Det føles fantastisk at dø

Det begyndte med en lille smule hovedpine. Men så slemt var det nu heller ikke, så der var nok mere tale om pjæk, da Mette Kirstine Larsen den 19. marts 1996 besluttede sig for at ende skoledagen før tid og i stedet tage hjem til sin farmor og farfar. De havde jo også et kaninbur, der skulle renses, tænkte hun og blev hos dem indtil aftensmaden.
Så fik hun det pludselig meget dårligt.
– Jeg begyndte at fryse og fik voldsom kvalme, så jeg gik op og lagde mig i deres seng. Men da jeg også begyndte at kaste op, ringede vi til min mor og bad hende hente mig. Da hun nåede frem, kunne jeg ikke længere stå på mine ben, fortæller Mette, der blev båret ud i sin mors bil og kørt hjem.
Hun havde nu også høj feber og fik derfor lov til at sove mellem sine forældre i deres seng om natten.
– Midt om natten vågnede jeg op. Jeg havde det virkelig skidt og råbte på min mor. Hun lå lige ved siden af, men jeg var så afkræftet, at det, jeg råbte, ikke kunne høres. Jeg kunne heller ikke bevæge mig, så jeg fik ikke vækket hende, og det endte med, at jeg faldt i søvn igen. Da vi alle vågnede næste morgen, kunne min mor godt se, at der er noget helt galt med mig. Jeg var diffus og opførte mig generelt bare mærkeligt. Og jeg blev ved med at kaste op.
Feber og en sort plet
Mettes mor ringede først forgæves til lægen og siden til hospitalet, hvor hun fik at vide, at datteren bare skulle have nogle piller for sin feber, og så skulle det hele nok gå.
Men da hun hen ad formiddagen opdagede en sort plet på Mettes hånd, vidste hun med det samme, at det var alvorligt. Bare 14 dage tidligere havde hun læst en artikel om nogle børn, der var døde af meningitis, og nu havde hendes egen datter præcis de samme symptomer. Så ringede hun 112.
Da ambulancefolkene kom, så de med det samme, at Mettes tilstand var kritisk. De spurgte hende, hvad hun hed, og hvornår hun var født, men ingen af de svar, Mette gav, var korrekte. Hun blev straks kørt på Hvidovre Hospital, hvor lægerne stimlede sammen om hende og tog prøver for alt muligt. Hun var begyndt at få flere pletter, så først troede man, at der var tale om leukæmi, men prøverne viste noget andet: Mette havde meningitis.
– Og så gik det stærkt. Jeg begyndte at fryse helt vanvittigt. Jeg havde næsten ingen kræfter tilbage, men da det alligevel lykkedes mig at løfte min ene hånd et øjeblik, så jeg, at den var helt blå. Mine blodkar sprang, og jeg fik små blodpropper over det hele. Det gjorde sindssygt ondt, og jeg skreg, når nogen rørte ved mig. Men så begyndte jeg pludselig langsomt at synke ned i sengen. Jeg kunne ikke mærke noget mere og fik det bare utroligt godt.
Mettes blodtryk var på det tidspunkt 36 over 0, hvilket betød, at hendes blod nærmest stod stille i kroppen. Det samme gjorde alt andet.
En læge satte sig overskrævs på hende og begyndte at slå hende hårdt i brystet for at smertepåvirke hende og prøve at vække hende. Imens så hendes forældre, storesøster, storebror og tvillingesøster forfærdede til i baggrunden.
Et rør af farver
Mette røg skiftevis ind og ud af bevidsthed indtil næste morgen, hvor man besluttede at lægge hende i respirator. Hun var nu for svag til at trække vejret selv, og lægerne måtte beklagende meddele hendes forældre, at hvis hun overhovedet vågnede igen, kunne hun være både døv, blind og hjerneskadet.
I fire dage svævede Mette mellem liv og død. Det var selvfølgelig en ubeskriveligt hård tid for hendes familie, men Mette selv havde det bedre, end hun nogensinde havde haft det før.
