Skæbner

Depression føles som at have tømmermænd hver dag

4. oktober 2019 Af Karin Heurlin. Foto Jesper Sunesen.
Komiker Sebastian Dorset husker tydeligt modløsheden i de to år, han var ramt af en depression. Selv den mindste opgave var uoverskuelig. Faktisk føltes det som at stå op til tømmermænd hver eneste dag.

Vi kender ham som den morsomme mand på en scene. Men da Sebastian Dorset var studerende og boede på et kollegieværelse i Aarhus, var hans liv alt andet end sjovt. På det tidspunkt led han nemlig af en depression i to år, og i dag kan han stadig huske den tunghed, som lå i kroppen og sindet fra morgen til aften.

Slået ud af kurs af små nederlag

- Det var lidt som at have tømmermænd hver dag. Jeg havde den der ugidelige følelse, og selv det mindste nederlag slog mig helt ud af kurs, siger Dorset, som for eksempel mindes, hvor anstrengende det var bare at gå ud og købe ind.

- Det kunne let blev en heldagsopgave. Og hvis jeg så havde glemt noget, når jeg kom hjem, kunne jeg gå helt i stykker. Åh nej, nu glemte jeg fryseposerne. Hvordan skal jeg leve videre uden dem?

Nederlagene hobede sig op

Selvom komikeren i dag kan fortælle om den svære periode i sit liv med et strejf af sin velkendte humor, så har han ikke glemt smerten. Ligesom han ikke har glemt den onde cirkel, han befandt sig i.

- Jeg lod nederlagene hobe sig op, så de blev vigtigere end at huske, hvad jeg var god til, siger Sebastian, som dengang tilbragte mange timer om dagen alene på sit kollegieværelse.

- Jeg levede meget ensomt og frasagde mig social kontakt. Hvis jeg endelig var ude, var det meget vigtigt for mig at få folk til at grine. Det var helt klar en tærskel, jeg skulle over, og det var ikke altid, jeg havde kræfterne til det.

Sponsoreret indhold