Det gode liv

13 år efter skilsmissen: Vi gifter os igen

17. maj 2020 af Joan Andersen. Foto: Thomas Laursen
Græsset var ikke grønnere på den anden side, tværtimod. Det har Dorthe og Svenning indset efter 10 år som skilte. Med tre børn sammen og en kærlighed, der aldrig ville gå væk, glæder de sig nu til at blive gift igen.

Familie er et andet ord for kærlighed. Ordene står som en evig påmindelse i køkkenet hos Dorthe og Svenning i Tinghøj ved Varde. De ved om nogen, at de ord er sande, for deres egen familie er lige præcis det, de savnede, i de 10 år de var fra hinanden.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Dorthe og Svenning kunne have haft sølvbryllup den 15. juli i år, men for 13 år siden blev de skilt. Nu planlægger de i stedet at blive gift igen på den samme dato. Men vejen dertil var lang.

Parret har kendt hinanden siden 8. klasse. Allerede dengang kunne de ikke holde sig fra hinanden, og romancen begyndte med hemmelige kys i skolegården. Forholdet varede et års tid, men som 18-årige fandt de sammen igen.

– Vi kendte hinanden hele tiden, men til et halbal mødtes vi og dansede lidt rundt, gik i biografen og blev kærester igen, fortæller 50-årige Dorthe Bjerg Pedersen.

Mødtes i 8. klasse

Svenning tog på gymnastikhøjskole, og forholdet overlevede. Da han kom hjem, tog Dorthe i kibbutz, og de forblev kærester. Hjemme igen knoklede de begge, Dorthe i Intersport i Varde og Svenning på en maskinstation. De sparede op til en jordomrejse sammen i syv måneder.

Efter den rejse var de tættere end nogen sinde, og de flyttede sammen. Derefter gik det slag i slag.

I 1995 købte de en faldefærdig rønne, som de totalrenoverede. Her byggede de rede, og den sommer blev de gift. To år efter fik de deres første barn, Anne, og Thomas kom hurtigt efter. I 2003 fik de også Peder.

Læs også: Min traumatiske barndom satte dybe spor

Dorthe fortsatte jobbet i Intersport og Svenning som landbrugssmed, mens de arbejdede på gården. Ved siden af åbnede de Tinghøj Service Udlejning, de købte nogle udlejningsboliger, og senere blev Dorthe medejer i tøjfirmaet WestWind.

– Vi troede, vi kunne det hele, men vi kunne kun det halve, siger Svenning Kjær Pedersen.

Gled fra hinanden

Nogle gange arbejdede de til langt ud på natten, og samtidig havde de tre små børn, der skulle have kærlighed og opmærksomhed.

– Vi pressede os selv og hinanden for hårdt. Der var ikke tid til at være mand og kone. Jeg var mere mor, end jeg var kone, fortæller Dorthe, og Svenning nikker.

– Vi ville det vildt gerne, men vi kørte i hver sin retning, siger han.

Og når man ikke bliver bekræftet derhjemme, søger man det andre steder.

– Der var ingen utroskab, og ingen krig. Vi beholdt et godt venskab. Det er et valg, man tager, for man kan jo altid dunke hinanden i hovedet og være vrede, slår Dorthe fast.

Peder var kun fire år, så han husker det ikke, men Anne og Thomas blev selvfølgelig kede af det, selv om de kun flyttede et par kilometer væk fra gården og far.

Altid venner

De forblev venner, men selvfølgelig kunne de også blive uvenner.

– Skulle det ske, at vi blev uvenner, havde vi det ikke særlig godt, nogen af os, fortæller Svenning.

– Så skiftedes vi til at jævne det ud, siger Dorthe.

Måden, de afslutter hinandens sætninger, fortæller lidt om, hvor tætte de er i dag.

Læs også: Far er i fængsel

De store mærkedage som konfirmationer og 18-års fødselsdage holdt de sammen, og på trods af nye partnere var de venner.

– Det var ikke nemt for nye partnere, for vi ville gerne drikke kaffe sammen, og nogle gange spiste vi også sammen, fortæller Dorthe.

De havde været et par i 19 år, inden de blev skilt. De kendte hinanden så godt, at de blot ved at kigge på den anden kunne se, om deres nye kæreste var rigtig. Men de nye forhold var ikke holdbare i længden.

Savnet

– Har vi nogen sinde rigtig været fra hinanden? Hvis jeg har været ude, har jeg taget mig selv i at tænke: ”Det kunne være dejligt, hvis Dorthe var med,” fortæller Svenning.

I 2017 boede Dorthe og børnene i et hus, hun havde købt, i Varde, mens Svenning boede på gården.

Alle børnene kom på efterskole, og nu havde deres yngste Peder sit andet år på efterskolen. Dorthe og Svenning kørte altid sammen, når de skulle på besøg.

