Den sværeste besked

Jettes store datter Liza sad i familiens køkken sammen med sin stedfar, Preben. I stuen lå Jette og var ved at komme sig efter sin seneste kemobehandling. De havde besøg af en hjemmeplejerske, som kiggede alvorligt på dem og sagde: Er I klar over, hvilken vej det går nu?

– Jeg svarede, at det vel gik fremad. Mor var en fighter, og hun havde før haft det dårligt og var kommet op igen. Men natten før havde hun sovet uroligt, og den morgen ville hun ikke tage sine piller. Hjemmeplejeren fortalte os, at vi ikke skulle regne med, at mor kom op af sengen igen. Vi blev nødt til at spørge, hvad hun mente med det, for det kom som et chok. Mor tog jo godt imod behandlingen, og hun havde købt ind, til hun blev 100 år, fortæller 22-årige Liza Broch Pedersen.

Læs også: Fortæl om min mor

Hun vidste, at de var nødt til at fortælle Tommy på 12 år, hvad der var ved at ske. Han skulle ikke opdage, at han ikke havde fået ordentligt besked. Det ville kun gøre ham forvirret og endnu mere ked af det, hvis hans mor døde, og han ikke var forberedt. De kaldte på Tommy, der blev forskrækket over at se deres forgrædte ansigter. Han satte sig imellem dem, og Liza forklarede ham, at deres mor ikke ville leve ret meget længere. Der gik et par sekunder, før han opfattede, hvad hun sagde. Så kom tårerne.

Hele familien fotograferet kort tid før, Jette blev syg.

Læs også: 13-årig gav mig sit nyfødte barn

Trøstede sine børn

– Det var det sværeste, jeg nogensinde har sagt. Tommy troede jo, at mor ville blive rask. Det troede vi alle, også mor. Det havde hun lovet, fortæller Liza.

– Jeg dør ikke af kræft, men jeg kommer til at dø med den.

Det var Jettes trøstende ord, da hun fik diagnosen for tre år siden. Den dengang 10-årige Tommy havde været med sin mor hos lægen, og lægen havde ret hurtigt konstateret, at knuden i Jettes ene bryst og smerten i hendes ryg måtte være kræft. Jette var fattet, og da hun og Tommy kørte hjem igen, havde hun fortalt ham, hvad hun fejlede uden nogen former for drama.

– Jeg blev ikke bange, for jeg vidste ikke, at man kan dø af kræft. Jeg troede, det var en sygdom, som hun bare skulle have medicin for, forklarer 13-årige Tommy Brahe Jensen, der går i 7. klasse på Skovbakkeskolen i Odder.

Heller ikke storesøster Liza reagerede voldsomt på den barske nyhed, da hendes mor ringede kort tid efter lægebesøget.

– Vi har altid sagt tingene, som de er, i vores familie. Man kunne regne med, at mor ikke ville pakke tingene ind eller holde noget skjult for os. Måske var det hendes rolige måde at tage det på, der betød, at det ikke lød så slemt til at starte med, fortæller Liza.

Det var først, da beskeden for alvor gik op for Liza, at angsten satte sig som en lille urolig knude i hendes mave. Men Jette var bestemt. Hun ville ikke ynkes, og når hendes kollegaer skrev chokerede medlidende beskeder til hende på Facebook, bad hun dem om at lade være. Hvis de kun kunne skrive deprimerende beskeder, ville hun hellere undvære.

Liza og Tommy har ikke samme far, men Tommys far, Preben, har været som en far for Liza, sin hun var 7 år. Sammen dyrkede hele familien motorsporten traktortræk.

Læs også: Anton legede sig væk fra kræften

Flittig og gavmild

Der var ikke noget, Jette ikke kunne klare. Hun var en arbejdshest, og hun havde ikke tænkt sig at lade kræften stoppe hende. Jette tænkte som sin søn. Det er bare en sygdom, jeg skal behandles for. Med den attitude lod hun lægerne give hende kemoterapi hver 3. uge. Hun sov, når familien tog hjemmefra, og rejste sig for at gå i køkkenet, når de kom hjem igen. Kun dem, der kendte Jette godt, kunne se, at hun havde smerter. Sammen med sin mand, Preben, drømte Jette om at blive selvforsynende. Før hun fik konstateret kræft, holdt hun af at gå i haven, så snart hun kom hjem fra sit arbejde på et hjem for udviklingshæmmede. De ting, hun høstede, tog hun med sig i køkkenet, hvor hun både lavede saft, marmelade, syltede og bagte til alle, som satte pris på Jettes køkkenkunstner. Hun var flittig og gavmild.

