Her tilbragte Nannas datter det meste af sit livs første fem år, lige til den dag da hendes egen far ændrede alt.

Siden bedsteforældrene lagde deres datter i graven, har de forsøgt at få et tættere forhold til deres barnebarn. Spørgsmålet er enkelt, men alligevel juridisk dybt kompliceret: Hvem har retten til Lone og Mortens barnebarn, når pigens mor og stedfar er døde, og hendes far er i fængsel på livstid?

Anbragt hos farmor

Dagen efter dobbeltdrabet fik Lone og Morten Olsen meddelelsen om, at deres barnebarn ”indtil videre” var anbragt hos sin biologiske farmor og hendes samlever. Under retssagen mod Alexander Jensen kom det frem, at hans mors samlever havde leveret patronerne til det oversavede jagtgevær, som Alexander myrdede højgravide Nanna og hendes ny kæreste med.

I forbindelse med en dokumentarfilm om tragedien fik TV 2 aktindsigt i Langeland Kommunes journal om sagen. Heraf fremgår, at kommunens social- og familiechef traf beslutningen om, hvor den 5-årig pige skulle anbringes efter drabet på sin mor.

Alexander Jensen meddelte fra arresten, at ”han ønskede, at datteren skal vokse op hos hans mor”.

Det ønske blev fulgt, bl.a. fordi faren efter Nannas død havde forældremyndigheden over datteren. Det var ”en midlertidig beslutning i en kaotisk situation”, som der står i journalerne. Senere skulle statsforvaltningen træffe en endelig afgørelse.

Læs også: X Factor-Ginas store offer: Jeg måtte forlade min baby

Kun bedsteforældre

Morten og Lone kæmpede indædt for, at barnebarnet skulle bo og vokse op i de vante omgivelser i Lohals, hvor hun gik i børnehave, og hvor hun havde alle sine venner.

Først et par uger efter bisættelsen af Nanna den 30. april 2016 så bedsteforældrene igen barnebarnet. Inden bisættelsen havde pigen sin egen lille ceremoni, hvor hun sagde farvel til sin mor og sin ufødte lillebror, der skulle hedde Charlie.

I ugerne og månederne efter var Lone og Morten bekymrede for barnebarnet. De anede ikke, om hun trivedes, eller om hun fik den hjælp, hun har brug for. Når pigen en sjælden gang kom på besøg, anede de ikke, hvor meget de skulle fortælle barnebarnet om hendes mor. Når de henvendte sig til kommunen, var beskeden, at de ”ikke var part i sagen, kun bedsteforældre uden juridiske rettigheder”.

Fik patroner fra stedfar

Tre måneder efter drabene fik Alexander Jensen frataget forældremyndigheden over sin datter, og forældremyndigheden blev i stedet deponeret hos en advokat i København. Her befinder den sig stadig, og Lone og Mortens barnebarn er stadig i Svendborg. Også selv om det under drabssagen i byretten i Svendborg kom frem, at dobbeltmorderen havde været udsat for overgreb i sit barndomshjem, hvor hans datter er anbragt på fjerde år.

Desuden oplyste Fyns Politi, at drabsmanden fik patronerne til de dræbende skud af sin stedfar.

Efterfølgende gik kampen om forældremyndigheden over den lille pige helt i selvsving. Nu søgte ikke kun Morten og Lone Olsen om retten til at have pigen hos sig. Også drabsmandens mor og stedfar samt den lille piges 66-årige biologiske farfar gjorde krav på hende.

En personligheds- og intelligenstest konkluderede i 2018, at ”mormoren og morfaren (Lone og Morten Olsen, red.) var egnede til at tage vare på deres barnebarn. Psykologerne advarede samtidig om, at pigen kunne blive traumatiseret, hvis hun mistede den tætte kontakt til dem og de velkendte rammer på Langeland.

Denne konklusion blev forkastet af Langeland Kommune, og i stedet for samvær med barnebarnet hver 5. uge fik Lone og Morten nu kun lov at se pigen hver 11. uge. Dette er senere blevet ændret til hver 4. uge.

Læs også: 26-årige Sofie overmandede indbrudstyven

Vanvid

– Det var det rene vanvid, og vi følte os fuldstændig tilsidesat. Ingen tog tilsyneladende hensyn til, hvor pigen har det bedst, siger Morten Olsen.

I 2018 kom der ny social- og familiechef i Langeland Kommune. Hun fastslog, at det var statsforvaltningens opgave at beslutte, hvor den lille pige skal være.

Derefter blev der iværksat en ny psykologundersøgelse, og her blev hovedpersonen, Lone og Mortens barnebarn, også afhørt. I den forbindelse meldte Nannas lillesøster, Maria Olsen, sig som adoptivmor. Hun bor i Rudkøbing med sin kæreste og hans 9-årige søn, og Maria og Nanna havde et nært forhold til hinanden. Derefter var der nu fire hold, der ønskede at få pigen.

Psykologen opfordrede i rapporten til, at ”pigen snarest muligt fjernes fra sin farmor, idet hun ikke kan bearbejde sin sorg i Svendborg, hvor der ifølge rapporten kun var billeder af hendes far på væggene, og hvor hendes afdøde mor ikke blev omtalt”.

Læs også: 19-årig massemorder

Afventer afgørelse

I øjeblikket ligger sagen i Familieretshuset, som endnu ikke har truffet en afgørelse. Lone og Morten Olsen har i samråd med deres advokat besluttet at gå rettens vej for at få forældremyndigheden over deres barnebarn.

Sagen kommer for retten i Svendborg 4. september, og indtil da må Lone og Morten nøjes med at se deres lille guldklump hver 4. uge.

– Pigen har under sin opvækst brug for at vide noget om sin vidunderlige mor. Hun skal vide, hvor meget hendes mor elskede hende. Det kan ingen fortælle bedre, end vi kan, siger Morten og Lone.

Læs også: Emma blev mobbet i årevis: Jeg mig selv i søvn

Indrettet liv efter barnebarn

To børneværelser står parat til at modtage den lille pige i det hus, hvor hun har tilbragt det meste af sit liv. Både Lone og Morten har allerede indrettet deres arbejdsliv, så de kan være mest muligt hos deres eneste barnebarn.

Ude og Hjemme har været i telefonisk kontakt med dobbeltmorderen Alexander Jensens mor, der i øjeblikket har sit barnebarn boende. Farmoren ønsker ikke at kommentere den tragiske sag. Hun vil heller ikke svare på, om hendes barnebarn efter hendes opfattelse er anbragt det bedste sted.

Læs også: Mit barns far er morder

Sponsoreret indhold