– Vi kunne godt lide køreturen, for så var vi ligesom en familie igen, siger Dorthe.

Det endte tit med, at de spiste sammen, og efter maden smuttede børnene, og så sad de der sammen igen med et glas vin. Netop der mærkede de, hvor godt de havde det i hinandens selskab.

Et kys i døren

– En dag, inden jeg skulle hjem, gav ham mig et kys her ude i døren, siger Dorthe og peger ud i bryggerset.

– Jeg troede ikke, det var muligt at finde sammen igen, men det kom så naturligt. Jeg var med til Svennings fødselsdag, og vi sås oftere og oftere, fortæller hun.

Børnene havde i 10 år håbet på, at de ville finde sammen igen. De vidste, at de ikke måtte skuffe dem, så de satte sig ned og tog den store snak.

– Vi er helt afklaret med, at vi aldrig skal igennem en skilsmisse igen – også for børnenes skyld, siger Dorthe.

Læs også: Blev gravid efter voldtægten

De inviterede de to store med til København, hvor de fortalte, at de var blevet kærester igen.

– Mange har sagt ”gud, kan man det?” og ”er I sikre?” Der har jo været andre partnere. Men det er vores styrke. Vi ved, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Vi ved det, for vi har prøvet det, siger Dorthe.

– Det kræver en del med dine børn og mine børn. Ens egne børn er jo altid de bedste, siger Svenning.

Familie igen

Det er tre år siden nu. Tre år, de har brugt på at samle op på de år, de har mistet. De har været på skiferier, sydpå og på Bornholm, og de har plejet kærligheden.

– Vi var i kirke juleaften. Vi kom som en familie igen. Alle andre tager det for givet, men det gør vi ikke, siger Svenning.

– Vi havde glemt, hvor god en følelse det er, at man har sin familie, siger Dorthe og fortæller, at børnene var på stikkerne i starten, så snart de kunne mærke den mindste kurre på tråden.

– I dag er de ubetinget glade. De kan mærke, at vi er gode sammen, og de fornemmer, at der er ro på.

Efter et år flyttede Dorthe tilbage til gården.

Hjem igen

– Det var så nemt. Jeg er jo bare flyttet hjem igen. Jeg var med til at købe gården, og jeg har været med til at sætte det her køkken ind, siger hun og griner, mens hun fortæller, at planchen med billeder fra deres polterabend stadig hænger under trappen, selv om Svenning har boet med en anden i otte år i mellemtiden.

Det var ikke overraskende, men heller ikke planlagt, da Svenning på en ferie i Kiel impulsivt foreslog, at de blev forlovet.

– Vi gik på gågaden, og Svenning ser en guldsmed og siger ”vi kan jo få ring på,” fortæller Dorthe.

Og sådan blev det. Nu planlægger de bryllup, omgivet af familien og de nærmeste venner, som aldrig indgik i bodelingen.

Samme bryllupsdag

De skal selvfølgelig giftes den 15. juli – på dagen, hvor de kunne have fejret deres sølvbryllup.

– Vi holdt en mega fest med 150 gæster, da vi begge blev 50 år i september. Brylluppet bliver mindre. I starten planlagde vi bare en grillpølse, men nu har vi styr på det, siger Svenning.

Både Dorthe og Svenning arbejder stadig meget. Det ligger til deres natur, siger de. Men de er blevet bedre til at prioritere hinanden og værdsætte fritiden sammen.

Læs også: Jeg så min datter blive halshugget

– Mine venner siger, at jeg er blevet den gode gamle Svenning igen. Jeg var nok lidt forvirret i den periode. Jeg ledte jo efter en ny, men der var ingen, der var så gode som Dorthe.

– At gå fra hinanden igen er ikke en mulighed. Man skal pleje sit ægteskab. Det, man dyrker, gror, siger Dorthe.

De er enige om, at de har lært noget af de 10 år, de har været fra hinanden.

Under samme tag

– Hvis vi ikke havde prøvet andre partnere, kunne vi ikke se værdien i hinanden, forklarer Dorthe.

Deres forhold har også andre betingelser i dag, for selv om de begge er selvstændige, er der ro på den front, og børnene er ikke længere små, de er godt på vej i deres egne liv.

Den ene af deres drenge arbejder i samme Intersport-butik, hvor Dorthe begyndte sit arbejdsliv, den anden arbejder hjemme hos far. Deres ældste læser til sygeplejerske i Silkeborg. Hun boede egentlig i Aarhus, men havde fremlejet sin lejlighed, fordi hun skulle i praktik i Herning. Det blev udskudt på grund af coronaen, så hun valgte at flytte hjem. Nu er hele familien samlet under samme tag igen.

Sponsoreret indhold