– Jette var oprindeligt uddannet landmand på Malling Landbrugsskole, og hun havde lidt af ondt i ryggen i mange år. Det kom og gik, og det er helt normalt for os landmænd. Vi plejede at gøre grin med vores ømme kroppe og forudsige vejret i morgen ud fra, hvor ondt vi havde. Det slog sjældent fejl. Og Jette mente altid, at smerter blot skal arbejdes væk, fortæller Jettes enkemand og Tommys far, 49-årige Preben Brahe Jensen.

Men en sommerdag for tre år siden var Jettes rygsmerter så slemme, at hun ikke kunne skjule dem over for sine kollegaer. Hun blev sendt hjem med besked på at gå til lægen. Det viste sig, at lægens dom var rigtig. Jette havde brystkræft, lymfekræft og knoglekræft. Hun kom aldrig tilbage på arbejde. Når kræft har sat sig i knoglerne, bliver de skøre, så Jette fik tildelt førtidspension en måned efter sin diagnose.

– Mor lovede os, at hun ikke ville dø af kræft, og at hun ville blive 70 år. Det sagde hun til det sidste. Jeg tror slet ikke, at hun var klar over, hvor hurtigt det gik, og hvad der var ved at ske, fortæller Liza.

Familien rejste til Tenerife på ferie, tre uger før Jette fik sin diagnose. Ferien var så dejlig, at alle var enige om, at det skulle de gøre hver vinter. Desværre nåede de kun den ene varme vinterferie.

Hjalp til det sidste

Kræften tog Jettes appetit, og hun havde tabt sig fra 95 kilo til 68 kilo. Hun måtte ikke tabe sig ydereligere, sagde lægerne, og Jette kunne derfor pludselig spise alt det, som hun ellers havde holdt sig fra. Det sidste halve år lå Jette meget i sengen. Hendes kræft var en særlig aggressiv type, men selv om hun havde brug for al sin energi for at komme sig over kemoterapien, stod Jette op, lavede mad til sin familie og ordnede sin mands regnskaber. Preben startede sin egen virksomhed for seks år siden, og Jettes hjælp på kontoret var hendes måde at støtte ham på. Hun insisterede på, at alt skulle være, som det plejede, og hun lavede hans regnskaber til det sidste.

– Jette fik fem forskellige slags smertestillende, men hun trappede stille og roligt ud af dem, til hun kun tog Pamol. Hun ville ikke indlægges, heller ikke, selv om hendes smerter i perioder var umenneskelige. Hendes indstilling var, at det kunne hun lære at leve med. Det sværeste for Jette var alt det, som hun ikke længere kunne, fortæller Preben.

Han og Jette nåede at få 14 dejlige år sammen. De mødte hinanden igennem deres fælles store interesse – traktortræk, en motorsport som begge børn siden deltog i, og som hele familien elskede.

Læs også: Kan jeg dø af det her, mor?

Den sidste ros

Jette lod ikke sin familie mærke, hvor slemt hun havde det. Det var først, da Jette begyndte at miste balancen og falde, at det gik op for Preben og børnene, at det var helt galt. Hun kunne ikke selv komme op igen, og Preben fandt hende flere gange på gulvet. Det var kun få uger før, Jette døde. Da sørgede Liza for at være hos sin mor. Nu var det blevet hendes tur til at passe på sin mor, som Jette altid havde sørget for dem.

– Fire dage før hun døde, var sidste dag jeg talte med mor. Jeg stod ved hendes sengs fodende, mens en hjemmeplejer ordnede noget for mor. Mor kiggede ned på mig. Jeg kunne se kærligheden i hendes øjne, og hun sagde: Jeg er stolt af dig. Det havde jeg aldrig hørt hende sige før. Vi roser ikke hinanden så meget. Jeg måtte gå ud af rummet, fordi jeg kæmpede med tårerne, husker Liza.

Da Jette trak vejret for sidste gang den 21. oktober sidste år, havde hun alle sine kære omkring sig. Lizas mormor lænede sig ind over sin datter og forsikrede hende, at de nok skulle klare den, og at det var okay, hvis hun gav slip. Den dag havde hun ikke været ved bevidsthed, men de fornemmede alligevel, at Jette fulgte dem med øjnene og kunne høre, hvad de sagde. En lille tåre trillede ned af Jettes ene kind, da hun åndede ud. Himlen åbnede sine sluser, og dagen blev mørk.

I dag et år efter skinner solen fra en skyfri himmel. Selv om det er svært at undvære deres mor, føler Tommy og Liza ikke, at hun helt har forladt dem. Jettes ånd lever videre i dem.

– Hver gang jeg går ud til dyrene, tænker jeg på mor, fordi det var noget, vi gjorde sammen, fortæller Tommy.

Og Liza mindes sin mor, når hun står i køkkenet og arbejder, som Jette altid gjorde.

– Jeg kunne ikke ønske mig en bedre mor, og jeg håber, at jeg selv vil blive lige så stærk en kvinde, siger
Liza.