Den dag mit liv ændrede sig: En usynlig hånd holdt mig oppe

22. februar 2016 af Karin Heurlin. Foto: Birger Storm, Steen Wrem, Gregers Overvad og private

Clairvoyanten del 15. Normalt holder Anne-Marie aldrig taler. Men den 30. april 2010 slog hun på glasset. Mens alles øjne var rettet mod hende, holdt hun tale for en helt særlig konfirmand. Ingen kunne mærke, at hun få timer forinden havde oplevet sit livs værste tab.

Som clairvoyant kan man føle sig ensom. Meget ensom. Jeg har ikke rigtig nogen kolleger, jeg kan dele mine udfordringer med. Der er kun mig selv og mine egne syn, som man ikke kan måle eller se, så jeg er nødt til at stole på mig selv hver eneste dag. Dog var der en person tæt på mig, som tydeligvis havde clairvoyante evner uden at gøre et stort nummer ud af det. Hun nærmest skjulte det. Men min mor var synsk, ligesom jeg.

Mor var synsk

Det var dog noget, hun kun sjældent talte om. Nok fordi hun var præstedatter, og i den familie var kun én tro acceptabel, og det var troen på Gud. At tro på andre ting var ikke noget, man talte om ved middagsbordet.

Selv tror jeg på Gud, og det har jeg altid gjort. Men jeg tror også på mine egne evner, og jeg synes ikke, at det ene udelukker det andet.

Gennem tiden har jeg set flere og flere sprækker ind til min mors synske evner. En dag sagde hun til en kvinde:

– Jeg kan se, at du får tvillinger.

– Åh, nej. Jeg har jo allerede to børn. Jeg skal slet ikke have flere.

Men min mor fik ret.

LÆS OGSÅ: Scandinavian Star: Jeg var morderens kone

Den slags eksempler har jeg set mange af. Min mor havde også globale syn om store katastrofer eller begivenheder ude i verden.

En morgen ringende hun til mig.

– Hvor er du? spurgte hun hektisk.

Jeg forklarede, at jeg var på vej ud ad døren og faktisk havde lidt travlt.

– Bliv hjemme. Vil du ikke nok, bad hun mig inderligt uden nærmere forklaring.

– Det kan jeg ikke, jeg skal til tandlæge, sagde jeg.

Jeg kunne godt mærke, at min mor havde en ubehagelig fornemmelse, men jeg overholdt alligevel min tandlægetid.

Da jeg kom hjem igen med rensede tænder, tændte jeg fjernsynet. Jeg stod helt stille midt i stuen, ude af stand til at sætte mig ned. Foran mig på skærmen så jeg, hvordan et fly styrede direkte ind i World Trade Center. Mens terrorangrebet satte hele verden i stå den 11. september 2001, forstod jeg mere end nogensinde, at min mor og jeg delte evnen til at modtage budskaber fra den anden side.

Anne-Maries mor prøvede nærmest at skjule sine clairvoyante evner.

Datter har også evnerne

Om de clairvoyante evner er gået i arv til min egen datter, Julie, har vi aldrig talt meget om. Selv dyrker hun det ikke, og hun er måske også lidt skræmt over det, men selv er jeg nu ikke i tvivl. Hun kan, hvis hun vil. Det er selvfølgelig en stor gave, men det er samtidig en stor byrde, så jeg forstår godt, hvis hun endnu ikke har lyst til at åbne op.

Julie, min mor og jeg har altid haft et stærkt bånd, selv om vi er tre vidt forskellige personligheder. Jeg har aldrig forsøgt at presse min åndelige verden ned over Julie, i stedet har jeg valgt at følge hende, hvor hun var i sit liv. Da hun startede i badmintonklubben KMB, fulgte jeg med som forælder, og jeg har brugt utallige timer i hallen og som formand for børneudvalget.

Klubben har fyldt meget i vores liv, og for vores familie har badminton været langt mere end bare en kamp over et net. Vi har et tæt forhold til både børn og voksne i klubben, og jeg er taknemlig for det fællesskab.

LÆS OGSÅ: Holbæk Modellen: Tab dig uden sult

Det hele går ikke kun op i den åndelige verden for Anne-Marie. Hun bruger også mange timer i sin datters badmintonklub.

Den synske pige

Når jeg er sammen med andre mennesker, fornemmer jeg hurtigt, hvem jeg har en god energi med. I badmintonklubben var der et menneske, som gjorde et særligt indtryk på mig. Jeg kunne mærke, at der var en uforklarlig forståelse mellem os, også selv om hun faktisk bare var en lille pige. Camilla hed hun. Hun var 10 år, da jeg mødte hende, og hun var et par årgange under min egen Julie.