– Jeg fløj gennem et rør af farver. Det var de smukkeste farver, jeg nogensinde har set, og de gled ind i hinanden som et kalejdoskop. Det føltes fantastisk at være der. Jeg havde aldrig mærket så stor en kærlighed, glæde og tryghed, som jeg gjorde lige der. Ved siden af mig var min morfar, som døde, da jeg var 9 år. Vi snakkede ikke sammen, men kommunikerede ved at smile og grine som to små legebørn. Der var et lys omkring ham, og vi var bare så lykkelige sammen, siger Mette og fortsætter:
– Jeg ved ikke, hvor lang tid vi svævede gennem røret sammen, men pludselig deltes vores veje i to, og han tog vejen til højre, mens han pegede for at vise, at jeg skulle tage vejen til venstre. Jeg havde ikke lyst til det, for jeg havde det så godt og forstod ikke, hvorfor jeg skulle væk fra ham og den trygge verden, jeg befandt mig i. Og så blev alt bare sort. Jeg røg ud i intetheden, og alt var mørkt omkring mig. Jeg har aldrig følt mig så ensom før, og der var ingen andre i nærheden. Ikke længe efter vågnede jeg op.
Mærket for altid
Det første, Mette så, da hun atter åbnede sine øjne, var hendes storebror, der stod med en tommelfinger i vejret for at vise hende, at alt nu var godt igen.
Men alt var faktisk også godt, inden hun vendte tilbage til livet, forklarede Mette så.
– I skal ikke være bange for at dø, for det føles helt fantastisk, sagde hun smilende til sin familie.
Ni dage efter indlæggelsen forlod Mette hospitalet. Hun havde ingen mén andet end sårene fra meningokokbakterien.
Men hun var alligevel mærket for altid.
– Det har ændret mit liv, at jeg har oplevet, hvordan det er at dø. Det er en kæmpe gave at vide, at der venter noget, der endda er endnu bedre på den anden side. Den ultimative kærlighed, som vi alle går og stræber efter, dén kommer – bare vent og se! Døden er ikke noget, man behøver at gå og frygte. Så spilder man i hvert fald sin tid. Jeg ville ønske, at alle vidste, hvad jeg ved, så de kunne have samme afslappede forhold til døden. På den måde kunne de koncentrere sig om at nyde livet i fulde drag, som jeg gør nu. Jeg lever intensivt, mærker alting stærkere og ser folk dybt i øjnene. Jeg gider ikke lave ting, der er ligegyldige, eller have overfladiske forhold til andre.
I dag er Mette 37 år, gift med Torben og mor til Cecilie på 16 år og tvillingerne Mathias og Thomas på 8. Hun er desuden bonusmor til 20-årige Mike. Mette elsker sin familie, og det er de ikke i tvivl om, for hun siger det til dem tit. Hun fortæller dem også gerne om sin nærdødsoplevelse, for hun håber, at de alle kan få samme forhold til livet og døden, som hun har.
Et følsomt emne
I mange år tøvede Mette til gengæld med at tale om sin oplevelse med andre end den nærmeste familie og vennekreds. Selv om hun havde lyst til at skrige det ud fra et tag og lade alle få del i hendes viden, så holdt hun sig i lang tid tilbage, fordi hun var bange for, at folk ville tro, at hun var skør.
– Som 14-årig er det sidste, man ønsker, at skille sig ud, så det var ikke noget, jeg råbte højt om. Det var først i voksenlivet, at jeg begyndte at åbne op omkring det, og i begyndelsen gik det mig meget på, hvis folk ikke troede på, hvad jeg sagde, og tænkte ”hvor er det åndssvagt”. Men efterhånden har jeg det sådan, at hvis man ikke ønsker at bruge min viden til noget, så kan jeg ikke gøre så meget ved det. Jeg vil under alle omstændigheder gøre, hvad jeg kan for at nå ud til så mange som muligt. Jeg har noget i mig, som er vigtigt at give videre. Også selv om det er et følsomt emne.
Sidste år holdt Mette sit første og hidtil eneste foredrag om oplevelsen. Men står det til hende, bliver det langt fra det sidste.
– Det var fantastisk at opleve, hvor stor en forskel det gjorde for dem, der var i salen. Mange af dem havde oplevet at miste nogen tæt på, og der var flere, der kom op til mig bagefter og sagde, at de havde fået en enorm ro i sindet af at høre min historie. Det er præcis det, jeg håber at kunne opnå ved at dele min oplevelse. Jeg føler, at det er min mission her på jorden at give min gave videre til andre.