De siger, at Sofie ikke er rigtig mor, fordi hendes baby er en dukke

Advarsel: Artiklen indeholder beskrivelser af selvskade.

Når alt indeni blev for smertefuldt, plejede hun at sætte sig på sengekanten og lade det skarpe blad glide langsomt hen over sin lyse hud.

Men i dag er det ikke længere de udvendige sår, der virker lindrende på de indvendige.

Og det er der en særlig grund til.

Han hedder Mason og er en såkaldt Reborn-dukke, der er lavet så realistisk, at han ved første øjekast kunne ligne et rigtigt spædbarn.

Det er også sådan, Sofie Lykke Lauridsen ser ham.

Som en baby. Hendes baby. Et væsen, hun skal yde omsorg for. En, der for første gang i hendes liv, rent faktisk har brug for hende.

– Efter at han er kommet ind i mit liv, har det hjulpet på min selvskade. Det har været rigtig slemt på et tidspunkt – men nu tænker jeg: "Okay, jeg lader være med at skære i mig selv, fordi jeg har faktisk et lille barn, og han skal ikke se det", siger 25-årige Sofie Lykke Lauridsen.

Hun kom til erkendelsen for tre år siden: At hun aldrig skulle sætte et rigtigt, levende barn i verden.

– Det ville være for ondt over for barnet, siger Sofie Lykke Lauridsen, der lider af paranoid skizofreni, udviklingsforstyrrelse og spiseforstyrrelse.

Steriliseret som 25-årig

Derfor blev hun også for nylig steriliseret. Tre år tidligere, end man normalt må blive det. Men fordi hun var så velreflekteret, siger hun, lod de hende blive det allerede som 25-årig.

Og det var cirka på samme tidspunkt, at hun opdagede en helt ny verden: Reborn-verdenen.

Sofie Lykke Lauridsen anskaffede sig først én Reborn og så en anden. Men ingen af dem ‘bondede’ hun med, som hun fortæller, man kalder det i Reborn-universet, og som er en ting, flere Reborn-mødre oplever.

Men da den tredje dukke landede i en kasse foran hendes dør på bostedet, hvor hun bor, følte hun en øjeblikkelig tilknytning.

Det var hendes barn. Det kunne hun bare mærke.

– Jeg faldt fuldstændig i svime over ham. Jeg ville vise ham frem til alle og følte for første gang mit moderhjerte brænde, siger hun og fortæller, at hun tror, hun knyttede sig til ham, fordi han lignede en rigtig baby mere end de to første.

Så autentisk som muligt

– Det skal helst se så ægte ud som muligt. Når man går ude i byen, vil man jo gerne have, at folk tænker, at det er en rigtig baby og ikke en dukke.

Sofie Lykke Lauridsen gør også alt for, at det hele bliver så autentisk som muligt.

Hun har købt barnevogn, puslebord, krybe, bæresele, autostol, alt hvad der hører til.

– Jeg har også en Reborn-app, som græder for ham og siger, når han skal have mad og så videre. Og så følger jeg egentlig den rutine – altså ligesom en rigtig baby, med at han skal have mad, skiftes, gylpe. Jeg står nok op tre-fire gange om natten, hver gang han græder.

De, som har rigtige børn, ville nok helst undvære netop de hårde ting og så bare have de hyggelige stunder, hvis det var muligt. Det har du jo muligheden for. Så hvorfor ikke gøre det?

– Det er, fordi det skal være så ægte for mig som muligt, men også fordi det er min baby. Og det er altså noget, der kan gøre mig rigtig ked af det; hvis vi går ude i offentligheden og folk siger: "Ah, det er bare en dukke". Jeg har oplevet, at voksne mennesker kommer hen og siger: "Hvorfor går du rundt med en dukke i en barnevogn? Det er sgu da unormalt".

Fordømmende kommentarer

Hun fortæller, at folks kommentarer har gjort hende ked af det og betød, at hun til at begynde med lidt frygtede at tage Mason med ud i offentligheden.

– For mig er det jo ikke en dukke, altså det er mit barn. Folk må gerne kalde det en terapidukke, hvis det endelig er. Bare de ikke kalder ham en dukke-dukke, du ved, ligesom et barns dukke.