Camilla kom en dag hen til mig for at snakke om nogle oplevelser, som hun ikke turde dele med andre, af frygt for at de ville ryste på hovedet ad hende.

Jeg rystede ikke på hovedet, da Camilla fortalte sin historie. Jeg forstod hende og var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun talte sandt, og at hun havde kontakt til den åndelige verden.

Camilla betroede mig, at hun var vågnet midt om natten, da hun var 8-9 år. I fodenden sad hendes farmor, som var død et stykke tid forinden. Hun sad helt tydeligt og klart der på sengen og kiggede på sit barnebarn, som om hun lige skulle sikre sig, at Camilla havde det godt.

Camilla havde oplevet flere uforklarlige episoder, og når hun fortalte om dem, vidste jeg, at Camilla og jeg ville komme til at spille vigtige roller i hinandens liv.

Det fik jeg ret i. Fra vores første snak bevarede vi en tæt kontakt, og da hun skulle konfirmeres i april 2010, var vores familie inviteret med.

Det blev en dag, hvor mit liv ændrede sig. En dag, hvor både døden, sorgen og kærligheden stødte sammen i løbet af få timer.

I 2009 fik min mor kræft. For mig var det nærmest ubærligt. Min lille mor.

Det kom som et chok for mig, da jeg fik beskeden. Jeg havde ikke haft den fjerneste anelse om det. Måske fordi jeg slet ikke kunne forestille mig at leve uden min mor.

Kent var guld værd, da Anne-Maries mor fik kræft.

Mit livs kamp

Min mor har ikke altid været perfekt. I min barndom drak hun for meget, og det betaler man en pris for som barn. Jeg har betalt min del. Men selv om man har et problem med alkohol, som min mor, er man ikke et dårligt menneske. Min mor var et af de bedste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Så gavmild og omsorgsfuld.

Da jeg var på lavpunktet i mit liv efter mit videoeventyr og ikke havde penge, kom hun forbi med shampoo eller mad, hvis jeg havde behov for det, og da jeg fik Julie, var hun fuldstændig uundværlig. Under min graviditet havde jeg givet hende et ultimatum: Hvis hun skulle være sammen med sit barnebarn, måtte hun ikke drikke. Det lovede hun, og hun holdt sit løfte.

Julie var 17 år, da min mor blev syg, og hun var helt knust. Min mors sygdomsforløb tog også mere på mig end noget andet, jeg havde prøvet. Da kræften åd sig ind på min mors krop, startede mit livs kamp. På det tidspunkt var min kalender fyldt med arbejde. Et arbejde, jeg ikke bare kunne melde fra. Mine klienter havde bestilt tid for at lægge deres liv i mine hænder, og på Ude og Hjemme skulle der et blad på gaden hver uge.

LÆS OGSÅ: Tinas tragedie: De tog hendes børn

Samtidig skulle jeg holde et skarpt øje med min mors behandling. Hendes tilstand blev lynhurtigt dårlig, og der var ingen tvivl om, hvilken vej det gik. Derimod var der stor tvivl om, hvordan dele af sundhedsvæsnet skulle arbejde sammen, især da min mor til sidst kom på plejehjem.

Kommunikationen mellem plejehjemmet og sygehuset var mangelfuld, og jeg bekymrede mig voldsomt. Heldigvis havde jeg min dejlige mand, som mere end nogensinde viste, hvad han er lavet af. I dag ved jeg stadig ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham, for han var der hver dag for min mor, når jeg selv skulle arbejde.

Selv ville jeg også gerne være så meget sammen med hende som muligt, så jeg kom på plejehjemmet med mad hjemmefra om aftenen. Når jeg sad der med min mor, forsøgte jeg at smile og holde humøret oppe, men når jeg kom ud i bilen, brød jeg sammen. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har siddet i min bil og tudet i den periode.

I det tidlige forår 2010 var spørgsmålet, hvornår i nærmeste fremtid min mor ville dø. Det spørgsmål følte både Julie og jeg, at vi kendte svaret på. Måske ikke i hvilken måned, det ville ske, men Julie havde set tallet ”30” i skyerne, så den 30. marts var vi faktisk klar til at tage afsked. Men den dag overlevede min mor.

Den 30. april var det Camillas konfirmation.

– Bare din mor nu ikke dør den dag, sagde Camilla, mens hun var i gang med forberedelserne. Selv havde jeg en klar fornemmelse af, hvad dagen ville bringe.

