Det føles fantastisk at dø
Mit navn er Mette, og min historie begynder med en smule hovedpine. Det var ikke så slemt, men jeg tog alligevel hjem fra skole før tid og cyklede over til min farmor og farfar. De havde også et kaninbur, der skulle gøres rent. Jeg begyndte at fryse og fik voldsom kvalme, så jeg gik op og lagde mig i deres seng. Men da jeg også begyndte at kaste op, ringede vi til min mor og bad hende hente mig. Midt om natten vågnede jeg op. Jeg havde det virkelig skidt og råbte på min mor. Hun lå lige ved siden af, men jeg var så afkræftet, at hun slet ikke kunne høre, at jeg kaldte. Jeg kunne heller ikke bevæge mig, så jeg kunne ikke vække hende, og det endte med, at jeg faldt i søvn igen.
Næste morgen kunne min mor godt se, der var noget helt galt med mig. Jeg var diffus og opførte mig generelt bare mærkeligt, og jeg blev ved med at kaste op. Da min mor opdagede en sort plet på min hånd, vidste hun med det samme, at det var rigtig alvorligt. Tilfældigvis havde hun 14 dage før læst en artikel om nogle børn, der var døde af meningitis, og jeg havde præcis de samme symptomer. Hun ringede 1-1-2.
Da ambulancefolkene kom, kunne de godt se, at min tilstand var kritisk. De spurgte, hvad jeg hed, og hvornår jeg var født, men jeg kunne ikke svare rigtigt på noget af det. Jeg blev kørt på Hvidovre Hospital med lynets hast, hvor lægerne stimlede sammen om mig og tog prøver for alt muligt. Prøverne viste, at jeg havde meningitis, og så gik det ellers stærkt. Jeg havde næsten ingen kræfter tilbage, men på et tidspunkt lykkedes mig alligevel at løfte min ene hånd, og der så jeg, at den var helt blå. Det var fordi mine blodkar sprang, og jeg fik små blodpropper over det hele. Det gjorde sindssygt ondt.
Mit blodtryk var på det tidspunkt 36 over 0, hvilket betød, at mit blod nærmest stod stille i kroppen. Det samme gjorde alt andet. En læge satte sig overskrævs og begyndte at slå mig hårdt i brystet for at smertepåvirke mig. Jeg røg skiftevis ind og ud af bevidsthed indtil næste morgen, hvor man besluttede at lægge mig i respirator. Lægerne meddelte mine forældre, at hvis jeg overhovedet vågnede igen, kunne jeg være både døv, blind og hjerneskadet. I fire dage svævede jeg mellem liv og død. Det var ubeskriveligt hårdt for min familie.
Men jeg selv… Jeg var et helt andet sted: Jeg fløj gennem et rør af farver. Det var de smukkeste farver, jeg nogensinde har set, og de gled ind i hinanden ligesom et kalejdoskop. Det føltes fantastisk at være der. Jeg har aldrig mærket så stor en kærlighed, glæde og tryghed, som jeg gjorde lige der. Ved siden af mig var min morfar, som døde, da jeg var 9 år. Vi snakkede ikke sammen, men kommunikerede ved at smile og grine som to små legebørn. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi svævede, men pludselig deltes vores veje sig i to, og han tog vejen til højre, mens han pegede for at vise, at jeg skulle tage vejen til venstre. Og så blev alt bare sort. Jeg røg ud i intetheden, og alt var mørkt omkring mig. Jeg har aldrig følt mig så ensom før, og der var ingen andre i nærheden. Kort tid efter vågnede jeg op, efter at have været væk i 4 dage.
Det første jeg så var min storebror, der stod med en tommelfinger i vejret for at vise mig, at nu var alt godt igen. Men alt var faktisk også godt, inden jeg vendte tilbage til livet. Jeg sagde: ”I skal ikke være bange for at dø, for det føles helt fantastisk”. Det har ændret mit liv, at jeg har oplevet, hvordan det er at dø. Det er en kæmpe gave at vide, at der venter noget, der endda er endnu bedre på den anden side. Den ultimative kærlighed, som vi alle går og stræber efter, dén kommer – bare vent og se!”
I dag er jeg 37 år, gift med Torben og mor til Cecilie på 16 år og tvillingerne Mathias og Thomas på 8. Jeg er desuden bonusmor til 20-årige Mike. Jeg elsker min familie, og det er de ikke i tvivl om, for jeg siger det til dem tit. Jeg fortæller dem også gerne om min nærdødsoplevelse, for jeg håber, at de alle kan få samme forhold til livet og døden, som jeg har. Jeg føler, at det er min mission her på jorden at give min viden videre til andre.
Se også: Min affære fik følger