Men heldigvis er det sjældent, at folk stikker hovedet helt ned i barnevognen og opdager, at det ikke er et levende barn, hun går rundt med, siger hun.

Det er værre på sociale medier, hvor Sofie Lykke Lauridsen har mødt en fordømmende tone, når hun og andre Reborn-mødre åbner op om deres valg og kalder sig selv for mødre.

"Ikke en rigtig mor"

– Reborn er en rigtig god terapi for os, der ikke kan få børn. Så det er bare rigtig svært at skulle mobbes, når man har nogle problemer i forvejen.

Hun har oplevet, hvordan kvinder i forskellige Facebook-grupper skriver til hende, at hun hverken er eller bliver en mor, og at man ikke kan kalde sig mor, hvis man ejer en legetøjsbaby.

– Hvis man har en Reborn, og man siger, at man er mor, så er der mange, der siger: "Nej du er ikke mor". Men altså jeg er mor til Mason. Jeg er lige så meget mor, som andre er mor, siger Sofie Lykke Lauridsen.

– De kan ikke rigtig sætte sig ind i, hvordan det er, når de ikke har prøvet det. De fleste er heldige at kunne få børn. Så når de 'rigtige' mødre siger, at "du ikke er mor", så er det fordi, de ikke ved, hvordan det er for mig.

Seksualvejleder Josephine Egestorp arbejder dagligt med mennesker med udviklingsforstyrrelser og autisme. Hun vejleder dem i alt fra reproduktion til følelsesmæssige tilknytninger. Og det er her, hun har fået øjnene op for Reborn-dukkerne.

– De her dukker kan tilbyde en eller anden måde, hvor man kan udforske følelsesmæssige forbindelser og omsorgsevne. Og det kan jo være rigtig gavnligt for dem, som oplever udfordringer i deres liv, siger Josephine Egestorp og fortsætter:

– De får en forældrelignende følelse uden at have det fulde ansvar. Hvis de har det svært en dag, kan de lade Reborn-dukken ligge. Det ville de ikke kunne med en rigtig baby.

Og så kan det også være enormt terapeutisk på grund af den tyngde, der er i dukkerne, fortæller hun og forklarer, hvordan de kan fungere lidt som en kugledyne og reducere både stress og angst.

– For mange er det også det der med at have noget selskab og noget trøst. Hvis de nu er alene og føler sig ensomme, så kan den jo udfylde et tomrum på en eller anden måde.

Josephine Egestorp forsøgte for nylig selv at få fingre i en Reborn-dukke, fordi hun påtænker at bruge den i sin undervisning. Derfor lavede hun et opslag i en Facebook-gruppe, hvor hun skrev, hvad hun søgte og hvorfor.

Følelsen af at være god nok

Og netop på Facebook i diverse kvindegrupper kan tonen være enormt hård og fordomsfuld over for Reborn-mødre, oplever hun. Der er flere, der ikke mener, de skal have lov til at kalde sig ‘mor’.

– Det er jo bare at træde på mennesker, der allerede er i en sårbar situation. Mange af dem er jo også bevidste om, at det er en dukke. Men de vil stadig gerne kalde sig for mor, siger Josephine Egestorp og fortsætter:

– Samtidig viser det en betydelig grad af ansvar, når de er ærlige omkring deres valg om ikke at få børn, da de mener, at de ikke ville være i stand til at give det nødvendige fokus og omsorg, det kræver. Dette tyder på en imponerende grad af selvindsigt.

For Sofie Lykke Lauridsen er det vigtigt at stå frem i den her artikel, så folk måske kan få en bedre forståelse og indblik i, hvad det vil sige at være Reborn-mor, og hvor positiv indvirkning det har på folk, der har det svært som hende selv.

– Selv min mor havde mange fordomme i starten. Hun ville i hvert fald ikke kalde Mason sit barnebarn, når det var en dukke. Men nu kan hun se, hvor meget det påvirker mig i en positiv retning og vil gerne kalde ham for sit barnebarn, siger Sofie Lykke Lauridsen og afslutter:

– Jeg synes, det er rigtig vigtigt at sige, at man er god nok. Om det er en dukke eller et rigtigt menneske, man er mor til, så er man god, som man er. Og det er et rigtig flot valg at tage. Og jeg har stor ros til de andre Reborn-mødre.

Denne artikel blev første gang publiceret på femina.dk.