Jeg elsker dig

Klokken 8 den morgen, blev jeg ringet op af plejehjemmet. Tiden var tæt på at løbe ud for min mor, og vi skulle komme og sige farvel.

Da jeg kom ind på stuen, lå min mor i sengen og trak vejret ganske let. Jeg tog hendes hånd, og hun klemte den svagt.

Så bevægede hun læberne, og lyden var så hviskende og spag, at jeg kun lige nøjagtig kunne høre ordene.

– Jeg elsker dig.

Det var de sidste ord, hun sagde til mig. Men hun var ikke klar til at give slip.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen makeover: Blond page

Vi sad omkring hende og holdt øje med hendes åndedræt hele morgenen og formiddagen. Hun blev ved med at tage en ny vejrtrækning. Jeg kiggede på uret. Camillas konfirmation begyndte klokken 13. Til sidst rømmede jeg mig og kiggede på min mor. Hun kendte mig jo bedre end nogen anden, så jeg sagde det ligeud.

– Nu må du godt give slip, mor. Jeg skal til konfirmation klokken 13.

Men min mor holdt fast i livet lidt endnu. Til sidst tog jeg en beslutning, som måske kommer bag på de fleste, men som var den rigtige for mig. Jeg tog afsked. Inden jeg gik fra hospitalet tog jeg fat i en sygeplejerske.

– I skal ikke ringe til mig, hvis min mor dør. Jeg ringer selv.

Sygeplejersken forstod mine ord, og jeg tog hjem og klædte mig i mit fineste tøj til Camillas konfirmation.

Julie var så påvirket, at hun ikke kunne tage af sted med mig, men jeg var fast besluttet på at møde op til Camillas store dag.

Når jeg i dag tænker tilbage på begivenhederne den 30. april 2010, forekommer det helt uvirkeligt. Jeg ved ikke, hvad det var, der holdt mig oppe, men jeg sad rank og smilende på min plads ved festbordet til konfirmationen, mens jeg vidste, at min mor lå for døden.

Da jeg havde været til festen en time, gik jeg ud for mig selv og tastede det nummer, jeg kunne udenad efterhånden. Da røret på plejehjemmet blev taget, vidste jeg godt, hvilken besked jeg ville få.

Min mor var død.

Da Anne-Marie mistede sin mor, gik hun igennem sit livs sværeste tid.

Tog tilbage til festen

Diskret fik jeg fat i Camillas mor og hviskede min nye virkelighed ind i hendes øre.

Så forlod jeg selskabet uden at sige farvel og kørte hjem og hentede Julie, hvorefter vi tog op på plejehjemmet.

Min mor lå i sit eget pæne tøj og var gjort klar. Jeg gik helt hen til hende og kyssede hende tusind gange. Lige ved siden af mig brød Julie sammen. Selv fældede jeg ikke en tåre. For mig var min mor steget til himmels, og det var kun hendes efterladte hylster, jeg kyssede.

Igen blev jeg holdt oppe af den usynlige hånd. Da jeg havde forladt min mor, tog jeg tilbage til Camillas konfirmation. Jeg satte mig på den plads, jeg kort forinden havde forladt, og hvor min serviet stadig lå i samme folder. Så skænkede jeg et glas rødvin. Da jeg havde tømt det, slog jeg på glasset.

Normalt holder jeg aldrig taler. Men nu rejste jeg mig og kiggede direkte på Camila, som sad og så så fin ud. Der var helt stille i rummet. Alles opmærksomhed var rettet mod mig. Så rømmede jeg mig og holdt min tale.

Ingen til Camillas konfirmation mærkede, at jeg havde mistet min elskede mor midt i det hele. Efter maden blev der spillet op til dans, og gæsterne dansede på kryds og tværs.

LÆS OGSÅ: Jacob blev bortført som 11-årig – Læs hans mor rørende brev

Der var mange fra badmintonklubben, som jeg kendte godt. En af dem var en ung fyr, der hedder Mikkel. Den dag dansede han og jeg. Det var ikke en lang dans, men jeg glemmer den aldrig. I det øjeblik var jeg sikker på, at han engang ville finde sammen med min Julie, og at han ville blive en del af min familie. Døden åbner altid en ny dør.

Den fornemmelse blev forstærket et par dage efter min mors død, hvor jeg gik for mig selv i haven. Pludselig fik jeg et syn, hvor jeg så Mikkel gå med en lille pige på skulderen ud af min havelåge. For mig var der to ting, som det syn kunne betyde. Enten symboliserede det, at Mikkel engang ville gå med min lille pige, eller også at han ville give mig en lille pige som barnebarn en dag.

Mit syn kom til at passe godt med, hvad der skete efterfølgende. To år senere blev Mikkel og Julie kærester, og Julie flyttede hjem til ham. Han tog min lille pige, og jeg kunne ikke ønske nogen bedre til at føre Julie ud ad havelågen.

Selv om Anne-Marie have sin mand og datter, følte hun sig alene efter sin mors død.

Tæt på at knække

I dag er Mikkel en del af familien, og det er en gevinst. Men da jeg mistede min mor, efterlod hun sig et kæmpe tomrum og gav mig en smerte, som jeg aldrig havde prøvet før.

I starten gik det ellers fint nok. Op til begravelsen havde jeg travlt med det praktiske, og jeg overbevidste mig selv om, at jeg ville være lige så fuld af overskud som til min fars begravelse, hvor jeg havde siddet og smilet i kirken. Hvorfor det var så vigtigt for mig ikke at bryde sammen, forstår jeg ikke. Jeg havde jo set tusindevis af mennesker græde foran mig, og jeg tror på, at tårer renser ud. Men når det handler om mine egne tårer, har jeg svært ved at give slip foran andre, og jeg smider helst ikke facaden. Af gammel vane klamrer jeg mig til den.

Til begravelsen trådte jeg ind i kirken uden tårer. Jeg satte mig med følelsen af, at jeg ville komme igennem hele dagen uden at vise min sorg, og jeg kiggede rundt på de mange, mange mennesker og på den utrolig smukke udsmykning, som min veninde Blomster-Hanne havde stået for.

Så gik højtideligheden i gang. Jeg vidste, hvad der skulle ske, og var forberedt på hele programmet. Uden at bæve eller snøfte smilede jeg til min veninde, sangerinden Monique, da hun som den første trådte op ved siden af kisten og begyndte at synge Amazing Grace.

Hendes stemme fyldte hele kirkerummet. Det var så smukt, og lige der blev jeg ramt. Lige der krakelerede jeg. Ved siden af mig græd Julie, og jeg mærkede mine egne varme tårer. Jeg tørrede mine øjne, mens jeg diskret drejede hovedet. Inden sin død, havde min mor sagt: ”Jeg vil være lige bag dig”.

Nu kiggede jeg bagud.

– Er du der mor?

LÆS OGSÅ: Min søn blev massemorder

Tiden efter min mors død var den sværeste i mit liv. Godt nok fortsatte jeg med at arbejde som før, men jeg kunne mærke, at jeg bevægede mig på kanten. At filmen var ved at knække.

Normalt har jeg en robust psyke, men nu følte jeg mig tynd som papir hele vejen igennem. Samtidig følte jeg mig igen ekstremt alene. Godt nok havde jeg min datter og min mand til at trøste mig, men ingen af dem havde mistet deres mor. Ingen af dem gik igennem det, jeg gik igennem.

Til sidst bestilte jeg tid hos en anden clairvoyant som en slags terapi. Men jeg aflyste igen. Jeg lever af at hjælpe andre, men jeg har desværre svært ved at modtage hjælp selv.

I stedet fandt jeg mine egne veje gennem sorgen. Mine gåture var guld værd. Jeg gik og gik og gik, og jeg kan kun anbefale det til andre. At gå er den bedste terapi i mine øjne. Desuden begyndte jeg at skrive til min mor, og det gør jeg stadig. Jeg fortæller om mit liv. Om Julie og Kent og om mine sorger og glæder. Det er en utrolig stor hjælp, for på den måde føler jeg, at hun stadig er vidne til mit liv.

Nu har jeg også valgt at dele mit liv med jer læsere. Dette var det sidste afsnit, men jeg håber, I har lyst til at læse mere i min bog ”Clairvoyanten.” Det har været en stor beslutning at åbne op og fortælle om alle de veje og afveje, jeg har gået på. Mit liv har ikke altid været nemt. Men det er jo netop i vores kriser, at vi lærer os selv at kende. Forhåbentligt har du også lært noget om dit eget liv ved at læse om mit.

LÆS OGSÅ: Tony var døden nær: Nu leger han igen

Lær at bruge dine clairvoyante evner

Anne-Marie hjælper dig med at bruge dine egne clairvoyante evner i sin nye bog ”Clairvoyanten”. Gennem tarotkort, farver, tal og symboler guider hun dig til at spå om dit eget liv. Ifølge Anne-Marie kan alle lære at spå, hvis man holder sine øjne åbne.